Investeringsbanken Carnegie kunne i sidste uge præsentere lidt af et scoop, da det kom frem, at man havde haft held til at snuppe den erfarne ECM-profil Jens Plenov, der siden 2013 har arbejdet for Danske Bank i London.
Før tiden i landets største bank var Jens Plenov blandt andet en årrække hos svenske SEB, og gennem årene har han med base i England udviklet sig til at være en af de absolut førende inden for børsnoteringer, kapitaludvidelser og andre børsrettede transaktioner herhjemme.
Hos Carnegie er man derfor naturligt nok begejstret over at have fået Plenov med om bord, da banken har et stort ønske om at kapitalisere på sin dominerende position på det svenske ECM-marked og udbygge sin forretning inden for børsnoteringer markant herhjemme.
Her står Nordea og især Danske Bank som de skarpeste rivaler, og måske derfor har Jens Plenovs exit fra landets største bank på ingen måde været idyllisk.
InsideBusiness erfarer således, at Plenov forud for sit skifte til konkurrenten reelt blev bortvist fra Danske Bank efter flere ugers interne undersøgelser, hvor banken konkluderede, at Jens Plenov, der officielt havde titlen global head of equity capital markets, havde ”kørt over for rødt”.
Hvad det præcis indebærer, ønsker Danske Bank i dag ikke at uddybe. InsideBusiness erfarer imidlertid, at hans nye arbejdsgiver har lavet en grundig due diligence, hvor man ikke er faldet over sager eller forhold, der på nogen måde skulle forhindre Jens Plenov i at varetage en ledende stilling i investeringsbanken.
Og øverste chef for Carnegies danske forretning, Jacob Bastholm, var da også yderst tilfreds med rekrutteringen.
”Kombineret med vores enestående track record med at håndtere danske børsnoteringer og kapitalmarkedstransaktioner, vores toprangerede aktieanalytikere sammenholdt med vores førende placing power vil Jens’ evner og erfaring være en vigtig tilføjelse til vores forretning,” forklarede Bastholm i sidste uge, da man officielt præsenterede Plenov.
Hos Carnegie får Jens Plenov titel af managing director & head of ECM Denmark,
Spillede en nøglerolle
Sammen med Danske Banks to øvrige ECM-specialister, Christian Limdholm og Christian Hansen, var Jens Plenov stærkt medvirkende til at drive den del af bankens forretning, der omhandler børsrelaterede transaktioner, herunder nye noteringer.
Markedet var ellers i flere år et smertensbarn for landets største bank, der gang på gang tabte de store opgaver til rivalerne i Nordea.
De senere år er magtbalancen dog skiftet, og selv om Nordea på det seneste har fået bedre fat, var Danske Bank også i 2020 i en liga for sig med talrige store opgaver i et år, hvor en række danske virksomheder valgte at polstre sig for bedre at kunne modstå de finansielle udfordringer, som man frygtede coronapandemien ville medføre.
I opbygningen af den nuværende ECM-forretning i banken var det blandt andet Jens Plenovs opgave at være overordnet ansvarlig for Danske Banks kontorer i de øvrige nordiske lande og sørge for, at man også her fik tilkæmpet sig en del af det lukrative marked.
Samtidig spillede han med base i London også en nøglerolle som bindeled mellem ejere og potentielle investorer i forbindelse med de store børsnoteringer i København. InsideBusiness erfarer således, at Plenov blandt andet arbejdede tæt sammen med EQT i forbindelse med børsnoteringen af HusCompagniet.
Har stadig et godt navn
I den danske corporate finance-verden mødes nyheden om Plenovs noget dramatiske exit fra Danske Bank dog med en vis skepsis. Flere kilder, som InsideBusiness har talt med, er således af den opfattelse, at bortvisningen af den erfarne investment banker i højere grad skyldes uenighed om andre faktorer, samt at Jens Plenovs dialog med Carnegie muligvis er blevet afsløret internt i banken.
InsideBusiness erfarer dog, at Plenov allerede for noget tid siden blev taget af noteringen af SteelSeries grundet det brud på compliance, der nu har ført til en bortvisning.
Uanset hvad den præcise grund til Plenovs exit bunder i, lyder meldingen fra langt de fleste investorer og samarbejdspartnere, herunder de store kapitalfonde, at man indtil videre lader tvivlen komme Carnegies nye mand til gode.
Hos Danske Bank ønsker man ikke af udtale sig om Jens Plenovs noget dramatiske exit, og bankens presseafdeling skriver i en mail til InsideBusiness, at man af princip ikke kommenterer personalemæssige spørgsmål.
Læs mere
GN på kant med børsregler i milliardopkøb
GN tæt på at snuppe Axcels børshåb
Usikkerhed tynger Axcels børsplaner
Kriseramt kapitalfond jagter oprejsning med vigtigt frasalg
Rådgivere kæmper om prestigefyldt M&A-mandat
Sky kapitalfond øjner kæmpe frasalg
Kapitalfonde sætter tidligere Mærsk-selskab til salg
Her er sommerens store M&A-handler
M&A-koryfæ er fortid i revisionsgigant