I 2017 vil vi omfavne robotterne på tværs af industrier

Robotterne er i fuld gang med at rykke ind i alle erhverv. 2017 bliver startskuddet på en større udrulning af robotter på arbejdsmarkedet, der vil påvirke samtlige industrier på samme måde, som dampmaskinen transformerede samfundet og arbejdsmarkedet ved forrige århundredes begyndelse.

I det industrialiserede samfund har vi for længst taget stort set alle former for maskiner til os, så vi i dag slet ikke kan undvære dem. Mange er dog stadig skeptiske, hvad angår robotter og de muligheder, som robotteknologien åbner for. En nærliggende årsag til det mere positive syn på maskiner er, at maskiner har medført en aflastning af det manuelle arbejde. Robotter opfattes derimod som noget, der kommer og overtager vores job – et perspektiv, som hverken medarbejdere eller mange arbejdsgivere er komfortable ved i øjeblikket.

De, der har fulgt med i robotudviklingen, ved godt, at disse perspektiver giver et fortegnet billede, og udviklingen er langt mere mangfoldig i sit udtryk. Mekanik – hvad enten det kaldes maskineri, robotter eller noget helt tredje – har været grundlaget for den enorme produktivitetsstigning, vi har været vidne til igennem det sidste århundrede til glæde for vores samfund som helhed.

Og netop produktivitet er nøgleordet. Lige så langt vi kan huske tilbage, har maskineri og robotter i stadig stigende grad overtaget meget af det slidsomme og ensformige manuelle arbejde ved samlebåndet, og nu kan virtuelle robotter overtage det ensformige arbejde foran computerskærmen. Robotterne vil blive mere og mere accepteret, efterhånden som løsningerne bliver stadig mere integreret og anvendelige i de virksomheder, der var blandt de første til at anvende robotter i deres arbejdsprocesser. Og begejstringen vil da heller ingen ende tage hos dem, der allerede har effektiviseret deres arbejdsstyrke ved hjælp af robotteknologi.

Effektiviseringsgevinster på 30-50 procent

Det er ikke ualmindeligt, at der kan opnås effektiviseringsgevinster på 30-50 procent ved it-understøttede backofficeprocesser og en reduktion i fejlrater på op til 90 procent. Robotteknologi har vist sig at være særlig velegnet i finanssektoren, men vi ser i KPMG et lignende potentiale på tværs af industrier.

Eksempelvis kunne Barclays skære 175 millioner euro årligt ved at reducere udstedelsen af dårlige lån. Investeringen er typisk indtjent efter seks måneder. Et andet eksempel på en succeshistorie er The Co-operative Bank, som i stedet for ni personer, der brugte al deres tid på manuel efterbehandling af 2.500 højrisicikonti med en skarp deadline kl. 15, nu med fuld automatisering kan udføre den samme opgave inden kl. 12 om formiddagen. Et tredje eksempel er en gruppe af 250 NHS-fonde, som transformerede en proces, der krævede femten mand i to uger, til en topersonersopgave, men som nu kan klares på en halv arbejdsdag.

Vi ser ind i en verden, hvor ny teknologi, herunder robotter og medarbejdere, vil indgå i et tættere samarbejde, og nye jobfunktioner vil opstå, hvor robotten kan understøtte medarbejdernes hverdag og gøre dem mere produktive – ikke ulig den udvikling, vi så ved fremkomsten af dampmaskinen ved industrialiseringens begyndelse. Medarbejdere skal dog vænne sig til en tilværelse med fokus på livslang læring og være forandringsparate, efterhånden som ny teknologi og robotter redefinerer arbejdsmarkedet, og hvilke typer arbejde der efterspørges. Men mennesket bliver ikke overflødigt. Samtidig kan robotter via massiv aflastning bidrage til at bekæmpe stress, som er ved at blive en folkesygdom.

Så hvordan kommer du i gang med robotter i din virksomhed? Det er i virkeligheden meget enkelt. Start med at få afklaret, hvad der kan automatiseres. Hvis processerne i din virksomhed opfylder nedenstående tre kriterier, egner de sig sandsynligvis til robotautomatisering.

  1. Processen foregår manuelt ved hjælp af it. Det kan for eksempel være sagsbehandling, der kræver prækvalificering, dokumentlagring og systematisering af information i virksomheders kundesystemer ligesom hos mange finansinstitutioner.
  2. Funktioner med en fast behandlingsprocedure og gentagelser er gode kandidater. Robotter arbejder 24/7 og vil kunne behandle en kontinuerlig høj volumen af forespørgsler. Fejlraten er minimal ved brugen af robotter til opgaver, som kræver høj præcision og består af hyppige gentagelser.
  3. Processen kræver ikke dømmekraft eller menneskelige evalueringer. En hel række administrationsopgaver er typiske eksempler, herunder løn- og rejseudgifter, samt opgaver, som omhandler verificering af en datakilde mod en anden.

Hvis du har forretningsprocesser, som opfylder ovenstående tre kriterier, så er der et stort optimeringspotentiale i din virksomhed ved at indføre robotautomatisering. Og jo mere omfattende og arbejdskrævende processerne er, og jo større risiko der er for menneskelige fejl eller flaskehalse i dine processer – desto større er potentialet for gevinster.

LÆS MERE

Rygterne om en jobløs fremtid er stærkt overdrevne

Boganmeldelse: Robotterne overtager det hele

YouSee-brøleren og den nye disruption-lingo

 

Kommentér dette blogindlæg herunder