Storfonden EQT er i en klasse for sig på det danske marked. Sådan lyder resultatet af en rundspørge blandt 30 af de mest fremtrædende aktører inden for private equity og virksomhedshandler i Danmark, som InsideBusiness har foretaget.
Blandt de mange adspurgte peger over en fjerdedel på, at EQT med den danske chef Morten Hummelmose i spidsen er den fond, der herhjemme har gjort det bedste indtryk de sidste 12 måneder.
Lige i hælene på EQT kommer danske Polaris efterfulgt af norske FSN. De tre har ifølge de adspurgte aktører alle været i en liga for sig det sidste 12 år, hvor de da også tilsammen har stået bag en lang række af de mest opsigtsvækkende handler på det danske marked.
“EQT har været i en klasse for sig og været stærkt dominerende på markedet. De har vundet stort set alle de processer, de har deltaget i. Samtidig ser deres portefølje rigtig spændende ud, så trods de mange opkøb der er sket til høje priser, har de gode muligheder for at levere et stærkt afkast,” lyder det fra en af de adspurgte
Især EQT har haft den helt store pengepung fremme med købet af legetøjsfirmaet Top-Toy, ligesom man tidligere i år opslugte it-virksomheden Sitecore. At så mange adspurgte peger på netop EQT, overrasker, da fonden i løbet af det sidste år ikke har lavet nogen exits herhjemme. Forventningen i markedet er dog, at både Flying Tiger og især Færch Plast kan gå hen at give fondens investorer nogle særdeles attraktive afkast, når de bliver solgt, hvilket ifølge InsideBusiness’ oplysninger meget vel kan ske i løbet af 2017.
Chef for EQT i Danmark, Morten Hummelmose, siger til InsideBusiness, at han naturligvis er glad for, at branchen peger på netop den nordiske fond som den mest succesfulde herhjemme. Han kan dog ikke kommentere kåringen yderligere, da Hummelmose er en del af det udvalg under brancheorganisationen DVCA, der om kort tid udpeger organisationens bud på årets mest succesfulde fond i forbindelse med DVCA’s årsmøde i Nyborg.
Den pris vandt EQT sidste år, så det er nok tvivlsomt, om Morten Hummelmose igen kan forlade Fyn med vandrepokalen. Ud over EQT, Polaris og FSN er også svenske Adelis med den danske chef Steffen Thomsen med i opløbet, ligesom Nets-ejeren Via Equity også har høstet en del ros for sine bedrifter i løbet af de sidste 12 måneder.
I den helt anden ende må landets største kapitalfond Axcel og fondens mangeårige chef, Christian Frigast, sande, at man trods børsnoteringen af Nordic Waterproofing og tre store opkøb i 2016 stadig er belastet af det kaotiske generationsskifte, fonden var igennem. Også Nordic Capital må siges at være ramt på imagefronten, og ikke en eneste af de adspurgte har valgt at fremhæve den tidligere så succesfulde fond.
Fakta: InsideBusiness kårer landets bedste kapitalfond
Hvert år hylder kapitalfondenes organisation DVCA den fond, der har gjort sig bedst bemærket de seneste 12 måneder.
Kåringen sker i forbindelse med branchens årsmøde i Nyborg, hvor den samlede branche mødes for ikke blot at høre en række forskellige oplæg, men mindst lige så vigtigt for at spise pindemadder og udbygge netværket.
InsideBusiness deltager naturligvis i årets arrangement, der traditionen tro holdes på Hotel Hesselet med udsigt over Storebælt.
Vi har dog valgt at lave vores egen kåring – hvorvidt DVCA kommer frem til samme konklusion – vides endnu ikke. Faktum er dog, at vi her på InsideBusiness har gjort vores hjemmearbejde og i år kan kåre den bedste fond på det danske marked på basis af interviews med 30 af branchens vigtigste aktører.
Det er således fondene selv, deres rådgivere, herunder advokater og banker, samt ikke mindst investorerne bag fondene, der i InsideBusiness peger på, hvem der har gjort det bedste de sidste 12 måneder.
Fælles for alle adspurgte er, at de er blevet bedt om at pege på den fond, der har gjort det bedste herhjemme det sidste år. Vurderingen er sket ud fra, hvilke selskaber den pågældende fond har købt og solgt, samt hvorvidt man har formået at etablere nye fonde. Ligeledes har de adspurgte vurderet udviklingen i de enkelte fondes porteføljer, såfremt der har været selskaber, der har gjort sig enten positivt eller negativt bemærket.
Når en deltager udpeger en fond, modtager fonden 1 point. Såfremt den adspurgte har valgt to fonde, har hver fond fået 0,5 point. I enkelte tilfælde har de adspurgte nævnt to fonde hvor den ene får 1 point, mens efterfølgeren får 0,5 point.
I parentes ses det antal point, den enkelte fond har modtaget i alt.
Det er kun aktive fonde med kontor i Danmark, der er med i kapløbet. Udenlandske aktører som Advent og Goldman Sachs kan trods stor aktivitet herhjemme derfor ikke komme i betragtning.
Danmarks bedste kapitalfond
Herunder ses listen over landets bedste fonde. Tallet i parentes er fondenes samlede antal point.
- EQT (9)
Det er svært at komme uden om Nordens sværvægter også i år. EQT har været ekstremt aktiv på det danske marked de sidste par år, og det er ikke gået ubemærket hen blandt de adspurgte deltagere. ”Når EQT har sat sig for at lave en deal, så ender de også med at få den pågældende virksomhed. Det er et kvalitetsstempel,” lyder det fra en af branchens aktører, som har deltaget i InsideBusiness’ kåring.
Alene de sidste 12 måneder har EQT opslugt Nordic Aviation Capital, Top-Toy og it-virksomheden Sitecore. Netop EQT’s talrige opkøb herhjemme, der også tæller Huscompagniet og Flying Tiger, har givet anledning til en del panderynker rundtomkring i branchen, hvor mange har haft den opfattelse, at EQT reelt blot overbød konkurrenterne og derfor vil få svært ved at skabe et fornuftigt afkast.
Her fremhæver flere af de adspurgte imidlertid udviklingen i Færch Plast, der blev opkøbt i foråret 2014, og som den nordiske fond forventes at frasælge inden for en overskuelig fremtid. Her er bundlinjen vokset markant under EQT’s ejerskab, blandt andet takket være flere opkøb, der er blevet godt integreret.
Umiddelbart kan det overraske, at EQT fremhæves af en så stor del af de adspurgte, når fonden ikke har lavet nogen exits de sidste 12 måneder. Imidlertid peger flere på, at fonden med den danske chef Morten Hummelmose i spidsen har været ekstremt dygtig til at strømline sine opkøbsprocesser og samtidig arbejde målrettet med de enkelte virksomheder efterfølgende.
Det ville umiddelbart være nærliggende at tro, at det især er advokater, investeringsbanker og andre, der peger på EQT som den førende fond, alene fordi de mange store handler de senere år har givet masser af omsætning ned gennem systemet. Ikke desto mindre kommer hovedparten af dem, som peger på EQT, fra konkurrerende fonde, så meget tyder altså på, at der også blandt kollegerne hersker en vis respekt for fondens strategi.
- Polaris (7)
Danske Polaris og chef Jan Johan Kühl har gennem de sidste 12 måneder gjort en rigtig god figur på både det danske og svenske marked og bliver altså kun slået i opløbet af giganten EQT. Den danske fond har da også været særdeles aktiv det sidste år og har blandt andet frasolgt flere selskaber med solide afkast, herunder svenske Car-O-Liner samt vindfirmaet Connected Wind Services.
Samtidig har Polaris med det noget besværlige opkøb af færgerederiet Mols-Linien fået et særdeles eftertragtet aktiv, lyder vurderingen fra en lang række af de adspurgte. Opkøbet af det børsnoterede rederi var langtfra nogen let proces, hvor blandt andet rigmanden Henrik Lind og en række småaktionærer kæmpede imod kapitalfonden med næb og klør, men selv om Polaris i løbet af sidste sommers agurketid flere gange landede på forsiden af erhvervsaviserne, formåede man alligevel at holde hovedet koldt og sikre sig det tidligere så problemfyldte selskab. Det er noget, der aftvinger respekt i branchen, hvor netop den type offentlige slagsmål er noget, man for alt i verden vil undgå.
Samtidig rejste Polaris i begyndelsen af 2015 sin fjerde fond og har siden været særdeles aktiv og har ud over Mols-Linien blandt andet opkøbt Configit og Akademiklinikken i Sverige.
- FSN (6,5)
”Den grimme ælling blev til en svane”, lyder det med glimt i øjet fra en af deltagerne i InsideBusiness’ rundspørge. Men den fortærskede analogi er ikke helt ved siden af, når det drejer sig om den norske kapitalfond FSN, der fik sig noget af en ilddåb på det danske marked.
Fondens første investering var således en regulær katastrofe. FSN opkøbte nemlig højtalerselskabet Jamo i 2004, men måtte allerede et par år senere overlade nøglerne til virksomhedens største kreditor, Jyske Bank, efter et tab på 200 millioner kroner. En regulær skrækhistorie, som det tog FSN nogle år at rejse sig fra, men fonden har de senere år fået lidt af et comeback i Danmark anført af den tidligere Morgan Stanley-mand Thomas Broe-Andersen, der blandt andet har stået bag opkøbet af Lagkagehuset og de yderst succesfulde frasalg af Huscompagniet til EQT. I de seneste par måneder har FSN blandt andet opkøbt danske Netcompany, ligesom man har fået skabt en solid forretning med Lagkagehuset, som flere af de adspurgte forventer vil give et solidt afkast, når kæden efter planen frasælges næste år.
For FSN’s vedkommende peger flere af de adspurgte dog også på, at fonden har været særdeles aktiv i en række andre processer, herunder i forbindelse med salget af Hillerød-virksomheden Ellab, og flere aktører på begge sider af bordet har stor ros til fondens strukturer og processer, der opleves som meget professionelle. Som InsideBusiness tidligere, har beskrevet arbejder FSN ligeledes i skrivende stund på at lukke sin femte fond med et tilsagn på over 6 milliarder kroner, hvilket må siges at være et vidnesbyrd om, at investorerne er tilfredse med præstationen de senere år.
- Via Equity (4)
ATP’s forhenværende fond har på det seneste frigjort sig yderligere fra sin oprindelige ejer. Senest er PFA kommet med i ejerkredsen, og navnet er blevet ændret til Via Equity. Det ændrer dog ikke på, at Via Equity på det seneste har stået bag en række succesfulde exits i form af blandt andet salget af Frontmatec til Axcels slagterifusion SFK samt noteringen af Nets. Især sidstnævnte har imidlertid trods et solidt afkast givet både investorerne og bankerne bag noteringen en hel del tæv som beskrevet i InsideBusiness. Det ændrer dog ikke på, at man i branchen flere steder er ganske imponeret over udviklingen i Via Equity, der nu er klar til at stå på helt egne ben.
- Adelis (3)
Tidligere 3i-chef Steffen Thomsen har tidligere i InsideBusiness fortalt om Adelis’ jagt på skæve investeringer, der kan sikre investorerne et højere afkast end de klassiske kapitalfonde. Selv om fonden endnu er nystartet og derfor ikke har nogen exits bag sig, er der i markedet stor sympati for tankegangen, ligesom flere er imponerede over Adelis’ evne til at investere i selskaber, som mange andre fonde normalt ville gå en bue udenom.
Øvrige fonde:
Maj Invest (2,5)
Catacap (1)
Axcel (0,5)
Valedo (0,5)