;
SteelSeries web1

Redaktørens analyse

Axcel på kollisionskurs med storbank

Den forestående børsnotering af Axcels gamervirksomhed SteelSeries har sat forholdet til en af kapitalfondens tætteste samarbejdspartnere alvorligt på prøve.

Siden den spæde start i 1990’erne har landets største kapitalfond, Axcel, kørt et tæt parløb med storbanken Nordea.

Alliancen blev oprindelig skabt som følge af, at Axcels stifter og mangeårige frontmand, Christian Frigast, før sin tid i kapitalfonden var flere år i først Privatbanken og siden Unibank, der efterfølgende blev en del af Nordea.

Banken var således også med til at lægge grundstenene for Axcels første fond i 1994, da en del af de 200 millioner kroner, som Christian Frigast og hans hold fik til at købe virksomheder for, kom fra netop Nordea.

Gennem årene er der naturligt nok også kommet andre banker på banen, da Axcel med sine mange milliardfonde er vokset til en størrelse, hvor man finansierer sine opkøb og investeringer via både lokale og internationale banker.

Ikke desto mindre har man alligevel bibeholdt en stærk tilknytning til Nordea, der ofte er med til at finansiere kapitalfondens virksomheder, ligesom man med jævne mellemrum hyrer Nordeas corporate finance-afdeling, når der skal sælges ud i porteføljen eller købes nye selskaber.

Samtidig sidder den tidligere chef for Nordeas danske afdeling Peter Schütze i kapitalfondens advisory board, ligesom en anden Nordea-profil, Jørgen Høholt, også for nylig fik en plads her efter sit exit fra den svenske bank. Også den tidligere Nordea-mand Peter Nyegaard er i dag aktiv i Axcel-regi, hvor han bestrider posten som finansdirektør i kapitalfonden.

Den historiske alliance og det tætte forhold mellem de to finansielle sværvægtere led imidlertid for nylig et alvorligt knæk i forbindelse med Axcels forestående planer for en børsnotering af fondens store håb, gamervirksomheden SteelSeries, som InsideBusiness for nylig kunne løfte sløret for.

Fravalgte storbank til fordel for rival

Her havde man efter en meget fortrolig proces valgt den globale rådgiver Jeffries og Danske Bank til at være tovholder på noteringen, hvilket ikke er unaturligt, da den amerikanske finansgigant kender markedet for producenter af gamerudstyr indgående, mens Danske Banks hold inden for ECM, altså børsnoteringer og kapitalrejsninger, i skrivende stund er den førende aktør herhjemme.

Imidlertid var der i forbindelse med den stort anlagte notering, der ventes at finde sted efter sommerferien, også brug for en ekstra nordisk rådgiver til at få en ganske betydelig rolle ved børsnoteringen af SteelSeries, som Axcel købte af L. Catterton i sommeren 2019.

Her valgte Axcel noget overraskende at pege på den norske investeringsbank ABG Sundal Collier, hvilket har skabt stor frustration hos Nordea, der havde en klar fornemmelse af, at man med kombinationen af tidligere meritter og det tætte forhold til kapitalfonden ville være et oplagt valg.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Axcel fravalgte sin mangeårige samarbejdspartner til fordel for den norske rival, der blev vurderet til at være mere egnet til at varetage en nordisk rolle, blandt andet fordi man har stået bag en række noteringer primært uden for Danmark.

På det danske marked halter ABG dog fortsat efter Nordea, hvorfor man i banken er svært utilfreds med ikke at være blandt SteelSeries foretrukne børsbanker.

Fra Nordeas side har man da også taget kontakt til både Axcels ledende partner, Christian Schmidt-Jacobsen, og partner Lars Cordt, der har det direkte ansvar for kapitalfondens investering i SteelSeries, der i bedste fald kan ende med at få en markedsværdi på over 10 milliarder kroner, såfremt selskabet lander på børsen og ikke bliver opkøbt af eksempelvis GN Store Nord inden.

Fra Axcels side var der dog ikke meget at hente, og derfor må forholdet mellem de tidligere så tæt forbundne aktører i dag siges at være noget køligere end tidligere.

Ikke samme veneration for gamle alliancer

Flere kilder peger på, at Axcels fravalg af Nordea sagtens kan forsvares ud fra nogle helt objektive synspunkter. Samtidig er det opfattelsen i markedet, at Axcels nye hold, der tog over som led i et større generationsskifte, ikke har samme veneration for hverken Nordea eller den alliance, der tidligere har været mellem de to aktører.

Samtidig har der også hos Nordea været ganske betydelig udskiftning i bankens corporate finance-afdeling, der de senere år har mistet en række profiler og derfor har hyret en række nye ansigter.

En af de tidligere Nordea-profiler er Niels Mejer Andersen, der sidste år kom til netop ABG efter mere end 20 år hos Nordea. Problemet er blot, at mange i storbanken fortsat har en opfattelse af, at man har bakket op om Axcels investeringer gennem mange år og også givet fonden en god og fair behandling i forbindelse med svære sager som eksempelvis tøjfirmaet Noa Noa, der endte med at koste banken store tab.

Som landets største kapitalfond har Axcel også historisk gjort en dyd af at forsøge altid at tilgodese alle sine nære samarbejdspartnere herhjemme i form af lånebanker som Danske Bank og Nordea, men nu ser det altså ud til, at fonden så småt er ved at bryde med tidligere tiders traditioner.

 

Læs mere

Axcel arbejder på største exit siden Pandora. GN har meldt sig som mulig køber

Kapitalfond og pensionskasser planlægger hemmeligt storudsalg 

EQT og Lego-fond smider nøglerne til gigantinvestering. PFA risikerer milliardtab 

Trods lunkne afkast: Statens storinvestor tager kapitalfonde i forsvar

Nordiske kapitalfonde får baghjul på afkast  

M&A-marked: Her er de varmeste salgskandidater

Storbank dropper dansk corporate finance

Kapitalfondes væksthåb presset på pengejagt