;
Joe Juice 2021

Inside story

Uregelmæssigheder bag brat direktørexit i kriseramt juicekoncern

En omfattende gennemgang af regnskaberne i Joe & The Juice har afsløret en række uregelmæssigheder, og det førte i sidste uge til topchefens bratte exit. Landets tre største revisionshuse spiller alle nøgleroller i den prekære sag.

Da kriseramte Joe & The Juice-direktør Sebastian Vestergaard i sidste uge stoppede brat som topchef i koncernen, var meldingen, at der var behov for en anden profil på posten.

InsideBusiness erfarer imidlertid fra en række centralt placerede kilder, der sidder helt tæt på sagen, at det overraskende exit sker, efter at revisionshuset Deloitte tidligere på året iværksatte en gennemgående undersøgelse af regnskaberne i den underskudsgivende juicekoncern.

Deloitte havde ved årsskiftet overtaget rollen som revisor for Joe & The Juice fra rivalen PwC, og hurtigt faldt man over en række uregelmæssigheder i de årsrapporter, som konkurrenten tidligere havde sat deres underskrift på.

Det, der fangede Deloittes opmærksomhed, var forhold omkring afskrivninger, som i virkeligheden dækkede over tab i forbindelse med butikslukninger, samt forkert bogføring og en række andre ting. Det erfarer InsideBusiness fra en række centralt placerede kilder i de to revisionshuse samt kilder internt i Joe & The Juice og kædens investorkreds. Revisionshuset rettede en skarp kritik mod de mange alvorlige forhold.

Derfor blev Ernst & Young hyret ind som uvildig part, og landets tredjestørste revisionshus fandt i deres undersøgelse frem til mange af de samme forhold som Deloitte, hvorfor alarmklokkerne nu for alvor begyndte at ringe internt i Joe & The Juice.

Der blev derfor nedsat en whistleblowerordning i håb om at få koncernens finansfolk til at løfte sløret for, hvem der var involveret og havde kendt til de kritisable forhold.

Her pegede flere af de anonyme whistleblowere på, at topchef Sebastian Vestergaard var bekendt med en række af de regnskabsmæssige uregelmæssigheder, hvorfor bestyrelsen og ejerne med den amerikanske kapitalfond General Atlantic ikke havde andet valg end at fyre juicekoncernens direktør, der i begyndelsen af 2019 overtog hjørnekontoret fra stifter og medejer Kaspar Basse.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger sidder Deloitte netop nu og arbejder på at færdiggøre årsrapporten for Joe & The Juice, der er blevet noget forsinket i år, blandt andet fordi man er nødt til at finde ud af, hvordan man skal korrigere de fejlagtige oplysninger fra tidligere år.

Hos PWC skriver kommunikationschef Pernille Stokholm Bøg, at man står bag den revision, man har foretaget.

“Vi i PwC er ikke enige i artiklens fremstilling af forløbet og herunder PwC’s rolle. Vi kan desuden informere om, at vi står ved den revision, som vi har foretaget, da vi var selskabets revisor. Grundet vores tavshedspligt kan vi ikke kommentere sagen yderligere,” skriver hun.

Sagen kort

Den kriserate juicegigant Joe & The Juice skiftede i slutningen af 2020 revisor.

Ind kom Deloitte på bekostning af konkurrenten PwC.

Umiddelbart efter faldt koncernens nye revisorer over en række uregelmæssigheder, og der blev etableret en whistleblowerordning.

Deloitte fik siden opbakning fra en uvildig rapport fra EY, der fandt mange af de samme uregelmæssigheder som Deloitte.

Efter tip fra whistleblowere internt i Joe & The Juice stod det klart, at topchef Sebastian Vestergaard var bekendt med mange af de kritisable forhold.

Derfor blev direktøren i sidste uge fyret.

Fik tilført 300 millioner kroner

Joe & The Juice har gennem de senere år kæmpet en hård kamp mod svigtende vækst, store underskud og en massiv gæld til storbanken SEB, der primært er skabt via en voldsom amerikansk ekspansion.

Ejerne bag kæden med General Atlantic og den svenske kapitalfond Valedo har derfor flere gange været nødt til at skyde frisk kapital i kæden for at sikre yderligere luft til SEB.

Sagen om de kritisable forhold i kædens regnskaber kommer på et yderst kritisk tidspunkt, da den danske kæde for få måneder siden fik tilført 300 millioner kroner fra den ægyptiske milliardær Nassef Sawiris.

Hvordan han forholder sig til den seneste udvikling, er uvist, men gennem de senere måneder har ejerne bag Joe & The Juice i al hemmelighed kigget på mulighederne for at notere koncernen på børsen i enten via New York eller London via en såkaldt SPAC-notering.

Den specielle noteringsform, der går ud på at notere en tom pengekasse til senere opkøb, er inden for de senere år blevet populær i blandt andet USA, og ejerne bag juicekæden kiggede aktivt på mulighederne for at bruge netop den model.

Det er dog nu sat på hold, indtil der er kommet styr på regnskaberne. Det store spørgsmål er, hvorvidt det overhovedet vil være muligt at notere kæden, da de fleste investorer nok vil spørge ind til usikkerheden i forhold til regnskabstallene.

Formand i flyverskjul

InsideBusiness har forgæves forsøgt at få næstformand i Joe & The Juice Tue Mantoni, der repræsenterer ejerne, til at forholde sig til sagen, men via kædens partner Kasper Garnell lader virksomheden forstå, at formanden ikke ønsker at udtale sig i sagen.

”Bestyrelsen har allerede tilkendegivet i en pressemeddelelse torsdag den 24. juni, 2021, at Sebastian Vestergaard ikke længere er den bedst egnede til at være CEO i Joe & The Juice. Vi er glade for, at Thomas Nørøxe har overtaget posten, idet han med sin baggrund og erfaring vurderes at have de rette kompetencer,” skriver han og peger på, at koncernen ikke kommenterer interne anliggender.

Netop Thomas Nørøxe var tidligere partner i juicekædens aktionær Valedo, men blev efterfølgende ansat direkte i kæden med titlen chief of staff & corporate development.

Netop svenske Valedo købte sig oprindelig ind i Joe & The Juice i 2013, og efter flere år med markant vækst solgte fonden en stor del af sine aktier til General Atlantic i 2016. Den handel forgyldte både den svenske fond og juicekædens øvrige ejere i form af stifter Kaspar Basse og erhvervsmanden baron Johan Wedell-Wedellsborg.

Efter General Atlantics indtog blev der skudt gang i en storstilet offensiv især i USA, hvor kæden slog dørene op på en række dyre lokationer i amerikanske storbyer. Hurtigt viste det sig dog, at det danske juicekoncept ikke var så let at overføre til det amerikanske marked som først antaget.

Da de mange nye butikker ikke genererede den ventede indtjening, og butikkerne i modne markeder som Danmark ikke var i stand til at kompensere i tilstrækkelig grad, gav det pludselig uventede økonomiske problemer, da Joe & The Juice samtidig havde opbygget en dyr bankgæld til SEB på næsten 1 milliard kroner.

 

Læs mere

Voldsomt vokseværk i kapitalfond

Her er sommerens store M&A-handler

M&A-koryfæ er fortid i revisionsgigant

Markant tilbagegang i storbanks prestigeafdeling

Kapitalfond jagter lånemarked, som bankerne udelukkes fra

Sådan er afkastet i de danske kapitalfonde

Axcel på kollisionskurs med storbank

Axcel arbejder på største exit siden Pandora. GN har meldt sig som mulig køber

Kapitalfond og pensionskasser planlægger hemmeligt storudsalg