danskebankfilialnet

Redaktørens analyse

De skal kæmpe om formandsposten i Danske Bank

Landets største bank skal sandsynligvis finde ny formand inden for de næste 12 måneder, og især to profiler fra den finansielle sektor herhjemme har lagt billet ind på jobbet.

Efter en længere periode med massiv uro ser der nu endelig ud til at være faldet lidt ro om Danske Bank. Landets største bank har ellers i årevis kæmpet med efterdønningerne af den meget omtalte hvidvasksag i Estland, hvor banken var i søgelyset for at blive misbrugt til hvidvask. Senere kom flere problemsager til.

Nu lurer en ny magtkamp, efter at de omfattende møgsager har plaget banken udadtil og samtidig givet anledning til stor uro internt med en række udskiftninger på de mest centrale poster.

Efter at nuværende direktør Carsten Egeriis tog over i 2021 efter hollandske Chris Vogelzangs noget turbulente periode i spidsen for Danske Bank, har bankens resultater forbedret sig markant, ligesom den tidligere så vingeskudte aktie igen har nået det niveau, den havde rundet, før hvidvaskanklager sendte den i frit fald.

Selv om der nu hersker en vis harmoni i banken udadtil, så ulmer en magtkamp i kulisserne.

De fleste forventer således, at bankens nuværende formand, Martin Blessing, der fylder 62 år i 2025, skal udskiftes med en profil med dansk pas. Sandsynligvis vil dette ske i forbindelse med næste års generalforsamling, og umiddelbart synes det skifte relativt uproblematisk, da man internt i Danske Banks bestyrelse allerede har stærke kandidater på hånden, der kan overtage teten og samtidig sikre en vis kontinuitet.

En række kilder peger således over for InsideBusiness på, at enten tidligere PFA-chef Allan Polack eller den forhenværende McKinsey-partner Jacob Dahl begge både internt i banken og blandt de toneangivende investorer anses for at være oplagte bud.

Hvilket også synes at være tilfældet for de to kandidater selv. Kilder internt i Danske Bank peger nemlig over for InsideBusiness på, at der gennem længere tid har været tale om en ret åbenlys positionskamp mellem to de velanskrevne profiler.

Senest i forbindelse med de store strategiske ændringer i bankens asset management-division, hvor man har outsourcet en række forvaltningsopgaver til de to amerikanske giganter Goldman Sachs og Blackrock, har både Allan Polack og Jacob Dahl været yderst aktive i den proces på bestyrelsesniveau.

Det vidner ifølge de kilder, InsideBusiness har talt med, om, at både den tidligere PFA-chef og den mangeårige McKinsey-profil begge har haft behov for at tage ejerskab over den store omvæltning i den centrale division.

Internt ser man det som blot seneste eksempel på, at de to formandskandidater begge har tænk sig at gå efter posten, når den bliver ledig, og især i løbet af de seneste måneder har flere bemærket, det man betegner som en positionskamp mellem Allan Polack og Jacob Dahl.

Flere headhuntere og rådgivere tæt på de to erhvervsfolk beskriver en situation, der potentielt kan blive ’giftig’ for banken og dens bestyrelse, hvis ikke der bliver taget ordentligt hånd om sagen og bliver sikret et glidende og roligt generationsskifte.

Forskellige kompetencer

Fra flere sider lyder det, at både Allan Polack og Jacob Dahl som udgangspunkt begge har de kompetencer, der skal til for at være formand i Danske Bank.

De har dog helt klart hver især deres styrker, og for den tidligere PFA-chefs vedkommende vurderer flere, at det især er inden for kapitalforvaltning, at han har sin store styrke.

Netop det område har Allan Polack arbejdet indgående med i sin tid i Nordea og også i PFA. I sidstnævnte fik han dog også i stigende grad erfaring med hele det politiske område, der også er et meget vigtigt element af et formandskab i Danske Bank.

Set i lyset af bankens udfordringer og det generelt stigende politiske fokus på den finansielle sektor herhjemme og især bankerne, er det essentielt, at Danske Banks formand også mestrer det politiske spil og kan holde sig på god fod med Christiansborg.

Den disciplin vurderer de fleste, at Allan Polack mestrer. Til gengæld fik han langtfra den optimale exit fra PFA. Især pensionskassens strategi om at satse på få, men meget store og højtprofilerede investeringer på det alternative område var ikke en udpræget succes. Samtidig var man ifølge InsideBusiness’ oplysninger i pensionskassens bestyrelse af den opfattelse, at Allan Polack med jævne mellemrum havde lidt for travlt med at blande sig i den offentlige debat frem for at fokusere på sin egen forretning.

Kender maskinrummet

Her står Jacob Dahl noget i kontrast til den meget profilerede PFA-direktør. Selv om han i årtier har været betroet rådgiver, nogle taler sågar om husrådgiver, for nogle af de helt store finansielle virksomheder, er hans erfaringer med at jonglere med mange forskellige stakeholdere begrænset.

Danske Bank er de finansielle øretævers holdeplads, og som formand her er man ofte nødt til at forsvare sig i sager, der for en mand med hans cv kan synes banale eller ubetydelige.

Hvorvidt Jacob Dahl kan mestre den disciplin, er endnu uvist. Til gengæld har han qua sine mange år i McKinsey indgående erfaring fra motorrummet i især banksektoren og har derfor et yderst detaljeret kendskab til, hvilke udfordringer en bank som Danske Bank skal håndtere de kommende år.

Kilder beskriver da også over for InsideBusiness, at den mangeårige konsulent i sine godt to år i Danske Banks bestyrelse har været yderst vellidt af de fleste og i bankens ledelse.

Det store spørgsmål, som bankens ejere skal gøre sig, er imidlertid, hvorvidt Jacob Dahl ud over at mestre en konsulentrolle også vil være i stand til løfte en formandsopgave, hvor der skal helt andre kompetencer i spil.

 

Læs mere

Politikere blæser til kamp mod bankernes uigennemsigtige vilkår

Banker får skarp kritik for at give bedre renter til store end små virksomheder

Priskrig: Se de laveste priser på aktiehandel over for dyre banker

Priskrig på renter tager til mellem banker

Rådgivningspresset på bankerne vokser – og rekordregnskaber kan få politikere til at se rødt

Skarp kritik af Nationalbanken fra ECB