Jesper Berg varmer op til opgør med investeringsbranchen

Det er langtfra slut med julelege fra de virksomheder, der lever af at sælge investeringsydelser til danskerne. For selv om et nyt og banebrydende regelsæt tvinger priser og omkostninger frem i lyset, når banker investerer kundernes penge og modtager provisioner fra diverse investeringsforeninger, er der oplagte metoder til at undgå de strenge regler.

Det kan for eksempel være at begynde at bruge udenlandske investeringsprodukter eller måske pumpe provisionerne op i første halvår 2017, samtidig med at man binder distributørerne til investeringerne i en årrække. Alt sammen for at undgå provisionsforbuddet, der træder i kraft til juli.

På et møde fredag i Charlottehaven på Østerbro er det den slags omgåelser, som Finanstilsynets direktør, Jesper Berg, vil forsøge at tage i opløbet med et indlæg med overskriften ’Investeringsmarkedet under forandring – efter MiFID II’.

Bag forkortelsen MiFID gemmer sig en revolution af investeringsmarkedet, som rammer både banker og investeringsforeninger hårdt. I første runde er der tale om et forbud mod de provisioner, som bankerne har fået retur fra investeringsforeningerne, hver gang de solgte et investeringsbevis til en kunde.

 Dramatisk effekt

Umiddelbart giver det en dramatisk effekt på regnskaberne hos investeringsfondsbranchen. For ca. halvdelen af indtægterne forsvinder, men det samme gør de penge, man før betalte tilbage til bankerne.

Værre bliver det for bankerne, som nu skal til at opkræve deres gebyrer direkte hos kunderne. Talrige banker har allerede varslet hundredtusinder af danskere med den nye opkrævningsmetode. Men vi har fortsat til gode at se, hvordan kunderne kommer til at reagere, når banken pludselig opkræver hundreder eller tusinder af kroner for en porteføljeaftale i investeringsforeninger.

De mest positive røster i branchen taler om, at man nu som andre brancher skal redegøre for den værdi, man tilfører kunderne. Andre aktører er sikkert dybt frustrerede over de regler, som synes ekstremt vanskelige at implementere. Samtidig risikerer bankerne også at tabe indtjening, når omkostningsstrukturerne kommer frem i lyset. Ikke mindst i det lukrative marked for velhavende private banking-kunder, der pludselig kan se, hvor meget de betaler om året.

Mest mudret bliver det nok, når bankerne fra og med årsskiftet skal holde en form for overblik over, om investeringsrådgivningen nu også står mål med det opkrævede beløb for selvsamme ydelse. Det er indlysende, at en velhaver med egen virksomhed, 10 millioner kroner på kontoen og flere ejendomme har brug for mere investeringsrådgivning end en almindelig lønmodtager, der ønsker at investere et par hundrede tusinde kroner. Men det er ikke nemt at styre i praksis, hvor tidsforbruget per kunde er vidt forskelligt.

Forhåbentlig får reglerne bankerne og bankkunderne til at tænke sig om, så ingen får hundedyre investeringsprodukter, som de egentlig ikke har behov for. Eller den lille kunde bliver mødt med en regning på mange tusinde kroner for en investering af meget begrænset størrelse.

Konflikter vil opstå

Men reglerne er så komplekse, at der helt sikkert vil opstå konflikter mellem bankverdenen, myndighederne og samfundet. For der vil være banker, som har gjort det på en anden måde, end samfundet og tilsynet forventer. De er måske gået ned ad en forkert vej, har taget for let på tingene eller er kommet for sent i gang.

Det er den forventningsafstemning, som direktør Jesper Berg i Finanstilsynet kommer til at levere til branchen på fredagens møde. Spørgsmålet er så, hvor hårdt tilsynet vil gå til de aktører, der ikke overholder reglerne.