;
tandlægefoto© Georgerudy Dreamstime

Redaktørens analyse

Problemerne tårner sig op for fremadstormende Tandlægen.dk, opd.

Der er ganske store udfordringer med at drive Danmarks første landsdækkende tandlægekæde, Tandlægen.dk, som risikerer både tandlæge- og likviditetsudfordringer, når kontrakterne udløber for de talrige tandlæger, der har solgt deres klinik til kæden. Opdateret med citat fra Henrik Kølle.

Det mest ambitiøse projekt nogensinde i den danske tandlægebranche, opbygningen af den landsdækkende kæde Tandlægen.dk, står over for betydelige udfordringer de kommende år. InsideBusiness har talt med flere branchefolk, som peger på, at det i forvejen økonomisk pressede selskab har en betydelig gæld til de tandlæger, som har valgt at sælge deres forretning til kæden.

Tandlægerne har typisk bundet sig til at blive i Tandlægen.dk i tre år, efter at de har solgt deres livsværk, men efter den periode udløber forfalden gæld, og den sidste del af købesummen skal udbetales til tandlægen, som så kan vælge at rykke videre i livet eller fortsætte i klinikken. Typisk har sælger fået 60 pct. af købesummen kontant, mens man har geninvesteret 20 pct. i det fælles selskab, ligesom man har lånt 20 pct. af købesummen til sælger.

Og det er disse gældsbreve, der snart begynder at forfalde, og spørgsmålet er, om Tandlægen.dk, har likviditeten til at betale med. Ifølge det seneste regnskab ligger der 32 mio. kr. i likviditet. Men selskabet havde sidste år et underskud på ca. 50 mio. kr., så Tandlægen.dk kan blive nødt til at finde nye penge eller bede tandlægerne om henstand.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger er der flere af de exittende tandlæger, der ønsker at forlade deres solgte praksis for at prøve lykken med nye projekter, nyde et langt otium eller skrue op for dagene i golfklubben. Uanset hvad, giver det også et rekrutteringsproblem for Tandlægen.dk, for der er stadig udbredt tandlægemangel i Danmark. Jo længere vestpå man kommer, desto sværere bliver det at rekruttere tandlæger.

Skal man hente tandlæger i udlandet?

En mulighed er at søge til udlandet for at hente tandlæger, f.eks. i Polen, lære dem dansk i nogle måneder og så lade dem besætte de tomme pladser i klinikstolene. Men de udenlandske tandlæger kan give problemer ude i lokalområderne, hvor man er vant til en lokalkendt familietandlæge. Så det kan give frafald blandt patienterne.

Kilde: Årsregnskaber

Og det er gået rigtig stærkt med netop opbygningen af tandlægeklinikkerne. Alene i 2017 og 2016 opkøbte Tandlægen.dk 69 klinikker, ligesom man sidste år iværksatte en række nybygninger af klinikker. Så nu har man mere end 60 tandklinikker over hele landet. Samtidig var 2017 et svært år for Tandlægen.dk, der brød covenants med långiverne. Tandlægen.dk har lånt penge hos Nykredit og hos Danica.

”Koncernen har sikret sit kapitalgrundlag i 2018 ved at indgå aftaler med koncernens kreditinstitutter om omlægning af lån for i alt kr. 389 mio. til langfristede kreditfaciliteter samt forbedrede covenants vedrørende kreditfaciliteterne,” fremgår det af sidste års regnskab.

Tilbagegang i offentlige tilskud

Som den øvrige tandlægebranche er Tandlægen.dk desuden ramt af brancheproblemet, hvor en betydelig tilbagegang i de offentlige tilskud på tandlægebehandlingen fra i sommer i sig selv ventes at betyde en omsætningsnedgang på 15-20 procent blandt landets tandlæger ifølge Tandlægeforeningen og Praktiserende Tandlægers Organisation.

Spørgsmålet er, om Tandlægen.dk kan blive ved med at bære de ret høje omkostninger til driften af det for branchefolk overraskende store hovedsæde i Lyngby. Alene sidste år var der et underskud på 50 mio. kr. i selskabet efter lønomkostninger og andre omkostninger.

Heldigvis for Tandlægen.dk har ejerne dybe lommer. Ejerkredsen består ud over Endomondo-stifter Henrik Kølle af Per Thrane, mangemillionær på Thrane & Thrane, og Semler-arving Jesper Mourier samt en række tidligere partnere i kapitalfonden Axcel – og det undrer, at de ikke allerede har skudt penge ind i ejerkredsen.

Henrik Kølle var sammen med Niels Ahrengot og Per Thrane en af de tre første investorer, der investerede ind i tandlægen.dk på ‘ryggen’ af de to stiftere, tandlæge Niels Madsen og konsulent Claus Kongsted. Henrik Kølle har øget sin investering, samtidig med at Axcel-investorerne også investerede i tandlægen.dk, Jørgen Lau er på Henrik Kølles opfordring tiltrådt bestyrelsen i Tandlægen.dk tidligere i år.

Det har tidligere fremgået af denne artikel, at der var en vis uenighed i ejerkredsen. Men det afviser Henrik Kølle:

“Jeg tror ikke, der rent faktisk er nogen, der i det her set-up er mere fleksibel og åben over for selskabets muligheder, end jeg er,” lyder det fra Henrik Kølle.

De store udfordringer med gælden i det hastigt voksende selskab og ikke mindst de svære forestående forhandlinger med både Nykredit og de øvrige långivere er uden tvivl noget, der kan sætte pres på en i forvejen anspændt relation.

Selv har Tandlægen.dk ikke ønsket at svare på InsideBusiness’ spørgsmål til likviditet og de lån, som klinikejerne har til gode hos selskabet, og som snart forfalder. I stedet henviser kædens kommunikationsansvarlige, Trine Wichmand Larsen, til, at man ikke ønsker at svare på kommercielle og driftsmæssige forhold. Dog har kædens administrerende direktør, Thomas Wallin, tidligere over for nyhedsmediet Finans bekræftet, at man ”i løbet af de næste 12 måneder vil styrke sit kapitalgrundlag« for at sænke renteomkostningerne.”

 

LÆS MERE

Tandlægekæder er presset på to fronter. Tandlæger går til modangreb

Slip for tandlægeregninger. Tandforsikring stormer frem

Smuthulskontrakter truer kæmpe investering i tandlægekæder 

Politikere: Sundhedsfolk skal være varsomme med pengemændene

Tidligere Axcel-folk går sammen om nyt eventyr

Kapitalfonde i hård kamp om danske milliarder

Er de danske kapitalfonde bange?

Christian Frigast går selv med i Axcels nye milliardfond

Foto: © Georgerudy Dreamstime