;
Korn ferry web

Business

Bejlere kæmper for at overtage verdens største headhunter

De to globale konsulenthuse Accenture og AON kæmper i al hemmelighed for at sikre sig magten i verdens største headhunterfirma, det børsnoterede Korn Ferry. Hvis et opkøb bliver en realitet, kan det medføre en opsplitning.

Verdens største headhunter er i al hemmelighed under belejring fra to globale konsulenthuse, der hver især særdeles gerne vil overtage magten i det børsnoterede Korn Ferry.

En række velinformerede kilder bekræfter over for InsideBusiness, at begge konsulenthuse har givet deres interesse til kende for Korn Ferry-ledelsen, og at der allerede nu har været ført indledende forhandlinger.

Korn Ferry er verdens største headhunter med en markedsværdi på næsten 14 mia. kr. på den amerikanske børs og en omsætning i underkanten af 10 mia. kr. sidste år.

Selv om den internationale headhunter mest er kendt for at håndplukke topchefer til erhvervslivet både herhjemme og i resten af verden, har Korn Ferry gennem de senere år i stigende grad også fokuseret sin forretning på andre områder.

Det gælder både såkaldt assessment, hvor man eksempelvis hjælper virksomheder med løbende at evaluere de bedste interne kandidater eller gå en bestyrelse efter i sømmene, men også mere rendyrkede konsulentydelser.

Korn Ferry opkøbte således for nogle år siden det globale konsulentfirma Hay Group, så i dag fylder den rendyrkede headhunterforretning kun omkring 40 procent af forretningen. Og den del bliver mindre som tiden går.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger har hverken Accenture eller AON umiddelbart nogen åbenlys interesse i searchdelen af Korn Ferry, og i firmaets amerikanske hovedkontor spekulerer man således allerede nu i, at en overtagelse af headhunteren meget vel kan betyde, at firmaets tidligere kerneområde bliver solgt fra.

Fremgang i Danmark efter dyb krise

Mens Korn Ferry på den globale scene altid har været en af de absolutte sværvægtere og fast inventar i gruppen kaldet ‘the big 5’ sammen med rivalerne Spencer Stuart, Heidrick & Struggles, Russell Reynolds og Egon Zehnder, har firmaet levet en noget omtumlet tilværelse herhjemme.

Oprindelig blev firmaets danske afdeling grundlagt i 1997, men da firmaets daværende chef, Jens Howitz, forlod Korn Ferry til fordel for konkurrenten Russell Reynolds, slog det benene væk under firmaet.

Gennem flere år var man således helt og aldeles fraværende herhjemme, indtil selskabet i 2006 igen valgte at satse på Danmark under ledelse af Steen Ernland. Den mission lykkedes imidlertid ikke, og mens et selskab som Egon Zehnder udbyggede sin position herhjemme, hang Korn Ferry fortsat i bremsen. Ernland forlod butikken i 2010, og siden kæmpede Korn Ferry med underskud og en usynlig ledelse, indtil man i 2014 hentede Kai Hammerich hos konkurrenten Russell Reynolds. Han gik i gang med at genopbygge det hensygnende firma, og blandt andet takket være det amerikanske selskabs mange kompetencer inden for assessment er det lykkedes igen at placere firmaet på landkortet herhjemme.

Seneste regnskab fra den danske division af verdens største headhunter viser således en bruttofortjeneste på 25 mio. kr. og et pænt millionoverskud, der signalerer, at Korn Ferry igen har tænkt sig at tage kampen op med de andre mastodonter på det danske marked.

Kerneforretning kan blive solgt fra

Selv om Korn Ferry er langt den største headhunter i verden målt på markedsværdi, så er firmaet stadig en lilleput sammenlignet med en gigant som Accenture, der i skrivende stund er næsten 100 mia. dollars værd på den amerikanske børs.

Også AON er en af de helt tunge drenge i konsulentbranchen, selv om selskabet kun er en tredjedel af Accentures størrelse.

Trods den enorme vifte af kompetencer hos begge aktører har ingen af dem dog den store erfaring med executive search, og internt på Korn Ferrys amerikanske kontor er nyheden om de to firmaers interesse for headhunteren da også begyndt at sive ned gennem organisationen. Her er flere således af den opfattelse, at et opkøb af Korn Ferry meget vel kan betyde, at searchdelen bliver solgt fra.

Problemet er blot, at det er mere end svært at få øje på en oplagt køber til Korn Ferrys kerneforretning, der i høj grad er afhængig af enkeltpersoner og derfor også er sårbar over for eventuelle omvæltninger, der kan skabe uro blandt selskabets bedste headhuntere.

Få oplagte købere

Blandt de største rivaler har headhuntere som Egon Zehnder, Russell Reynolds og Spencer Stuart grundet deres ejerstruktur ikke adgang til den kapital, det kræver at løfte et eventuelt opkøb af Korn Ferrys headhunterforretning. Og selv om det Chicago-baserede firma Heidrick & Struggles ganske vist er børsnoteret, har man i skrivende stund blot en markedsværdi på 3 mia. kr., hvilket betyder, at en overtagelse af Korn Ferry sandsynligvis vil være for stor en mundfuld.

Heidrick & Struggles har dog tidligere vist sig som en særdeles opportunistisk aktør, der blandt andet herhjemme har stået bag et yderst offensivt træk, da man sidste år opslugte den fremadstormende konkurrent Amrop Heever. Med den handel blev Heidrick nu klart den største aktør på det danske marked efter i flere år at have spillet andenviolin i forhold til branchens førende spillere. Med købet af Amrop fik man suppleret sine kompetencer med Amrops stærke kontakter inden for især den finansielle sektor, ligesom man fik samtlige partnere i Amrop til at bakke op om den nye struktur.

Den øvelse er langtfra let, og på globalt plan ser sådant et træk ud til at være lidt af et sats. Derfor er det tvivlsomt, hvorvidt Heidrick vil løbe så stor en risiko, hvis Korn Ferry pludselig kommer på markedet.

 

LÆS MERE

Her er Danmarks førende headhunter

Nye regler sætter headhuntere på hård prøve 

Sagild afsat – Vi afdækker næste skridt i opgøret om Topdanmark

Bitter strid bag opsigtsvækkende fyring i bryggerigigant 

Kan Egon Zehnder trække endnu en Kåre Schultz op af hatten?

Bortvist Hummel-direktør truet med fyring efter bitter bonusstrid