Bech Bruun web

Inside story

Advokathuse snupper profiler hos Bech-Bruun

Moalem Weitemeyer og Kammeradvokaten snupper nu to af konkurrenten Bech-Bruuns mest erfarne partnere i form af henholdsvis Sebastian Christmas Poulsen og Richard Sand. Førstnævnte skal stå i spidsen for en større satsning på family offices.

Trods længere tids uro og medarbejderflugt ser der ikke ud til at være faldet ro på hos advokatkæmpen Bech-Bruun.

Således kan InsideBusiness nu løfte sløret for, at to af firmaets mest erfarne partnere forlader advokathuset til fordel for to af de nærmeste konkurrenter.

Det drejer sig om den mangeårige partner Richard Sand, der efter en internt opgør i Bech-Bruun nu rykker til Poul Schmith/Kammeradvokaten, mens partner Sebastian Christmas Poulsen skifter til Moalem Weitemeyer fra 1. juli.

Begge har været i Bech-Bruun i over 25 år, og mens Richard Sand især er kendt for sin bestyrelseskarriere, der blandt andet tæller formandsposter i Hempel og Aller, har Sebastian Christmas Poulsen i årtier været en af de foretrukne juridiske rådgivere blandt en lang række af landets store erhvervsfamilier.

Netop den rolle skal han nu bygge videre på hos Moalem Weitemeyer, der lancerer en ny satsning på såkaldte family offices, som den mangeårige Bech-Bruun-partner skal stå i spidsen for.

Tanken er blandt andet, at Sebastian Christmas Poulsen skal udnytte de synergier, der løbende opstår ud fra den store M&A-forretning, som Moalem Weitemeyer har opbygget over de sidste mange år.

”Mit fokus har altid været på mennesker og deres forretning og at hjælpe dem i alle de facetter, der opstår, når man skal forvalte en formue, der eksempelvis er skabt via et salg af en virksomhed. Netop det marked er i rivende udvikling, for især de senere år har vi set en voldsom professionalisering af de fleste familiekontorer herhjemme, siger Sebastian Christmas Poulsen, der henviser til, at især årene med rekordlave renter medførte, at mange private pengetanke og familieformuer blev tvunget til at kigge mod det alternative marked i jagten på afkast.

”Moalem Weitemeyer har en utrolig dygtig M&A-forretning, hvor de jo ofte hjælper familiekontorer eller familieejede virksomheder med eksempelvis opkøb eller frasalg, og det skaber nogle oplagte synergier med min praksis,” siger Sebastian Christmas Poulsen.

Ud over sit virke i Bech-Bruun gennem mange år har Sebastian Christmas Poulsen været rådgiver for Thylander Gruppen og flere af de investorer, der gennem årene har investeret i den succesfulde forvalters ejendomsfonde. Tillige rådgiver Sebastian Christmas Poulsen mange af landets største jordbesiddere og sidder i dag i over 20 bestyrelser.

Hos Moalem Weitemeyer peger partner og medstifter Dan Moalem på, at man inden for de næste fem år satser på, at området family offices vil udgøre et selvstændigt forretningsben i firmaet, hvilket ifølge ham er en helt naturlig udvikling.

”Når vi ser mod udlandet, så har de store amerikanske og engelske advokatfirmaer også sådanne forretningsben, som en del af deres corporateafdelinger. I vores analysearbejder sammen med Sebastian er vi blevet bekræftet i, at det også vil give mening for os og vores klienter at sætte endnu mere strategisk strøm til vores services til familiekontorer og familieejede virksomheder,” siger han.

Dan Moalem understreger samtidig, at firmaet som led i en større strategiproces har foretaget nogle justeringer i partnerkredsen i løbet af de seneste 12 måneder. Det har blandt andet medført, at man senest hentede den garvede M&A-profil Jacob Bier hos Kammeradvokaten, ligesom man har oprustet inden for fast ejendom med tilgangen af Andreas Hvid Clement og Simon Winther Bjerregaard, der er blevet hentet hos henholdsvis Bruun Hjejle og Plesner.

Talrige bestyrelsesposter

Hvad Richard Sands rolle bliver ved Kammeradvokaten, er fortsat uvist, da firmaets ledende partner, Jens Bødtcher Hansen, over for InsideBusiness ikke ønsker at kommentere det forestående skifte.

Sand er dog især kendt som en ombejlet bestyrelsesformand, der gennem tiden har siddet for bordenden i en række store selskaber.

Især er det hans formandskab i Hempel, der gennem årene har tiltrukket sig stor opmærksomhed, seneste i forbindelse med ejerfondens salg af en større aktiepost til den internationale kapitalfond CVC.

Hans skifte til Kammeradvokaten sker i en periode, hvor statens advokat har stor fokus på at opbygge nye forretningsområder for dermed at gøre sig mindre afhængig af opgaver fra det offentlige.

Blandt de største

Hos Bech-Bruun ønsker man ikke at kommentere de to seneste exits fra firmaet, men som tidligere beskrevet i InsideBusines har der længe været uro på de interne linjer i advokathuset.

Det førte blandt andet til, at stort set samtlige ansatte i firmaets store satsning på infrastruktur forlod Bech-Bruun til fordel for Accura, ligesom flere andre har sagt farvel de senere år.

Dog synes indtjeningen i firmaet indtil videre ikke at lide under de interne skærmydsler, der ifølge InsideBusiness’ oplysninger primært kan relateres til Bech-Bruuns lønpolitik.

I sidste årsregnskab opnåede Bech-Bruun således en omsætning på over 1,1 milliard kroner, og selv om man er blevet overhalet af et firma som Plesner, placerer det stadig kontoret blandt de absolut største herhjemme.

 

Læs mere

Kammeradvokaten halser langt efter rivaler på prestigeområde

Advokathus snupper M&A-profil hos Kammeradvokaten

International kapitalfond køber sig ind i dansk industriklenodie

Catacap har sat punktum for kapitalrejsning i ny fond: ”Det er lidt mindre end håbet og forventet”

Maj Invest er mellemled i PKA’s alliance med fond med Novo-ejer i ryggen

Udenlandske kapitalfonde køber op i Danmark