RenoNorden tekst - Danske Bank spiller en hovedrolle i fortællingen om RenoNordens dramatiske nedtur

Inside story

Danske Bank spiller hovedrolle i norsk børsfiasko 

Landets største bank spiller en uheldig hovedrolle i den opsigtsvækkende sag om den kaotiske børsnotering af renovationsselskabet RenoNorden. Banken var tovholder på børsnoteringen og har lånt mange hundrede millioner til den kriseramte virksomhed,. Samtidig er en stor del af Danske Banks kunder aktionærer i selskabet, der kaldes Norges svar på OW Bunker. Også Carnegie har en central rolle.

En af Skandinaviens største børsskandaler udspiller sig netop nu for åbent tæppe på børsen i Oslo, hvor renovationsselskabet RenoNorden med hastige skridt nærmer sig afgrunden.

Selskabet blev noteret på børsen i Oslo i slutningen af 2014 med Danske Bank som tovholder, men siden er den store virksomhed med omfattende aktiviteter i Danmark blevet ramt af massive udfordringer.

Underskuddet blev på mere end 300 millioner kroner alene i 2016, og hvor Danske Bank oprindelig solgte RenoNorden-aktierne til 47 norske kroner, kan de i dag erhverves for under 50 norske øre.

En regulær børsskandale, der har fået flere til at sammenligne RenoNordens tumultariske børsliv med det konkursramte olieselskab OW Bunker.

For Danske Bank er sagen et åbent sår, da Danmarks største bank må siges at spille lidt af en hovedrolle i det spektakulære børsdrama. Ud over at være primus motor på børsnoteringen har Danske Bank sammen med norske DNB stillet lån på omkring 1 milliard kroner til rådighed for RenoNorden, der for nylig var tvunget til at bede sine hårdt plagede aktionærer om frisk kapital på over 260 millioner kroner for at polstre det kriseramte selskab. Ifølge RenoNordens egen opgørelse sidder Danske Banks kunder desuden på en aktiepost på omkring 9 procent i den kriseramte norske virksomhed.

Renovationsselskabet, der blandt andet lever af at indsamle affald i over 30 danske kommuner, har siden noteringen på børsen i Oslo været gennem flere omfattende nedjusteringer, ligesom det er gået op for selskabets aktionærer, at de kontrakter, selskabet har indgået, slet ikke er så lukrative, som man havde troet. Senest da man hentede friske penge og udvandede de eksisterende aktionærer med hjælp fra investeringsbanken Carnegie, forsøgte man at forsikre aktionærerne i RenoNorden om, at nu var dårligdommene slut.

Det skulle dog vise sig at være forkert, for som sent som i denne uge måtte man erkende, at RenoNorden sandsynligvis vil bryde sine covenants med blandt andet Danske Bank, ligesom man igen måtte foretage en voldsomt stor hensættelse på et trecifret millionbeløb.

“Baseret på selskabets øjeblikkelige situation uden forbedringer og ændringer i kapitalstrukturen vil selskabets sandsynligvis bryde sine finansielle covenants ved udgangen af Q2 2017,” skriver RenoNorden i den seneste meddelelse til den norske børs.

”Det her er en regulær skandale helt i stil med OW Bunker. Da RenoNorden med hjælp fra Carnegie henter penge i december, er det sidste udkald. Der skal virkelig have været styr på det hele, hvis man blot skal bevare en smule af investorernes tyndslidte tillid. Så viser det sig dog, at det hele alligevel sejler, og man sandsynligvis igen skal hente friske penge. Det er nu en aktie, der hører til i småt brændbart,” siger investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen.

Han er en af de få, der vil udtale sig offentligt om de massive problemer i RenoNorden. Af de tre analytikere, der dækker selskabets aktie, vil hverken DNB eller Danske Banks analytiker kommentere RenoNorden-aktiens triste udvikling.

 

Norges OW Bunker

RenoNorden er et nordisk renovationsselskab med omfattende aktivitet i Danmark. Selskabet blev i slutningen af 2014 sendt på børsen i Oslo med Danske Bank som tovholder.

En aktie i selskabet kostede dengang 47 norske kroner, hvilket gav RenoNorden en markedsværdi på over 1 milliard kroner.

I dag koster en aktie i virksomheden under 50 norske øre.

En lang række kunder i danske banker som Danske Bank, Saxo Privatbank og Alm. Brand ejer aktier i RenoNorden.

RenoNorden tabte over 300 millioner kroner i 2016 og har siden været tvunget til en omfattende nedskrivning. Senest har selskabet meddelt, at man sandsynligvis bryder sin låneaftale med Danske Bank og DNB i løbet af andet kvartal i år.

Danske Bank har sammen med DNB lån til RenoNorden på omkring 1 milliard kroner.

Solgt som en vækstaktie

RenoNorden var oprindelig ejet af den svenske kapitalfond Accent Equity Partners samt britiske CapVest, der havde overtaget selskabet fra norske Norvester godt tre år forinden. I forbindelse med børsnoteringen af selskabet blev aktien solgt primært til private investorer via en række banker som Danske Bank, SEB, Nordea og Carnegie ud fra målet om at konsolidere og skabe en nordisk gigant inden for affaldshåndtering.

Det var således også den klare opfattelse, at RenoNorden var en vækstaktie, der stod over for en potentiel børsoptur, såfremt selskabet kunne fastholde sin ekspansive strategi.

Der var dog ikke mange af de professionelle danske investorer, der lod sig imponere, da renovationsselskabets ledelse i slutningen af 2014 var på besøg i København for at tale deres sag. Langt hovedparten af de fremmødte investorer gik fra mødet med RenoNordens ledelse med den opfattelse, at der ikke skulle gå meget galt i selskabets ambitiøse vækstplaner, før hele investeringen kunne skride.

”Hvis jeg havde investeret i selskabet dengang, havde jeg ikke blot bedt ledelsen om en fyldig redegørelse, så havde jeg sat advokater på sagen,” forklarer en af de investorer, der i sin tid takkede nej til renovationsaktier.

Når man byder på store kommunale opgaver, er der som regel altid større usikkerhed første gang, man indgår en længerevarende aftale. Og da RenoNordens strategi siden har været at indgå en række nye kontrakter i jagten på vækst, er risikoen i casen også blevet øget markant.

”Der er meget, der tyder på, at RenoNorden slet ikke har lige så solide kontrakter, som man har givet udtryk for. Ordrebogen er på over 5 milliarder kroner, men kvaliteten er mildest talt tvivlsom, da det lader til, at selskabet primært har vundet markedsandele ved at underbyde konkurrenterne,” forklarer Per Hansen.

Kommuner følger tæt med                            

Da mange af de private investorer takkede nej i forbindelse med RenoNordens børsnotering, blev langt hovedparten af selskabets aktier solgt til private investorer i blandt andet danske banker.

En opgørelse over RenoNordens aktionærer viser således, at det er kunder i blandt andet Danske Bank, Alm. Brand, Saxo PrivatBank og SEB, der sidder på en stor del af aktierne i den skrantende renovationskoncern. Over en femtedel af selskabets aktionærer er således danske ifølge RenoNordens egne opgørelser, men indtil videre har selskabet formået at undgå den store opmærksomhed trods den nærmest skandaløse nedtur.

Også hos flere af de danske kommuner følger man sagen tæt, da man har indgået bindende kontrakter med den nordiske affaldskoncern og derfor kommer i betydelig knibe, hvis virksomheden pludselig ikke kan leve op til sine forpligtelser.

Hos Randers Kommune understreger formand for miljø- og teknikudvalget Frank Nørgaard (DF), at man forsøger at følge situationen tæt.

”Ingen tvivl om, at selskabet har enorme udfordringer. De har indtil videre levet op til deres forpligtelser, men servicen har bestemt ikke været optimal. Det er der heldigvis blevet strammet op på, men det er klart, at vi da også håber, at de kommer gennem det her uden at knække halsen,” forklarer siger han.

Danske Bank klapper i

Hos Dansk Bank vælger man indtil videre at holde yderst lav profil i forhold til bankens tætte bånd til den skandaleramte aktie. Noteringen af RenoNorden er primært blevet håndteret af bankens norske afdeling og har således ikke noget med den danske afdeling at gøre. Alligevel er det et alvorligt slag for Danske Bank, der gennem længere tid har haft et stort ønske om at generobre markedet for børsnoteringer i Europa. Her har rivalen Nordea længe siddet solidt på tronen med blandt andet noteringen af Dong Energy, men Nordea og den danske chef for corporate finance, Harald Grøn, har også fået en del ridser i lakken med først OW Bunker og siden den problematiske børsnotering af Nets, hvor Nordea havde en hovedrolle.

Hos Danske Bank ønsker man ikke at udtale sig om RenoNorden i skrivende stund. Det gælder både bankens rolle i forbindelse med noteringen samt det store udlån til selskabet, som altså nu igen er i fare for at blive misligholdt. InsideBusiness erfarer dog, at man internt i Danske Bank har den holdning, at RenoNorden i løbet af det seneste år har udviklet sig til et helt andet selskab end det, man i slutningen af 2014 sendte på børsen. Spørgsmålet er nu blot, om investorerne er enige.

 

LÆS MERE

Mindre virksomheder bryder dansk børstørke – ATP igen klar som investor

Modefirma stormer mod børsnotering

Børstørke truer dansk aktiemarked

Kapitalfonde flopper på børsen

Børsstjerner tryner aktiemarkedets tunge drenge