;
Phase one web

M&A

Britisk fond øjner endnu et dansk supersalg

Mens flere London-baserede kapitalfonde er løbet ind i problemer herhjemme, gør Silverfleet Capital klar til at sælge kameravirksomheden for lidt over 1 mia. kr. og fortsætter dermed med at styrke sine solide danske afkast.

Gennem de senere år er en række London-baserede kapitalfonde fløjet over Nordsøen for at deltage i kampen om de mange salgsmodne danske selskaber.

Resultaterne har indtil nu været noget blandede, men en af de fonde, der kan prale af solide resultater herhjemme, er Silverfleet Capital.

Fonden er langtfra en af de største aktører på markedet, men kapitalfondens seneste fond har en størrelse på 6 mia. kr., der placerer Silverfleet et sted mellem danske Axcel og norske FSN Capital.

Netop Axcel sad på den anden side af forhandlingsbordet, da Silverfleet i 2013 overtog korn- og foderproducenten Cimbria for godt 800 mio. kr. Sidste år blev den virksomhed solgt videre for 2,3 mia. kr., og dermed har Silverfleet på ganske kort tid formået at tredoble værdien af en virksomhed, mange andre fonde i sin tid gik en bue uden om.

Nu forsøger den britiske fond så at gøre sig selv kunsten efter igen med kameravirksomheden Phase One, hvor man har hyret den Californiske specialbutik Mooreland Partners til at finde en køber til nichevirksomheden, der fra det anonyme hovedkvarter ved Roskildevej på grænsen mellem Frederiksberg og Valby har skabt en specialiseret og yderst velindtjenende virksomhed.

Silverfleet betalte selv oprindelig en halv milliard kroner for virksomheden i 2014, og denne gang er målet fra fondens side at afhænde kameraproducenten til en pris på i alt 1 mia. kr.

Fakta: Silverfleets danske investeringer

Phase One
Silverfleet købte Phase One i februar 2014. Nu skal selskabet så sælges med hjælp fra den amerikanske specialbank Mooreland Partners.  Selskabet blev oprindelig købt for 0,5 mia. kroner, og med en indtjening på knap 120 mio. kr. i seneste regnskab kan Silverfleet sandsynligvis høste et solidt afkast.

Masai Clothing Company
Tøjfirmaet Masai, der blev skabt af søskendeparret Hans og Nina Rye, blev opkøbt i juni 2015 for lidt over 800 mio. kr. Siden har udviklingen været noget flad, men Silverfleet satser på, at man kan ekspandere virksomheden i USA og dermed skabe vækst.

Cimbria
Cimbria blev opkøbt i 2013 og solgt sidste år for 2,3 mia. kr. Oprindelig havde man betalt 0,8 mia. kr. for at overtage selskabet fra Axcel, så der var tale om et overordentligt godt afkast.

Missionen er imidlertid ikke helt enkel, for da Phase One oprindelig var i spil, var interessen fra mange af de nordiske fonde til at overse. Oplagte købere som Axcel og Polaris vendte hurtigt selskabet ryggen, primært fordi man var nervøs for, at virksomheden og direktør Henrik Håkansson havde et alt for smalt sortiment.

Phase One var nemlig dengang kendt som en virksomhed, der primært tjente sine penge på at sælge superkameraer til ultraprofessionelle fotografer, der ikke havde noget imod at betale flere hundredtusinder for et kamera.

Flere fonde frygtede imidlertid, at store producenter som Nikon og Canon pludselig ville beslutte sig for at konkurrere med det danske selskab, hvilket kunne få fatale konsekvenser for Phase One.

Samtidig var flere købere skeptiske over for, hvorvidt Phase One blot var kameraindustriens svar på B&O. Altså en virksomhed, der levede godt på baggrund af fortidens præstationer og et stærkt brand, men som samtidig var stærkt udfordret af en verden, hvor den digitale udvikling og iPhones’ indtog har ændret markedet markant.

”Vi var bange for, at man blot købte en producent af high-end-kamerahuse, hvor mulighederne for at udbygge forretningen var begrænsede. Det var vores opfattelse, at kundegruppen ikke ville eksplodere, og samtidig gav det anledning til en vis bekymring, at svenske Hasselblad, der var anset som industriens absolutte luksusproducent, på daværende tidspunkt havde store økonomiske problemer,” forklarer en ledende partner i en nordisk kapitalfond til InsideBusiness.

Store omkostninger til udvikling

Efter overtagelsen af Phase One har Silverfleet arbejdet intensivt på at styrke forretningen og styre virksomheden i en retning, hvor man ikke udelukkende er et selskab, der producerer hundedyre kameraer.

Phase One har således under den britiske fonds ejerskab været i stand til at udbygge sin platform, så man i dag ikke kun sælger sine produkter til kvalitetsbevidste fotografer men i højere grad også henter sin omsætning fra overvågningsindustrien samt fra store it-giganter som google.

I seneste regnskab, der vel at mærke dækker 2016, tjente Phase One 117 mio. kr. før renter og afskrivninger, men virksomheden satser målrettet på at ramme 150 mio. kr. senest i indeværende år.

Med de tal i bagagen kan det umiddelbart virke underligt, at Silverfleet blot forventer at få omkring 1 mia. kr. for virksomheden, men her skal medregnes, at Phase One hvert år har udviklingsomkostninger på omkring 70 mio. kr.

De er således ikke medregnet i koncernen EBITDA-resultat og skal derfor trækkes fra det samlede resultat.

Ikke desto mindre forventes Phase One i denne omgang at være en betydelig mere interessant virksomhed, hvor det nu er op til Silverfleet og Mooreland at overbevise interesserede købere om, at virksomheden har styrket sin platform markant de senere år.

London-fonde i modvind

Silverfleet er langtfra den eneste London-fond, der gennem de senere år har øget sin tilstedeværelse herhjemme. Fonde som Montagu og IK har ligeledes købt markant op i Danmark, men resultaterne har været noget svingende. Især Montagus investering i ejendomsselskabet Deas har udviklet sig til lidt af en hovedpine, ligesom fondens opkøb af overvågningsvirksomheden Covidence har vist sig langt mere problematisk end først antaget.

I seneste regnskab dykkede selskabets indtjening med over 30 procent, men det har indtil videre ikke været muligt at få den store indsigt i, hvad tilbagegangen skyldes.

Også IK har haft sit at se til i Danmark, hvor man senest stod bag købet af Hillerød-virksomheden Ellab, der blev købt til en pris på over 1 mia. kr., hvilket fik mange af de nordiske fonde til at spærre øjnene op. Hvor det endnu er for tidligt at bedømme udviklingen i Ellab, har IK’s opkøb og fusionen mellem Løgismose og Claus Meyers imperium indtil videre vist sig som en yderst vanskelig investering.

Fonden havde oprindelig udset sig de to gastronomiske flagskibe, fordi man gerne ville udbygge de to virksomheders samarbejde med detailhandlen. Det partnerskab har indtil videre ikke sikret den kulinariske koncern mærkbar fremgang, og samtidig har IK været tvunget til at kæmpe med en række interne problemer, da de to koncerner viste sig at være noget mere ustrukturerede, end man havde troet.

 

LÆS MERE

Førende kapitalfond lukker munden på kritikerne

Fremadstormende mægler puster nyt liv i salgsproces

Rådgivere lugter mere guld efter historisk godt M&A-år

Axcels børshåb på pengejagt

EQT skaber ny gigantisk fond