Landets største kapitalfond nærmer sig med hastige skridt den første milepæl i jagten på at stable sin femte fond på benene.
InsideBusiness erfarer således, at Axcel i skrivende stund har fået tilsagn for over 2 milliarder kroner fra en række danske og udenlandske investorer, og at man derfor er tæt på at kunne melde ud, at man kan lave en såkaldt first close på sin kommende fond.
Det er blandt andet Dansk Vækstkapital, der ifølge InsideBusiness’ oplysninger har sagt ja tak til at bakke op om Axcels nye fond, der bliver den første med et helt nyt partnerteam, efter at fonden i løbet af de sidste to år har sagt farvel til en lang række af de partnere, der i mange år var med til at tegne landets største kapitalfond.
Også de to pensionsgiganter PKA og PFA, der gennem mange år har været blandt fondens mest trofaste støtter, forventes at være blandt investorerne i kapitalfondens kommende fond, især efter at båndet mellem Axcel og de to pensionskasser blev yderligere styrket sidste år i forbindelse med den fælles investering i Danmarks Skibskredit.
Axcel afventer i skrivende stund endeligt tilsagn fra en række centrale investorer, herunder ATP Private Equity samt Danica Pension, og det forventes, at fonden melder endeligt ud om sin fundraising, når man har et klart svar fra ATP om, hvorvidt den magtfulde investor vender tommelfingeren op eller ned.
Axcels investorer
Kapitalfonden Axcel har igennem mange år fået stor opbakning fra blandt andet de danske pensionskasser. Især ATP, PFA, PKA og SEB Pension har flere gange bakket op om Axcels nu i alt fire fonde.
Også flere velhavende danske erhvervsfamilier, blandt andet Danfoss-ejer Jørgen Mads Clausen og Jysk-ejer Lars Larsen, har gennem tiden skudt penge i Axcel.
I Axcels kommende fond forventes de ovennævnte pensionskasser minus SEB Pension samt Dansk Vækstkapital at være blandt de primære bidragsydere.
Axcel arbejder ifølge InsideBusiness’ oplysninger på at øge andelen af udenlandske investorer i sin femte fond.
Udskiftning i investorkredsen
Ifølge InsideBusiness’ oplysninger bistår blandt andet advokathuset Bruun Hjejle med Axcels igangværende kapitalrejsning, og der vil med stor sandsynlighed ske en større udskiftning af fondens investorer.
Flere af de gamle danske investorer vil således blive skiftet ud til fordel for blandt andet udenlandske investorer.
Det gælder blandt andet SEB Pension, der smed over 100 millioner kroner i Axcels seneste fond. Her er man fortsat i tvivl om, hvorvidt man skal bakke op om den kommende femte fond, mens det familieejede Nowaco, der ligeledes var en af de tunge investorer i Axcels seneste fond, allerede har besluttet at takke nej i denne omgang.
”Vi har ikke meldt noget endeligt ud endnu, men vi har sådan set allerede besluttet os for, at vi står over i denne omgang. Vi har egentlig ikke været utilfredse, men der er masser muligheder i det nuværende marked, så vi har valgt at bruge vores likviditet,” siger direktør i Nowaco Preben K. Nielsen.
Frigast spiller stadig en stor rolle
Som InsideBusiness tidligere har beskrevet, har netop den igangværende fundraising været helt afgørende for Axcel, da man har været gennem et noget kaotisk generationsskifte, hvor man ud over at have sagt farvel til en række partnere også på sigt skal blive mindre afhængig af fondens mangeårige frontfigur, Christian Frigast.
Her er det meningen, at hans efterfølger, Christian Schmidt-Jacobsen, i princippet skal køre forretningen på egen hånd, mens Frigast får kontor et andet sted i København og skal fungere som formand.
For flere investorer er netop Frigast og den erfarne købmands netværk fortsat en vigtig faktor i forhold til at bakke op om Axcel.
”Det er rigtigt, at der har været en stor udskiftning i Axcel, men vi har tillid til, at Christian Frigast stadig vil spille en stor rolle i fonden,” lyder det fra direktør i Fagbevægelsens Erhvervsinvestering Ino Dimsits.
Han vil ikke udtale sig om, hvorvidt selskabet, der investerer midler på vegne af blandt andet 3F, Dansk Metal og HK, har besluttet sig at bakke op om Axcels femte fond, men han understreger, at man træffer sin beslutning på baggrund af andre investorers tilsagn.
”Vi er ikke first mover. Vi går først ind i fonde, når andre, større investorer har givet tilsagn, så vi kan læne os op ad den due dilligence, de har foretaget. Men vi laver naturligvis også vores egen vurdering,” forklarer Ino Dimsits.
Solidt afkast på svensk børsnotering
Axcel har i mange år kæmpet mod de mange fordomme om, at fonden og dens investorer primært er blevet velhavende takket være Pandora, mens mange af kapitalfondens andre investeringer har været mere tvivlsomme.
Derfor har det også for Christian Frigast og Christian Schmidt-Jacobsen været helt centralt i forbindelse med etableringen af Axcel V, at man har fået forklaret især de nye investorer, at man også har lavet gode afkast på andet end Pandora.
Især børsnoteringen af det dansk-svenske tagfirma Nordic Waterproofing er af Axcel blevet brugt som et mønstereksempel på et opkøb, hvor fonden har formået at levere et solidt afkast til investorerne.
Det afkast har sammen med blandt andet frasalget af Cimbria til Silverfleet været med til at sikre Axcels fjerde fond en plads blandt de bedste sammenlignet med andre fonde rejst i samme tidsinterval. Her skal der dog tages højde for, at flere af de fonde, Axcel vælger at sammenligne sig direkte med, ikke har foretaget nævneværdige exits i deres seneste fonde.
LÆS OGSÅ
Kapitalfond klar til lynsalg af ejendomsgigant
Genopstanden kapitalfond klar til frasalg
Fremadstormende online-komet og ukendt guldæg sat til salg
Bank og kapitalfond i højspændt opgør om gældstynget selskab