Det er kun lidt over et år siden, at landets største kapitalfond, Axcel, kunne annoncere, at man havde fået fyldt krigskassen og rejst sin sjette fond.
Et samlet tilsagn fra en række trofaste investorer fra ind- og udland sikrede en pengekasse i Axcel VI på lidt over 5,9 milliarder kroner, og de penge har hurtigt fået ben at gå på. Alene i sommer har den danske kapitalfond opsnappet tre virksomheder, heriblandt danske NTI, og dermed omfatter Axcels seneste fond nu i alt 13 virksomheder.
Derfor er det nu igen tid til at stemme dørklokker hos investorerne, der blandt andre tæller pensionskasser som PKA, PFA, Danica samt Nordea og BNP.
Ifølge InsideBusiness’ oplysninger er ambitionen at hente op imod 8 milliarder kroner til nye opkøb, og det er blandt andet en række stærke frasalg i kapitalfondens femte fond, der skal være med til at overbevise investorerne.
I netop fonden fra 2017 tegner afkastet ganske lovende takket være blandt andet salget af SteelSeries til GN samt exit fra European Sperm Bank og finske Aidian.
De investeringer har indtil videre sikret investorerne et årligt afkast på omkring 18 procent, ligesom investorernes oprindelige investering er forøget med 1,7 gange.
Hos Axcel bekræfter ledende partner Christian Schmidt-Jacobsen, at man forventer at indlede formel fundrasing inden for den nærmeste fremtid.
”Vi er ikke officielt gået i gang med fundraising endnu, men idet vores seneste fond er ved at være færdiginvesteret, er vi begyndt med de indledende øvelser og er i løbende dialog med vores investorer. Selvfølgelig er markedet i dag et andet på grund af den store globale usikkerhed, men vi har leveret rigtig stærke resultater og er derfor rimelig fortrøstningsfulde,” siger han.
Sagen kort
Axcel er landets største kapitalfond og har siden etableringen i 1994 rejst i alt seks fonde med et samlet tilsagn på over 20 milliarder kroner.
Investorerne i Axcel tæller blandt andet PFA, PKA, Nordea, Dansk Vækstkapital, Chr. Augustinus Fabrikker og BNP.
Især Axcels tredje fond fra 2010 var en kæmpe succes primært takket være børsnoteringen af Pandora, der sikrede investorerne et forrygende afkast.
Axcel var i årene 2015-16 gennem et noget rodet generationsskifte, hvilket også påvirkede fondens resultater.
Siden har Axcels nye partnerkreds dog fået styr på forretningen og har samtidig leveret en række gode frasalg.
Skibsbank skal sælges
Ud over en række gode frasalg de senere år har Axcel nye hold også brugt en del ressourcer på at rydde op i nogle af de gamle investeringer, som fonden har kæmpet med i årevis.
Axcel var blandt investorerne i mange år kendt for at holde for længe fast i dårlige investeringer, hvor andre konkurrenter var noget mere kontante, når et opkøb ikke udviklede sig efter hensigten.
Derfor måtte fonden gennem flere år trække rundt med ældre opkøb, der ikke kunne påvirke afkastet hverken positivt eller negativt, men som blot krævede tid og ressourcer.
Det har fondens nye hold under ledelse af Christian Schmidt-Jacobsen ifølge investorerne effektivt fået ryddet op i, selv om man fortsat slås med at få lukket sin fjerde fond fra 2010.
Den fond er allerede blevet forlænget, da Axcel her blev ramt af et tumultarisk generationsskifte, der hæmmede fondens evner til både at købe og sælge virksomheder.
Fonden rummer fortsat i to investeringer i form af problembarnet Delete Group samt Danmarks Skibskredit, der i sin tid blev købt for næsen af finansmanden Christian Dyvig. Her betalte Axcel sammen med PFA og PKA en ganske høj pris på lige over 3 milliarder kroner for skibsbanken, men investeringen har langtfra udviklet sig som forventet.
For de to pensionskasser er investeringen delvis blevet reddet af et lån til selskabet, som har sikret et stabilt afkast i den lave ende, mens det ser noget anderledes ud for Axcel. Ganske vist står investeringen fortsat bogført til mere, end hvad kapitalfonden betalte for selskabet i 2016, men Danmarks Skibskredit har langt fra opnået den vækst, Axcel og investorerne havde håbet på.
Det er således noget tvivlsomt, om man formår at hente sin investering hjem, såfremt det lykkes at finde en køber til den flydende bank, der sidste år tjente lidt over 300 millioner kroner før skat.
Formand i Danmarks Skibskredit Eivind Kolding bekræfter over for InsideBusiness, at ejerkredsen har igangsat strategiske overvejelser om det fremtidige ejerskab af selskabet, og han understreger, at man trods de dystre økonomiske udsigter ser positivt på de fremtidige muligheder.
”Vi har hele vejen igennem haft en meget stærk kreditbog, og derfor er en stigende rente ikke nødvendigvis en dårlig ting for en veldrevet udlåner. De nuværende ejere overtog majoriteten af aktierne tilbage i 2016, og derfor er det naturligt, at man kigger på muligheder for det fremtidige ejerskab,” siger Eivind Kolding.
Justerer strategien
Netop Danmarks Skibskredit, som Axcel ejer 33 procent af, er et godt eksempel på et opkøb, som kapitalfonden ikke nødvendigvis ville kaste sig ud i dag.
Gennem de senere år har Axcel på linje med mange konkurrenter i markedet i høj grad rettet fokus mod især it-sektoren, mens mere klassiske industrivirksomheder er havnet noget længere ned på ønskelisten.
Netop it-branchen har da også været med til at sikre landets største kapitalfond nogle solide afkast, idet man tidligere har frasolgt både EG og Conscia til ganske høje multipler.
De større og ofte mere prestigefyldte investeringer i virksomheder som netop Danmarks Skibskredit samt blandt andet Nissens og Mountain Top har ofte givet nogle flere panderynker i fondens bagland.
Sidstnævnte forsøgte Axcel således at sælge i slutningen af 2019 med hjælp fra Jeffries og Danske Bank, men den mission mislykkedes. Siden er virksomhedens indtjening dykket ganske markant, og i Axcels bagland er man i stigende grad bekymret for, hvorvidt den sjællandske virksomhed, der producerer ekstraudstyr til pickuptrucks, kan blive yderligere ramt af en økonomisk krise.
I Axcels seneste fond har man fortsat flere større, enkeltstående investeringer, men har man her i langt højere grad valgt at satse på buy-and-build. En strategi, der blandt andet kendes for den hollandske kapitalfond Waterland, og som primært går ud på at bygge en stærk platform ud fra mindre investeringer i samme branche.
Et godt eksempel på det er Axcels opkøb af Danx/Carousel tidligere i år, ligesom man efter købet af Picca Automation tidligere på året har foretaget flere opkøb ud fra en ambition om at skabe en slagkraftig nordisk automationsgruppe.
Gyldne tider for fondene
At Axcel nu gør klar til at rejse sin tredje fond på blot fem år, skal ses, i lyset af at kapitalfondene generelt har haft gyldne tider de senere år.
En lav rente og voldsom ophobning af likvider hos blandt andre pensionskasserne har medført en strøm af kapital mod industrien, og stort set alle aktører har hurtigt udnyttet de gunstige markedsvilkår til at rejse flere og større fonde.
Alene i øjeblikket er en række danske fonde, heriblandt Catacap, Maj Invest og Erhvervsinvest, ved at rejse nye fonde, ligesom nordiske sværvægtere som EQT og Nordic Capital er ved at fylde pengetanken op.
Hos investorerne er der dog ved at brede sig en bekymring for, hvorvidt det er gået en smule for stærkt, især set i lyset af at den globale økonomi potentielt står over for en recession.
”Efter vores opfattelse er det nok generelt gået lige lovlig stærkt de senere år. I årene op til finanskrisen blev der ligeledes rejst mange store fonde, men her led performance flere steder efterfølgende. Det er naturligvis noget, vi er meget opmærksomme på, men omvendt kan det også vise sig at være rigtig god timing at rejse en fond lige før en krise, da der potentielt vil opstå gode muligheder for at købe op til lavere priser,” forklarer en af Axcels investorer til InsideBusiness.
Læs mere
M&A-markedet balancerer på en knivsæg
Kapitalfond klar til salg af genoprettet guldæg
Kæmpe pengetank kaster sig over kapitalfonde