;
nissens web1

Inside story

Axcel i milliardkøb – satser stort på jysk industrigigant sammen med PKA 

Landets største kapitalfond, Axcel, har netop sikret sig kontrollen med den jyske industrigigant Nissens for en pris på op imod 2 milliarder kroner med hjælp fra pensionskassen PKA. Handlen bliver den første investering i Axcels nystiftede femte fond og sender et klart signal om, at fonden og den nye managing partner, Christian Schmidt-Jacobsen, søger opad i segment. 

Med masser af tørt krudt på lageret leder landets største kapitalfond, Axcel, netop nu intenst efter virksomheder, og det første store indkøb bliver industrivirksomheden Nissens.

Selskabet er som tidligere beskrevet i InsideBusiness sat til salg med hjælp fra Kim Bøtkjær og hans hold i FIH Partners, og efter en proces hen over de sidste måneder har Axcel trukket det længste strå sammen med pensionskassen PKA, som er med til at finansiere opkøbet. Så sent som i fredags forhandlede partnerne stadig om det ambitiøse opkøb, der nu endelig er faldet på plads og må siges at være i den større ende set i forhold til, hvad Axcel tidligere har gabt over.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger forventes prisen på Nissens således at lande på omkring 2 milliarder kroner, og den store investering tegner til at blive lidt af en svendeprøve for Axcels nye managing partner, Christian Schmidt-Jacobsen.

Trods en solid indtjening er Nissens nemlig langtfra nogen strømlinet butik, hvor der blot skal trykkes på speederen og måske laves et par tilkøb. Trods fin fremgang de senere år har Horsens-virksomheden således baseret sin koncern på primært to forretningsben: kølere til henholdsvis autobranchen og vindmølleindustrien.

Begge brancher har oplevet fremgang de senere år, hvor især vind stod øverst på investorernes sorte liste i årene efter finanskrisen. Siden er det dog gået stærkt, og de mange underleverandører herhjemme har nydt godt af den eksplosive udvikling i efterspørgslen på havvindmølleparker, der har givet travlhed hos giganter og både Vestas og Siemens. Netop sidstnævnte er en af Nissens vigtigste kunder, og udfordringen for Axcel bliver at brede kundebasen ud og sørge for, at man baserer sin forretning på flere større kunder og mindsker afhængigheden af den tyske industrigigant.

Udfordringen er ikke enestående, og en række andre danske spillere i branchen har selv kæmpet med akkurat samme problemstilling. Det gælder blandt andet Maj Invest og PKA’s mangeårige investering KK Wind Solutions, der i efteråret blev købt af kapitalfonden Solix ledet af tidligere Altor-chef Denis Viet Rasmussen.

Ikke vilde med vind

Hos Axcel og fondes investeringskomité har grøn energi ellers ikke været det varmest emne på det seneste, og da fondens nytiltrådte managing partner, Christian Schmidt-Jacobsen, i slutningen af 2016 havde kig på rivalen Polaris’ vindfirma, Avanti, lød beskeden fra baglandet, at man ikke ligefrem var begejstret for endnu en underleverandør i netop den industri, hvor mange andre fonde igen er begyndt at købe op.

Axcel betalte oprindelig omkring en halv milliard kroner for to tredjedele af aktierne i den jyske industrivirksomhed, da man købte aktieposten fra brødrene Jesper og Thomas Andersen i begyndelsen af 2012.

Siden da har udviklingen stort set stået stille, og Axcel kæmper fortsat med at skabe vækst i sin investering, til trods for at vilkårene i industrien er blevet markant bedre i de år, Axcel har ejet selskabet.

At Axcel nu alligevel tør satse på Nissens, skyldes, at man anser selskabet for et være en stærk spiller inden for både autobranchen og vindmølleindustrien, hvor Nissens kølesystemer har vist sig at være yderst salgbare og meget efterspurgte blandt kunderne.

Tror på vækst

Nissens omsatte i seneste regnskabsår for 1,4 milliarder kroner og tjente lidt over 150 millioner kroner før renter og afskrivninger, hvilket historisk set var virksomhedens bedste år nogensinde. Dermed køber Axcel og PKA en virksomhed på toppen, men Nissens kunne blandt andet sidste år fremvise en omsætningsvækst på 37 procent i den division, der blandt andet leverer kølesystemer til spillere inden for vind- og solenergi. Sammenholdt med en ny fabriksåbning i Slovakiet vidner det om et stort potentiale, såfremt man tror på fortsat vækst i grøn energi, samt at frygten for radikal disruption i autobranchen ikke står lige for døren de kommende år.

For Axcels vedkommende er det ikke tilfældigt, at man tilkæmper sig Nissens side om side med PKA. Pensionskassen har gennem en årrække været en trofast støtte i alle Axcels tre seneste fonde, hvor man har bidraget med over 600 millioner kroner, til trods for at PKA og pensionskassens rådgiver, PKA AIP, traditionelt set er gået en bue uden om stort set alle danske fonde på nær Maj Invest.

Tætte bånd mellem PKA og Axcel

At PKA nu bidrager med millioner til købet af Nissens, vidner både om det stærke bånd mellem pensionskassens top i form af Peter Damgaard og investeringsdirektør Michael Nellemann Pedersen på den ene side og så Axcels mangeårige førstemand Christian Frigast på den anden, og tidligere har PKA blandt andet også været med til at finansiere Axcels køb af Danmarks Skibskredit.

Også på den investering var prisen i den høje ende, i forhold til hvilken type virksomhed Axcel traditionelt set har jagtet.

Men både købet af det flydende realkreditinstitut og nu altså Nissens vidner om, at man i Axcel har et ønske om også at overtage større virksomheder end tidligere. Mulighederne for det er i dag da også markant bedre end for blot et par år siden, da det både er lettere at få finansiering hos bankerne, og de hjemlige pensionskasser står i kø for at være med om bord på de såkaldte co-investeringer.

 

LÆS MERE

Her er kapitalfondenes guldæg – og de sorte får

Kapitalfonds detailkæde vil snuppe Berlingskes topchef – mediehus truet af ledelseskaos 

Ombejlet erhvervsmand foran hårdt arbejde i EQT’s detailkæmpe

Stor tilbagegang i kapitalfonds detailsats

Regeringen klar til at skyde TV2-salg igang 

It-gigant styrer mod børsen