headhunter billede web

Redaktørens analyse

Chokskifte ryster landets headhuntere. Hvem følger med?

Korn Ferrys mangeårige chef, Kai Hammerich, skal om kort tid være en central brik i kriseramte Spencer Stuarts genopbygning i København. Et centralt element bliver at få snuppet dygtige partnere fra rivalerne.

Landets førende headhuntere er primært kendt for at jagte talenter til toppen af dansk erhvervsliv.

Men internt i den hermetisk lukkede branche sker der også en sjælden gang imellem så markante forskydninger, at det ændrer magtbalancen i branchen ganske betragteligt.

Det har der gennem årene være flere eksempler på, senest med Korn Ferrys strandhugst hos den vingeskudte konkurrent Spencer Stuart.

Anført af kontorets garvede chef Kai Hammerich lykkedes det Korn Ferry at lukrere ganske eftertrykkeligt på uro i rivalens partnergruppe, og inden for ganske kort tid lykkedes det at snuppe tre af firmaets bærende kræfter.

Henrik Maarstesson, Kåre Sand og senest Mette Aagard blev én efter én præsenteret på Korn Ferrys danske hovedkontor på Kgs. Nytorv, og i industrien var ingen i tvivl om, at Kai Hammerich var hovedarkitekten bag offensiven.

Siden den erfarne headhunter blev hentet hjem til Danmark efter næsten 20 år hos Russell Reynolds i London med det klare formål at reetablere Korn Ferrys smuldrende praksis herhjemme, var Hammerich om nogen blevet symbolet på den genopbygning.

Både bag lukkede døre og udadtil var Kai Hammerich da også en indædt fortaler for firmaets strategiske svendestykke med i stigende grad at bygge en vækstmotor op omkring andre områder end klassisk search. Samtidig slog han gennem årene på tromme for vigtigheden af intern rekruttering, når landets største selskaber skulle finde nye hoveder til den øverste ledelse.

At ansætte en ekstern topchef udefra rummer altid en større risiko, lød mantraet fra Korn Ferry, og det blev Kai Hammerich om nogen talsmand for.

Kort sagt: firmaets mand.

Netop derfor fik en del folk – både i Korn Ferry og i industrien generelt – for nogle uger siden kaffen galt i halsen. Her annoncerede netop underdrejede Spencer Stuart, at man havde haft held til at ansætte ingen ringere end Kai Hammerich.

Den selvsamme mand, der havde hovedansvaret for, at firmaets partnerkreds var blevet støvsuget for bærende kræfter.

For Spencer Stuart må det siges at være lidt af en genistreg, at det er lykkedes at headhunte en af landets førende headhuntere.

For branchen selv kigger de enkelte firmaer nu rundt internt for at sikre sig, at ingen af deres partnere lader sig friste af Kai Hammerich og chancen for igen at være med til at genopbygge et sønderskudt selskab.

Telefonerne er allerede begyndt at ringe rundt omkring, for der hersker ingen tvivl om, at Kai Hammerich ikke ene mand kan få Spencer Stuart tilbage på sporet.

Det kræver mindst to-tre partnere yderligere, men hvor skal man finde dem henne?

Skal bruge profiler fra første færd

At hente fra Egon Zehnder synes at være urealistisk, og Korn Ferrys partnerkreds må nok også antages at være en utopi. Især når flere af dem dårligt har fået nøglen til deres nye kontor, før Hammerich går den modsatte vej.

Hos Heidrick & Struggles er man selv ved at positionere en række nye folk, efter at den gamle garde fra det tidligere Amrop løbende har forladt kontoret.

Især inden for finans, der især de senere år er blevet en afgørende slagmark for landets førende headhuntere, har Spencer og Kai Hammerich brug for at finde en profil, der både har erfaring og kundebase, der gør, at vedkommende kan gå i gang stort set med det samme.

Et bud herpå kunne være Russell Reynolds’ partner Folke Friis-Frederiksen, der arbejdede sammen med Kai Hammerich i fire år frem til 2019, men en sådan rekruttering vil uden tvivl kræve, at Spencer Stuarts hovedkontor finder den store pengepung frem.

Også det digitale område er blevet helt afgørende for de store searchfirmaer i takt med den voksende fokus på teknologi og it hos landets største virksomheder. Her peger flere på, at Kai Hammerich med fordel kunne forsøge at snuppe sin tidligere kollega Mia H. Christiansen, der i dag er partner hos Human Capital Group.

Også hun har en fortid hos Korn Ferry og vil sandsynligvis kunne lokkes til at skifte til en større adresse.

Kommer til at koste

Den helt store lyserøde elefant i rummet i Spencer Stuart og Kai Hammerichs jagt på genrejsning er imidlertid, og hvordan den garvede hovedjæger formår at sælge sin egen historie til mulige kandidater.

Det har i den grad givet dybe panderynker i industrien, at Kai Hammerich har ansat en stribe Spencer-folk for derefter at forlade firmaet, nærmest inden blækket på aftalen var tørt.

Den historie skal adresseres, og de potentielle kandidater skal overbevises om, at det ikke sker igen. Eller også skal de have en så stor pose penge, at de glemmer det.

 

Læs mere

Tidligere Danske Bank-chef forlader kriseramt headhunter

Headhuntere afviser krisesnak og melder om rekordår

Problemerne tårner sig op for førende headhunter

Headhuntere mister koryfæer

Carlsberg jagter afløser til topchef

International headhunter snupper dansk topprofil

Succesfuld headhunter mister frontfigur