Danmarks største rådgivnings- og revisionshus, Deloitte, nærmer sig med hastige skridt en omsætning på 5 milliarder kroner. Det sker efter et år, hvor Deloitte endnu en gang kan fremvise en imponerende vækst i den samlede forretning på 12 procent.
Men øverst i Deloitte forbereder man sig på, at de seneste års skyhøje vækstrater kan have toppet.
I Deloittes netop offentliggjort årsrapport for 2022/2023 fremgår det, at Deloitte forventer, at omsætningen og indtjeningen vil være på niveau med det netop afsluttede regnskabsår. Hvis man ikke vidste bedre, er det et signal fra Deloitte om, at man forbereder sig på nulvækst.
Men det afviser Deloittes nye topchef, Christians Jensby.
”Jeg forventer ikke nulvækst, men vi er måske lidt konservative rent markedsmæssigt. Jeg vil gerne medgive, at væksten bliver lavere end de sidste to-tre år, men jeg forventer stadig, at vi vokser,” siger Christian Jensby, der tog over som administrerende direktør i Deloitte efter Anders Dons i sommer.
Christian Jensby fortæller, at det især er de makroøkonomiske forhold, som har fået Deloitte til at anlægge en mere ’ydmyg’ forventning til den fremtidige vækst, fortæller han.
”Vi er kommet ud af tre år med rigtig høj vækst. Vi tror ikke, at naturloven tilsiger, at det fortsætter rent konjunkturmæssigt,” siger Christians Jensby og tilføjer:
”Der er flere ting, der går lidt langsommere ude i erhvervslivet, selv om det begynder at se ud til, at der er kommet styr på inflationen,” siger han.
Hverken Deloitte eller Christian Jensby vil sætte tal på, hvad Deloittes egen forventning til væksten i år bliver. Han slår dog fast, at det fortsat er Deloittes klare forventning, at også 2023/2024 bliver et år, hvor rådgivnings- og revisionshuset øger toplinjen, der har hastig kurs mod at passere 5 milliarder kroner.
”Det er ikke sikkert, at vi vokser 19 procent som forrige år og 12 procent som sidste i år. Men jeg kan godt forestille mig, at vi kan lande deroppe igen, hvilket også understøttes af den start, vi har fået på året,” siger han.
Opbremsning i konsulentbranchen? Topchef tvivler
Den helt store trækhest i den kraftige vækst hos Deloitte og konkurrenterne er rådgivningsydelser, som fik ekstra vind i sejlene i kølvandet på pandemien.
I Deloittes tilfælde er sidste års fremgang på 12 procent også trukket af især den såkaldte advisoryforretning, der fortsætter med at udgøre en større og større andel af Deloittes samlede omsætning på lige under 5 milliarder kroner.
Selve consultingforretningen i Deloitte øgede sidste år sin omsætning med 12 procent, mens væksten var endnu kraftigere i tax & legal og risk advisory, der voksede med hhv. 14 og 35 procent.
Eneste hul i osten var den såkaldte financial advisory, der gik 3 procent tilbage, hvilket især skyldes en tilbagegang i ydelserne inden for corporate finance advisory.
I kulisserne i den danske konsulentbranche har der i månedsvis været talt om en mindre opbremsning på konsulentmarkedet.
Christians Jensby kan dog ikke genkende den udlægning, men medgiver, at den kraftige efterspørgsel efter konsulenthusenes rådgivning, som har hersket de senere år, formentlig aftager en smule.
”Vi har stadig vækst i rådgivningsforretningen. Hvis man ser samlet på vores rådgivningsforretning er den vokset noget nær 50 procent de sidste par år. Hvis præmissen er, at der er tale om en slowdown, fordi væksten nok bliver lavere end det, så er det måske rigtigt. Men vi vil stadig have fin vækst i den del af forretningen,” siger han.
Deloitte-topchefen fortæller, at der især er en kraftig efterspørgslen efter rådgivningsydelser inden for teknologitransformationer, bæredygtighed og cyber.
Står bedre rustet end rivaler
Han mener samtidig, at Deloittes struktur med en velvoksen revisionsforretning og en kraftigt voksende rådgivningsforretning gør huset mere modstandsdygtigt over for udsving i konjunkturerne end flere af konkurrenterne.
”Vi er sat ret godt op og er ret modstandsdygtige. Vi har en meget stor revisionsdel og nogle ydelser, der relaterer sig tæt på det. Revisionsdelen er robust og vokser også. Når vi ser på tværs af industrier, har vi en ret god spredning, lige fra offentlige myndigheder til private virksomheder, og vi har projekter, der er langvarige,” siger han.
Derfor står Deloitte bedre rustet til, hvis vinden vender, mens konsekvensen er, at Deloitte måske misser noget af den kraftigste vækst, når markederne buldrer, siger Christian Jensby.
”Vi vil blive meget mindre påvirket af konjunkturudsving. I medvindstider har det den konsekvens, at det vil være svært for os at vokse astronomisk meget.”
Vil investere yderligere i talentpleje
Da Christian Jensby gik på valg som ny topchef i Deloitte efter Anders Dons, var det blandt andet med en agenda om at styrke Deloittes talentudvikling og sikre en tættere forankring til uddannelsesinstitutionerne.
Chritians Jensby betegner Deloitte som en uddannelsesinstitution, hvor talenter kommer til for at få fyldt værktøjskassen. Nogle bliver hængende, mens andre søger videre, hvilket Christians Jensby betegner som en naturlig udvikling.
Hans ambition er, at Deloitte skal være benchmarket for det, han kalder livslang læring. I hans optik vil det give Deloitte en konkurrencemæssig fordel.
”Vi kommer til at investere yderligere i talentudvikling og livslang læring. Vi vil være benchmarkedet for livslang læring. Vi gør meget i dag, men vi kan gøre meget mere,” siger han.
Konkret har Deloitte søsat sin egen School of Business, og samtidig er det Christians Jensbys ambition, at Deloitte skal have et endnu tættere samarbejde med universiteterne.
Læs mere
Uroen ulmer i toppen af KPMG. Flere medejere er stoppet
Revisionskæmpe opruster på M&A og jurasatsning
Revisionskæmper på opkøbsjagt. Her er de næste mulige opkøbsemner
Revisionskæmpe opruster med tidligere dansk landechef i amerikansk konsulenthus
Chef for PwC’s konsulentsats fortid efter uenighed
PwC vil tage opgør med revisions-model. Men løsningen er ikke den samme som rivalens
PwC blæser til angreb på konsulentmarkedet. Vil fordoble omsætning til 1 milliarder kr. på fem år
Revisionskæmper løber med væksten, mens mindre huse hænger i bremsen
Revisionshuse intensiverer M&A-kampen
EY opruster M&A-forretning. Køber specialiseret techrådgiver