OPEC har i slutningen af maj i år forlænget en aftale om begrænsning af olieproduktionen med yderligere ni måneder, så aftalen nu løber til og med marts 2018.
Med Saudi-Arabien i spidsen forsøger OPEC fortsat at holde hånden under olieprisen ved at sørge for, at udbuddet af olie på verdensmarkedet er lavere end efterspørgslen, og at der tæres på olielagrene. For OPEC-landene er stærkt afhængige af en højere oliepris for at balancere deres statsbudgetter.
Det er imidlertid tvivlsomt, om OPEC på samme måde som tidligere får held med at påvirke prisen på verdens (fortsat) vigtigste energikilde.
For at forstå den nuværende usikkerhed om olieprisen, som de senere år er faldet til et prisniveau på omkring 50 dollars per tønde, er det nødvendigt at fokusere på begrebet timing.
For spørgsmålet er ikke, om den globale efterspørgsel efter olie på et tidspunkt vil falde og aldrig vende tilbage til nuværende niveauer, men hvornår det vil ske.
Verdens befolkning vokser fortsat, og det samme gør efterspørgslen efter energi, men fokus er i stigende grad på grøn energi, plastik baseret på ikkefossile brændstoffer og eldrevne køretøjer.
I 2008 var mantraet, at verden var ved at løbe tør for olie, og at der ikke var grænser for, hvor meget prisen kunne stige. I dag ved vi, at der er olie nok til at imødekomme efterspørgslen, men spørgsmålet er til hvilken pris?
Faktorer som geopolitik, teknologisk udvikling og regulering spiller også en rolle, men igen ved ingen præcis, hvilken effekt faktorerne vil have, og hvornår de vil få effekt.
Dertil kommer, at introduktionen af amerikansk skiferolie har betydet, at udbuddet af olie kan reagere langt hurtigere på prisændringer end tidligere.
Så selv om OPEC fortsat kæmper for at bibeholde sin position som prissætter af olie, er OPEC’s rolle ved at smuldre, og det var OPEC-landene selv medvirkende til.
Strategiske OPEC-fejl
OPEC var utilsigtet med til at kickstarte det amerikanske skiferolieeventyr. Selvfølgelig har teknologiske forbedringer også haft betydning, men boomet i produktionen begyndte med, at OPEC understøttede olieprisen til et niveau, hvor det blev økonomisk rentabelt for amerikanerne at producere skiferolie i stedet for gas.
I november 2014 chokerede OPEC verden ved at indlede en priskrig. Olieprisen kollapsede, og i november 2016 opgav OPEC priskrigen og vendte derefter tilbage til en produktionsbegrænsning for at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel.
Men her begik OPEC en fejl. Lige inden implementeringen af aftalen valgte OPEC og Rusland, der også deltog, at øge produktionen og eksporten, hvilket resulterede i, at store mængder olie blev sendt til USA. Det medførte, at den amerikanske lagerbeholdning steg i første kvartal 2017.
Så tilbage på startlinjen med et løfte om yderligere ni måneders produktionsbegrænsning er OPEC’s strategi denne gang at nedbringe den amerikanske lagerbeholdning.
Og hvorfor er den amerikanske lagerbeholdning så interessant? Logikken bag OPEC’s strategi er, at USA har meget præcise data for landets lagerbeholdning i modsætning til de fleste andre steder i verden. Det er data, der er offentligt tilgængelige, hvilket betyder, at markedets fokus altid er rettet stift mod de amerikanske lagertal i stedet for på globale ’usikre’ data. Høje olielagertal i USA påvirker typisk olieprisen negativt.
OPEC’s simple idé er derfor at minimere eksporten til USA og sende eksporten til asiatiske lande, der ikke har en lige så gennemskuelig lagerstatistik.
Kæmper OPEC en forgæves kamp? BankInvest ser på mulige negative og positive drivkræfter for olieprisen på kort og mellemlang sigt:
Libyen og Nigeria (negativ)
Libyen er ligesom Nigeria fritaget fra den seneste produktionsaftale mellem OPEC-landene og har øget produktionen markant siden årsskiftet. Målet er at øge produktionen til 1,2 millioner tønder per dag (TPD) ved årets udgang. Hvis Libyen er i stand til at nå sit mål, vil produktionen være 600.000 TPD højere end ved udgangen af 2016 og opveje omkring halvdelen af de 1,2 millioner TPD, som OPEC har reduceret produktionen med.
Sammen med stigende eksport fra Nigeria sætter det de øvrige OPEC-lande i et dilemma. For skal de øvrige OPEC-lande reducere deres produktion yderligere, eller skal de ændre strategi?
Skiferolie, Canada og Brasilien (negativ)
Den amerikanske skiferindustri overlevede en oliepris under 30 dollar per tønde og står tilbage med et produktionsapparat, der er mere effektivt end tidligere. Produktionen fra en amerikansk skiferoliebrønd er i dag ca. dobbelt så høj per investeret dollar som i 2008, dog tager stigende omkostninger noget af effektivitetsgevinsten. Selskaberne står derfor i en langt bedre situation end tidligere. EIA (den amerikanske energistyrelse) forventer, at USA vil producere 10,2 millioner TPD i december 2018, ca. 900.000 TPD mere end i juni 2017 med de nuværende oliepriser.
Men også Canada og Brasilien forventes at øge produktionen og tilsammen tilføje mere end 400.000 TPD i år til markedet.
Manglende OPEC exitstrategi (negativ)
OPEC har ikke indikeret, i hvor lang tid organisationen forventer at fortsætte strategien med produktionsbegrænsning. Derfor er aktørerne på oliemarkedet usikre på, hvad der vil ske, hvis lagerbeholdningerne når tilbage på deres historiske gennemsnit – eller hvis nogle OPEC-lande ikke lever op til deres forpligtelser?
På kort sigt vil Saudi-Arabien sandsynligvis forsøge at understøtte olieprisen, for det har landet en stærk interesse i, da det store statslige olie- og gasselskab Aramco skal børsnoteres i 2018.
Iran, som er ved at finde nye partnere til landets olieproduktion efter ophævelsen af Vestens sanktioner, og Rusland, som kæmper med et presset indenlandsk budget, har også en interesse i en højere oliepris på nuværende tidspunkt.
Men alle aktører er også fuldt ud bevidste om, at vilkårene på oliemarkedet har ændret sig, og at olie, der ikke bliver produceret i dag, måske aldrig vil blive produceret.
Futures–kurven (positiv)
Ideen med produktionsbegrænsningen fra OPEC’s side er at flytte den såkaldte futures-kurve. Oliemarkedet er i øjeblikket i en situation, hvor de langsigtede oliefutures handles med en præmie i tillæg til spotpriserne. Det vil sige, at olieprisen er dyrere, jo længere tid der er til levering. Dette giver olieproducenter en mulighed for at afdække eller sikre deres fremtidige produktion til højere priser og dermed muligheden for at øge produktionen. OPEC har ikke denne mulighed grundet sin størrelse og sælger derfor til spotprisen (dagspris).
Med produktionsbegrænsningen ønsker OPEC at flytte futures-kurven til et scenario, hvor det bliver ufordelagtigt at oplagre olie, da en køber dermed vil have omkostninger til oplagring og samtidig vil realisere en lavere pris i fremtiden. Og hvis en producent ikke kan afdække prisen på en fremtidig produktion, er det forbundet med større risici at øge produktionen.
Kina (negativ/positiv)
Kinas rolle har fået meget lidt opmærksomhed på oliemarkedet, men Kina kan gå hen at spille en afgørende rolle for olieprisen. Kina er den største olieimportør i verden og forventes at være en af de største kilder til vækst i efterspørgslen efter olie i de kommende år.
Dog er der med Moody’s nedgradering af Kinas kreditvurdering i maj 2017 som følge af forventninger om fortsat lavere økonomisk vækst i Kina bekymringer blandt aktørerne på oliemarkedet for den kinesiske efterspørgslen efter olie fremover.
Kinas statsejede olieselskaber ejer dyre og aldrende oliefelter. Sammenbruddet i oliepriserne i 2014 tvang selskaberne til at skære ned på investeringer og lukke felter.
I 2016 faldt Kinas olieproduktion ifølge IEA (Det Internationale Energiagentur) med 300.000 TPD og forventes at falde med yderligere 185.000 TPD i 2017. Det betyder, at landet er nødt til at importere mere olie for at kompensere for den stigende efterspørgsel. IEA forventer, at den kinesiske efterspørgsel efter olie vil vokse med 400.000 TPD i 2017 svarende til en tredjedel af den forventede globale efterspørgselsvækst.
Slutresultatet kan derfor sagtens være øget import fra Kina, selv uden en øget bnp-vækst i landet. Miljøspørgsmål og bekæmpelse af forurening optager på den anden side kineserne mere end tidligere, og med faldende indenlandsk olieproduktion kan resultatet også blive en hurtigere omstilling til elektriske køretøjer.
Færre investeringer i offshoreproduktion (positiv)
Investeringer i nye offshorefelter, der blev besluttet før kollapset i olieprisen, vil betyde, at ny produktion vil fortsætte med at komme på markedet frem mod 2020.
Efter 2020 vil der komme langt mindre ny produktion på markedet som følge af et meget lavt investeringsniveau efter 2014. Meget få selskaber er med de nuværende oliepriser interesserede i at foretage investeringer i udvinding af olie, som først kommer på markedet om mange år. Medmindre efterspørgslen falder i de kommende år, kan der derfor på et tidspunkt efter 2020 opstå en situation med mangel på olie.
Investeringsovervejelser og sammenfatning
Med OPEC på sidelinjen samt usikkerhed om den langsigtede udbuds- og efterspørgselssituation kan ændringer i olieprisen fremover blive signifikante og ske relativt hurtigt. Det gør det svært at investere bredt i sektoren, men kan give gode muligheder for investeringer i enkeltselskaber.
Kommentér dette blogindlæg herunder