En markant opbremsning på advokatbranchens mest indbringende markeder rammer nu flere af landets førende huse.
Køb og salg af virksomheder samt handel med store erhvervsejendomme har været to guldrandede områder for de store danske advokathuse, der især de senere år har oplevet historisk høj aktivitet.
Men mens M&A-markedet er bremset kraftigt op i løbet af årets førte halvår, har der stort set ikke været nævneværdig aktivitet på ejendomsmarkedet.
Det rammer ikke overraskende flere af de store advokathuse, hvoraf mange har satset massivt på netop de to områder og derfor også oprustet kraftigt de senere år.
Foreløbige tal fra det tidligere så rødglødende M&A-marked vidner om en klar tilbagegang i antallet af handler hos flere firmaer, ligesom de helt store milliardhandler glimrer ved deres fravær.
Hos Bech Bruun viser de foreløbige tal fra Mergermarket således, at antallet af handler i årets første halvår er faldet fra 36 til blot 19 i år, men flere steder ser det endnu værre ud.
Det gælder blandt andet en aktør som Bruun Hjejle, der ellers gennem en årrække har satset intensivt på M&A-markedet, men uden at have erobret den førende position, man havde sat næsen op efter.
Fra 17 handler i første halvår 2022 har firmaet indtil videre blot stået bag 5 handler i 2023, hvilket er det laveste siden 2019, hvor årets første seks måneder var historisk dårlige.
Sideløbende med opbremsningen inden for M&A oplever også ejendomsmarkedet en stilstand, der ikke er set lige i mere end 10 år, idet både købere og sælgere ser tiden an, af frygt for hvordan den globale økonomi udvikler sig de kommende måneder.
Hos landets førende erhvervsmægler, Colliers, lyder meldingen, at markedet er faldet med op imod 60-70 procent i år, og tilbagegangen på de to nøgleområder begynder nu at give uro hos flere advokathuse.
Det rammer blandt andet en ellers succesfuld aktør som Accura, der især de senere år har oprustet voldsomt inden for netop fast ejendom.
Ifølge InsideBusiness’ oplysninger lurer flere advokathuse nu på, hvorvidt det er muligt at snuppe en eller flere profiler hos rivalerne, hvis der sidder advokater, der som følge af tilbagegangen ikke længere er så tilfredse. Det skyldes blandt andet, at man flere steder har sløjfet overarbejde, hvilket hos mange ansatte sætter et tydeligt præg på lønchecken.
Finder et mere bæredygtigt niveau
Hos Kromann Reumert er ledende partner Christina Bruun Geertsen dog ikke bekymret, selv om tallene for 2023 også her vidner om et mere afdæmpet marked inden for virksomhedshandler på det store advokatkontor.
“Der er ingen tvivl om, at der har været tale om en nedgang både inden for M&A og fast ejendom. Det er dog især sidstnævnte, der har været hårdt ramt, idet vi inden for M&A fortsat har pæn aktivitet, bare ikke i det helt exceptionelle niveau, vi har set de sidste par år. Men det er nok meget sundt, at tingene finder et mere normalt niveau,” siger hun og peger på, at det især er de helt store overtagelser, der er udeblevet i år.
Især den stigende rente og bankernes mere forsigtige tilgang til kreditgivning har gjort det svært for især kapitalfonde at løfte de helt store opkøb, ligesom mange fonde ikke er interesserede i at sælge deres bedste aktiver på et tidspunkt, hvor usikkerheden kan medføre, at køberne kræver en større rabat. Det åbner dog døren for de industrielle spillere, hvilket blandt andet ses herhjemme i form af Novozymes overtagelse af Chr. Hansen samt Deustche Börses bud på Simcorp.
”Isoleret set er der stadig fint gang i M&A-markedet, men det er især de helt store auktionsprocesser, der er længere imellem for tiden. Især de store strategiske og industrielle aktører har dog fortsat fin appetit på opkøb og investeringer, og den gruppe har vi fortsat godt fat i,” siger Christina Bruun Geertsen.
Hun understreger samtidig, at man hos Kromann ikke har planer om at skære staben til.
”Vi har ikke tilpasset staben og har heller ikke en forventning om, at det bliver nødvendigt. Vi er et full service-firma, og i en tid med udsving nyder vi godt af at være eksponeret mod flere områder med høj aktivitet,” siger hun.
Trodser et svært marked
Et af de advokathuse, der trods en nedgang i markedet melder om fortsat fremgang, er det M&A-fokuserede firma Moalem Weitemeyer.
Her havde man ved indgangen til juni måned stået bag knap 30 virksomhedshandler, hvilket er betydelig mere end flere langt større kontorer.
”Vi har været i stand til at vokse pænt i år til dato. Det er vi naturligvis rigtig godt tilfredse med, for det vidner om en solid base af tilbagevendende kunder, et stærkt internationalt netværk og medarbejdere, der er kompromisløst kundevendte. Alt det viser igen sit værd,” siger partner og medstifter Dan Moalem.
Han peger på, at især firmaets ophav medfører, at man selv efter flere år med gyldne markedsbetingelser ikke hviler på laurbærrene.
”Vi er et firma og en organisation, der hele tiden er opsøgende og ikke tager noget for givet. Det ligger i vores dna, at vi ikke er født med et gammelt veletableret brand, men i stedet er ude i markedet og jagte kunder. Vores firma blev dannet, kort før Lehmann Brothers krakkede og satte gang i en omfattende finanskrise, så vi ved, at tingene ikke kommer af sig selv,” siger Dan Moalem, der fortsat ser relativt optimistisk på resten af året.
”Vi ser på 2023 med en behersket optimisme. Der er kommet ro på inflationen og renterne, og der er kommet bedre gennemsigtighed. Virksomhederne har fået tilpasset deres forretning, og der er styr på gælden langt de fleste steder. Hertil kommer, at de store investeringer i grøn omstilling og infrastruktur ikke står stille, hvor virksomhederne i de industrier fortsat er attraktive for mange investorer, ligesom en branche som farma er det,” siger han.
Læs mere
Sky kapitalfond jagter nyt milliardsalg
Kapitalfond genopliver salgsplaner med it-gigant
Krise tvinger kapitalfonde til lommerne
Maj Invest klar til salg af guldæg
EQT arbejder på største danske frasalg siden Færch
Bejlere retter igen sigtekortet mod GN. Her de sandsynlige scenarier
Her er de mest succesfulde M&A-rådgivere i svært marked
Chef i advokathus færdig efter magtkamp