;
Admiral hotel web

Inside story

Banker har milliarder i klemme i kriseramte hoteller 

En stribe af landets største banker har lånt milliarder ud til en hotelbranche i København, der har haft massivt vokseværk de senere år. Overkapacitet kombineret med coronakrisen er ren gift for både branchen og ikke mindst bankerne, der både har finansieret opkøb, renoveringer og nybyggeri i stor stil. 

En række udenlandske og hjemlige aktører har de senere år investeret milliarder i et boomende københavnsk hotelmarked. Flere store hoteller har skiftet hænder, ligesom en række nye er kommet til, og endnu flere er på vej. 

Det er både private velhavere, internationale kæder og danske pensionskasser, der alene de sidste par år ikke blot har købt, men også sat gang i byggeriet af en perlerække af spritnye hoteller et stenkast fra Rådhuspladsen i København. 

Bag de mange ekspansive byggerier og ambitiøse opkøb står en lille håndfuld storbanker med Danske Bank, Nordea og Nykredit i spidsen, der alle tre har været med til at finansiere hotelbranchens vokseværk. 

Frygten for overkapacitet har længe været overhængende, og med næsten 3.000 nye værelser på markedet alene i år må coronakrisen siges at have ramt en i forvejen sårbar branche på det værst tænkelige tidspunkt. 

En gennemgang af sektoren, som InsideBusiness har foretaget, viser således, at de tre danske banker sammen med de to nordiske storspillere SEB og norske DNB Nord har op mod 5 milliarder kroner bundet i 12 af de største københavnske hoteller, der enten er blevet bygget, solgt eller renoveret inden for de senere år. 

Den gæld er udelukkende realkredit, og i de fleste tilfælde er hotellerne desuden belånt med bankgæld fra samme aktører oven på de tinglyste lån. 

Netop nu er hele hotelmarkedet stendødt, og flere aktører med den danske gigant Arp-Hansen Hotel Group i spidsen har allerede udtrykt stor bekymring over, hvordan de kommende måneder skal forløbe, selv om man indtil videre håber, at en kombination af egen likviditet og diverse hjælpepakker kan hjælpe koncernen gennem det finansielle stormvejr. 

For bankerne er situationen især alvorlig, da både ejerne af selve bygningerne samt de enkelte operatører går en særdeles usikker fremtid i møde, hvor det kan blive svært at servicere udgifter til renter og afdrag. 

Stort set alle aktører holder således vejret for tiden og håber på, at den værste krise hurtigt aftager, så rejsemønstrene igen bliver mere normale, og man forhåbentlig kan få fyldt de mange tomme værelser op. 

Ud over familien Arp-Hansen har især også svenske Midstar Hotels investeret tungt i det danske hotelmarked, senest med købet af det store Admiral Hotel for omkring halvanden milliard kroner, hvoraf en stor del er finansieret af Nykredit. 

Hotelbranchen i knæ

Der er blevet investeret massivt i den københavnske hotelbranche de senere år.

Alene i år vil der blive bygget næsten 3.000 nye værelser.

Talrige hoteller er samtidig blevet solgt eller renoveret.

Det er især Danske Bank, Nykredit og Nordea, der har finansieret branchens vokseværk.

Bankerne risikerer alvorlige tab, hvis den ekspansive branche ikke hurtigt får gang i hjulene efter krisen.

En farlig kombination 

Også den norske milliardær Petter Stordalen må siges at være eksponeret for en potentiel nedtur på det trængte marked.  

Den farverige forretningsmand har ligeledes investeret massivt og er ved at opføre et luksushotel på den gamle postgrund bag Københavns Hovedbanegård. Et voldsomt ambitiøst projekt, der stod til at åbne 20. maj, hvor blandt andet DNB Nord har over en halv milliard i klemme, og som nu er blevet udskudt. 

Torgeir Silseth, topchef i Nordic Choice Hotels, hvorigennem Petter Stordalen driver sine hoteller, understreger, at man trods krisen og de mange nye værelser fortsat har tiltro til det danske marked. 

”Netop nu er det åbenlyst, at kombinationen af manglende indtægter og ny kapacitet i markedet gør det særdeles svært for hele branchen. Men på længere sigt tror vi på, at den nye kapacitet vil være med til at gøre København mere attraktiv som destination,” siger han og peger på, at turistindustrien tidligere har vist sig særdeles hårdhudet. 

”Vi er i slutfasen af to nye store projekter og vil åbne både Villa Copenhagen og Comfort Hotel Copenhagen Airport samt det nye konferencecenter The Hangar i år. Vi har investeret stort i København sammen med vores partnere, og vi har tiltro til, at det bliver gode investeringer på sigt,” siger Torgeir Silseth, der dog ikke vil udtale sig om, hvorvidt man vil foretage yderligere investeringer i København. 

”Lige nu er tiden ikke inde til at tale om fremtidige investeringer. Men rejsebranchen har tidligere vist sin evne til at komme tilbage efter terror, kriser og pandemier. Ver overbevist om, at det også vil ske denne gang,” lyder det fra den norske direktør. 

Uundgåeligt med tab 

Hos en af landets førende erhvervsmæglere, Colliers, peger partner Peter Winther ligeledes på, at han tror og håber på en normalisering i løbet af andet halvår, hvilket kan være med til at afhjælpe de værste udfordringer i sektoren.   

”Jeg er af den holdning, at tingene forhåbentlig bliver nogenlunde normale igen efter sommerferien eller måske endda før, så folk genoptager deres gamle rejsemønstre, begynder at gå ud igen og gøre det, man også gjorde tidligere. Så forhåbentlig kan markedet absorbere den nuværende krise, så længe den blot ikke varer alt for længe,” siger Peter Winther, hvis firma senest stod bag salget af netop Admiral Hotel til Midstar. 

Peter Winther understreger dog, at det vil være naivt at tro, at man helt kan udelukke tab i den nuværende situation. 

”Det er klart, at tingene udvikler sig løbende, og selv om vi ikke kommer ind i en dyb recession igen, så er der naturligvis en fare for, at vi nogle steder vil se tab, eller at man i en periode er helt nede at suge grundvand ind,” siger han. 

ATP har investeret massivt 

Også landets største pensionskasse, ATP, har for ganske nylig kastet sig ud i en storstilet offensiv på hotelmarkedet. Herhjemme har man via datterselskabet ATP Ejendomme blandt andet planer om at åbne et stort hotel ved Nørreport i samarbejde med Scandic.  

Værre ser det ud på Christianshavn, hvor ATP er i fuld gang med at omdanne storbanken Nordeas gamle hovedsæde, populært kaldet Ørkenfortet, til et luksushotel. 

Byggeriet skete oprindelig i tæt samarbejde med giganten Hilton, men amerikanerne er dog siden sprunget fra, således at ATP nu bygger på livet løs uden at have en lejer på hånden. Opførelsen sker i tæt samarbejde med entreprenøren NCC, og indtil videre har pensionskassen øremærket 600 millioner kroner til det ambitiøse hotelprojekt, der efter planen skal åbne i sommeren 2021. 

InsideBusiness har forsøgt at få ATP til at forholde sig til selskabets voldsomme hotelinvesteringer de senere år, men meldingen derfra lyder, at man i øjeblikket ikke ønsker at udtale sig. 

Det samme gælder Danske Bank, mens Nykredit ikke er vendt tilbage på InsideBusiness’ henvendelser. 

Tidligere har direktør for Business Banking Danmark Niels Bang-Hansen dog udtalt til InsideBusiness, at man følger situationen tæt. 

”Vores eksponering mod transport, hoteller, restauranter og leisure er trods en mindre stigning fra 2018 til 2019 begrænset til under 2 procent af koncernens samlede krediteksponering. Vi har generelt stort fokus på, hvordan vores kunder bliver ramt af situationen i forbindelse med coronavirus, for at sikre, at vi kan hjælpe dem på en ordentlig måde, især inden for udsatte sektorer. Vi tager proaktivt fat i rigtig mange kunder, og det er klart, at den løbende udvikling er på dagsordenen, når vi er i dialog med kunderne,” forklarede han. 

En artikel fra InsideBusiness for 14 dage afdækkede bankernes eksponering mod transport, hotel og restaurationsvirksomhed. Heraf fremgik det, at Danske Bank på bankområdet har øget sin eksponering mod området fra 3,4 til 3,8 procent.   

Også Nykredit Bank har tidligere udtalt sig om sin eksponering fra 2018 til 2019, da man har reduceret sine udlån til transport, restauration og hoteller fra 4 til 3 procent. Her er der ifølge bankdirektør Henrik Rasmussen ingen tvivl – der kommehøje nedskrivninger: 

”Det er klart, at der er bestemte brancher, der bliver hårdt ramt i den nuværende situation, og det vil alt andet lige betyde, at kreditkvaliteten for disse brancher forringes. Derfor må vi også forvente øgede nedskrivninger. Vores fokus lige nu er at hjælpe hver enkelt udsatte kunde så godt, vi kan. Vi er derfor i tæt kontakt med vores kunder og arbejder på at finde de bedste løsninger til at afhjælpe deres individuelle udfordringer.” 

 

Læs mere

Får vi dyb krise, bankkrak med kollaps af forskellige brancher?

Banker har milliarder i klemme i kriseramte hoteller 

Tre banker springer i øjnene med høje udlån til kriseramte sektorer

Bankdirektører og revisorer: Sådan rammer krisen Danmark

Politisk rivegilde om 90 indefrosne feriemilliarder

Mette Frederiksens næste træk kan blive lige så alvorligt

Fra massefyringer til kassekredit. Her er erhvervslivets ønsker til regeringen

Corona er en black swan-event. Fascinerende og dybt foruroligende

Risikoen for en corona-recession tårner sig op

Danske Bank på katastrofekurs på afgørende lånemarked

Hvad bliver Nykredits næste træk?

Banker står splittede om nyt guldrandet gebyr