Kriseramte Venezuela kan ikke betale gæld på 900 milliarder kroner

 

En rivende inflation på forventet 2.300 procent i 2018, en økonomi i frit fald og en befolkning, som ikke længere har adgang til de allermest basale fornødenheder. Venezuela, engang et af Sydamerikas rigeste lande med en olieproduktion på gennemsnitligt 2,5 millioner tønder olie per dag, er tæt på fallittens rand.

Befolkningen har i månedsvis protesteret mod de miserable økonomiske forhold. Importen er siden 2013 faldet med mere end 70 procent, og landet lider under alvorlig mangel på fødevarer og medicin.

Der er tale om en historisk nedtur. I 1976 var Venezuela medlem af en lille klub af lande med den højeste kreditværdighed, AAA, og i 1997 toppede olieproduktionen med 3,4 millioner tønder per dag.

Men skiftende socialistiske regeringer ­– først under den populære, karismatiske og nu afdøde præsident Hugo Chávez og siden 2013 under den nu siddende præsident, Nicolas Maduro – har sat den økonomiske fremgang og velstand over styr. Alene bruttonationalproduktet, BNP, er faldet 35 procent de senere år. Det er en tragedie.

Hugo Chávez blev i 1999 valgt på en socialistisk politik, hvor han blandt andet brugte store summer på at løfte befolkningen ud af fattigdom. Han nationaliserede store dele af den venezuelanske industri og baserede landets økonomi primært på eksportindtægter fra olieproduktionen og import af fødevarer.

Samtidig støttede Chávez socialistiske alliancepartnere i blandt andet Cuba og Bolivia med billig olie. Alt dette var muligt, så længe olieprisen var høj – godt 100 dollars per tønde. I dag er olieprisen på under det halve, og indtjeningen i det statslige olieselskab PDVSA er faldet fra 66 milliarder dollars (ca. 422 milliarder kroner) i 2011 til blot 15 milliarder dollars (ca. 96 milliarder kroner) i 2016.

Kaster håndklædet i ringen

Med andre ord ligger Venezuela økonomi i ruiner, udlandsgælden er ifølge Moody’s på 142 milliarder dollars (ca. 900 milliarder kroner) og udgør 75 procent af bnp. Halvdelen af gælden er i statsobligationer. Til næste år vil gældens andel vokse til 89 procent af bnp, blandt andet fordi værdien af samfundsproduktionen forventes at fortsætte med at falde.

I sidste uge, den 2. november, kastede Maduro håndklædet i ringen og meddelte landets kreditorer, at han ønsker, at gælden, inklusive statsobligationsgæld og obligationsgælden i det 100 procent statsejede olieselskab PDVSA, på i alt 900 milliarder kroner bliver rekonstrureret. Præsidenten ønsker, at kreditorerne, blandt andet obligationsejerne, skal tage et tab og acceptere en nedskrivning af gælden.

Muligvis har landet allerede misligholdt lånebetingelserne for dele af den massive obligationsgæld, da Venezuela den 2. november skulle have betalt en kupon (betaling af rente og afdrag) på 1,1 milliard dollars (ca. 7 milliarder kroner). Det bliver alle klogere på mandag den 13. november, når den venezuelanske regering holder pressemøde.

Men det bliver ikke let for den upopulære og hårdt pressede præsident Maduro at få kreditorerne til at gå med til gældssanering. Det bliver især vanskeligt for de amerikanske kreditorer at deltage i en eventuel gældssanering, hvor eksempelvis statsobligationsgæld nedskrives mod udstedelse nye lån.

Det skyldes, at den amerikanske præsident, Donald Trump, tidligere i år har indført sanktioner mod det socialistiske styre i Venezuela, fordi Trump beskylder landet for at modarbejde demokratiet og centrere magten hos præsident Maduro og hans folk, mens oppositionen og parlamentet er blevet kørt ud på et sidespor.

Narkorelateret forhandlingsleder

Dertil kommer, at vicepræsident Tareck El Aissami, som er udpeget som forhandlingsleder, ifølge de amerikanske myndigheder er involveret i narkotikahandel. Det slog de amerikanske myndigheder fast i februar 2017, og sådan nogle typer må amerikanske statsborgere ikke forhandle med.

Præsident Maduro forsøger tilsyneladende at nedbringe rentebetalingerne på den store gæld for at kunne bruge pengene på andre og mere populære ting, for eksempel en øget import af fødevarer og medicin. Strategien er, at det vil gavne ham på hans vej mod et genvalg ved det kommende præsidentvalg i 2018.

Nicolas Maduro har som begrundelse for ønsket om en rekonstruktion af gælden forklaret, at Venezuela ikke kan fortsætte med at betale kreditorerne på grund af de amerikanske sanktioner.

Dermed forsøger han at få sine kreditorer til at lægge pres på de amerikanske myndigheder for at få ophævet eller lempet sanktionerne. Og ved at skyde skylden for problemerne over på amerikanerne kan præsidenten samtidig komme til at tage sig bedre ud i befolkningens øjne.

Den Internationale Valutafond, IMF, vil gerne træde til med en hjælpepakke, men bliver formentlig ikke indbudt af den nuværende regering, fordi valutafonden til gengæld vil forlange reformer og en tilbagevenden til en mere demokratisk udvikling i landet.

Hvorfor sker dette nu?

Rygterne vil vide, at det blandt andet er Rusland og Kina, som har smækket pengekassen i. De to lande har de senere år blandt andet leveret medicin og fødevarer til Venezuela mod til gengæld at modtage olie som betaling. Det skønnes, at allerede halvdelen af den aktuelle olieproduktion på ca. 2 millioner tønder olie per dag afleveres til Rusland og Kina.

Dermed befinder Venezuela sig i en desperat situation. Ganske vist er landet ikke uden aktiver – og det kan kreditorerne så i det mindste glæde sig over. Venezuela råder over verdens største oliereserver i undergrunden og andre naturressourcer som guld og ædelstene samt har rigelig og god landbrugsjord. Dertil kommer skønsmæssigt ca. 10 milliarder dollars i valutareserver (ca. 64 milliarder kroner).

Venezuelas situation med gældskrise og truende fallit kommer ikke bag på ret mange. Kreditorerne – det vil blandt andet sige investorerne, som har købt venezuelanske statsobligationer og obligationer fra olieselskabet PDVSA, har allerede handlet obligationskurserne ned.

Forhandlingerne om en rekonstruktion af Venezuelas gæld kan komme til at vare flere år. Da Argentina skulle have statsgælden rekonstrueret i 2001, tog det næsten 15 år at få endeligt på plads.

Det er svært at give et bud på den såkaldte recovery-kurs. Statsobligationerne handler i øjeblikket omkring kurs 25, men BankInvest tror, at recovery-kursen kan blive højere, da Venezuela råder over store reserver og aktiver.

Har man som obligationsinvestor købt venezuelanske statsobligationer med for eksempel korte løbetider til kurs 75-80, har det allerede gjort ondt at tabe op mod 55 kurspoint. Da Argentina fik en aftale på plads i løbet af et par omgange var recovery-kursen 30 – og det er et land med langt færre naturressourcer.

BankInvest tror ikke, at Venezuelas krise vil smitte negativt af på emerging markets obligationsmarkederne, selv om Venezuela er et land med en relativt stor økonomi. BankInvest har investeret 0,7 procent af porteføljen i Emerging Markets Obligationer i venezuelanske statsobligationer.