I en revisionsbranche, hvor stigende krav fra blandt andet compliance og kunder får revisionshuse til at lade sig opsluge af de store, går fire partnere fra Danmarks største revisions- og rådgivningshus, Deloitte, i modsatte retning.
De fire partnere, Sten Peters, Troels Løvschall, Niels Høj Nygaard og Søren Strandby, bryder nemlig ud af rækkerne for at etablere deres eget revisions- og rådgivningshus.
Det sker i en handel, hvor de fire partnere sammen med Mads Crandal, der indtil nu har været selvstændig konsulent, har købt Deloittes Health Care-praksis inden for revision og regnskab samt en række øvrige små og mellemstore kunder, som de 4 partnere her betjent, ud af de Deloitte for at drive det på egen hånd under det navnet Powered By.
Health Care-forretningen dækker over revisions- og rådgivningsydelser til virksomheder inden for sundhedssektoren. Det gælder blandt andre lægehuse, tandlæger og andre ejerdrevne virksomheder inden for sundhedssektoren, som har brug for især hjælp til revision, skat, rådgivning og it-understøttelse.
Hos Powered By bliver fokus små og mellemstore virksomheder og især på almen praksis, hvor der ifølge Powered Bys adm. direktør, Sten Peters, der stod i spidsen for Deloittes danske Health Care-forretning, er et stort behov for rådgivning.
Når Powered By officielt går i luften i begyndelsen af december, sker det med næsten 40 medarbejdere, som i dag er en del af Deloittes Health Care-forretning i København og Silkeborg.
Kunderne overtager Powered By også fra Deloitte og det betyder, at det nye revisions- og rådgivningshus indleder med over 1450 kundenumre i bogen.
Sten Peters, adm direktør i Powered By, fortæller, at baggrunden for, at han og hans tre partnerkollegaer i Deloitte nu går solo og køber Deloittes Health Care-forretning skyldes, at de ønsker et større fokus på forretningsområdet. Noget, som var svært i det store Deloitte-setup.
”Vi synes, at det vil være spændende at arbejde tættere med sundhedssektoren, herunder særligt almen praksis. Vi har haft en dialog med Deloitte om, at det er svært at realisere sådan en vision ud i Deloitte, hvor udviklingen går mod, at man arbejder med større virksomheder,” siger Sten Peters.
”Det er så endt med, at vi har betalt Deloitte for kunderne på et ganske fair grundlag. Det er foregået nobelt og i en god stemning. Det betyder, at vi starter med en full scale-virksomhed med godt 40 medarbejdere, 1450 kundenumre og en modsvarende omsætning,” siger han.
Deloitte: Enkelte, mindre forretningsdele kan være i spil til frasalg
Handlen med de fire partnere er det andet opsigtsvækkende frasalg fra Deloitte inden for kort tid.
For få uger siden meddelte Deloitte således, at man har solgt sit kontor i Esbjerg til konkurrenten BDO. Kontoret har en omsætning på over 100 mio. kr. og knap 100 ansatte, som står til at blive en del af BDO, hvis handlen godkendes af konkurrencemyndighederne.
Hos Deloitte er frasalget af Esbjerg-kontoret en yderligere fokusering af forretningen, der efter flere års kraftig vækst nærmer sig en omsætning på 5 milliarder kroner. Størstedelen af omsætningen henter Deloitte i dag på rådgivningsydelser inden for blandt andet consulting, corporate fianance og skatterådgivning.
Samtidig er handlen et lysende eksempel på den konsolideringsbølge, der ruller ind over revisionsbranchen i disse år. Især landets mindre revisionshuse er under voldsomt pres, blandt andet fordi politikere og myndigheder har øget kravene til branchen. Det har fået flere til at lade sig opsluge af større selskaber.
Udviklingen forstærkes af, at big four-husene, herunder Deloitte, i stigende grad fokuserer på det nordiske marked og derfor skiller sig af med lokale kontorer rundtomkring i landet, som laget under big four – anført af Beierholm og BDO – omvendt står på spring for at overtage.
Hos Deloitte fortæller Henrik Wellejus, partner og adm. direktør for Deloittes revisionsforretning, at frasalget af dele af Health Care-praksissen til de fire partnere netop sker ud fra et ønske fra Deloitte om at fokusere sin forretning på særligt de kunder, der har behov for mere end blot hjælp til revision og regnskabsopstilling.
”Der er ingen tvivl om, at det er en tung administrativ opgave at servicere så mange kunder i den compliance-verden, som Deloitte befinder sig i. Det er samtidig et segment, hvor vi har svært ved at tiltrække de rigtige talenter,” siger Henrik Wellejus.
Han afviser dog – ligesom hans kollega og adm. direktør, Christians Jensby, for nylig gjorde – at frasalget er et udtryk for, at Deloitte bevæger sig væk fra segmentet af små- og mellemstore virksomheder.
”Det er ikke det samme, som at vi ikke skal være i smv-markedet. Men vi har fundet ud af, at det er bedst for alle parter, at de nu bliver sig selv, og det er sket i fred og fordragelighed,” siger Henrik Wellejus.
Han vil dog ikke afvise, at der kan komme flere frasalg fra Deloittes side. Det bliver dog ikke i samme skala, slår han fast.
”Der er enkelte andre dele af vores forretning, hvor det kan blive aktuelt. Men kontoret i Esbjerg og vores Health Care-services er de store klodser, så der er tale om væsentlig mindre områder, hvor det kan blive aktuelt,” siger han.
Stærkt purpose
Når Sten Peter og hans tre partnerkolleger tør kaste sig ud i at stifte et nyt revisionshus, handler det ifølge Sten Peters om, at Powered By har en plads i markedet, fordi sundhedssektoren står over for store udfordringer.
Gennem sine mange år i Deloitte med fokus på området, er det hans vurdering, at sundhedssektoren er ved at falde fra hinanden, fordi den mangler hænder.
”Vi har oplevet, hvordan især almen praksis har det svært,” siger han.
Udfordringen er, siger han, at mange praktiserende læger har tendens til udbrændthed, særligt i yderområderne i Danmark. Det udfordrer ikke blot deres praksisser, men skaber også en social ulighed i adgangen til sundhedsydelser.
”Vores hovedfokus bliver at løfte sundhedsdagsordenen i Danmark. 30 pct. af Danmarks af de praktiserende læger har tendens til præ-udbrændthed. Det kan vi hjælpe dem med at løse med hjælp fra gode konsulentkræfter ude i branchen,” siger han og tilføjer:
”Vi vil gerne bidrage til, at vi har lægedækning i Danmark, fordi det har vi ikke alle steder i dag. Der er en stor skævhed og social ulighed i adgangen til sundhedssektoren. Det kan vi ikke være bekendt som land, og det ønsker vi at bidrage til at forbedre.”
Ifølge Sten Peters er det ikke det økonomiske aspekt, der har fået de fire Deloitte-partnere til at gå solo.
”Det står ingen steder i vores idegrundlag, at vi gør det for det økonomiske. Man får ikke succes, hvis man kun ønsker at tjene penge. Personligt mener jeg, at der er for stort fokus på at tjene penge i revisionsbranchen. Hvis du gør en forskel, skal pengene nok følge med. Og vi er ikke naive. Vi er nødt til at tjene penge for at give folk løn, og vi sparer ikke på vores lejemål,” siger han og tilføjer, at ambitionen i Powered By er at skabe en arbejdsplads med et stærkt fokus på et balanceret liv.
”Vi vil gerne være mennesker, der arbejder sammen med andre mennesker. I revisionsbranchen har vi en tendens til at være meget kundefokuseret, og vi vil da også gerne vækste, men det skal kun være, hvis medarbejderne er med ombord.”
Stor compliance-udfordring
Sten Peters anerkender, at især compliance-delen, som følger med at drive et statsautoriseret revisions- og rådgivningshus er enorm.
Men hvor andre, mindre revisionshuse har valgt at opgive selvstændigheden, fordi omkostningerne til særligt compliance og it er for omfattende, skræmmer det ikke de fire Deloitte-partnere.
Powered By har allerede meldt sig ind i Revisorgruppen Danmark, der er et netværk af over 20 revisionshuse, der har det tilfælles, at de primært servicerer primært SMV-segmentet.
Via netværket kan medlemsvirksomhederne trækker på bl.a rådgivning og specialudviklede værktøjer og modeller, som kan løfte noget af compliance-byrden for de enkelte selskaber.
Netværket kan dog ikke løse alle udfordringerne, erkender Sten Peters.
”Resten skal vi selv løse. Oprigtigt er det enormt tungt, og det har været anstrengende at få styr på det, men der er systemunderstøttelse til det hele. Samtidig har vi den fordel, at vi kommer ud af Deloitte, så det er jo ikke nyt land for os,” siger han.
Faktisk ser Sten Peters det som en fordel, at Powered By ikke er en del af et internationalt setup, som Deloitte og de øvrige big four-huse er.
”For os er det en kæmpe lettelse, at vi tager det internationale lag ud, fordi det gør vores arbejde mere simpelt,” siger han.
Læs mere
Konsolideringen af revisorbranchen tager fart. Deloitte sælger jysk afdeling til BDO
Statens konsulentstop har ramt rådgivere hårdt. Deloitte må afgive tronen
Revisionshuse spår øget salg på advokaters og M&A-rådgiveres hjemmebane
Væksten løjer af hos revisionskæmpe
Deloitte forbereder sig på opbremsning efter nyt år med kraftig vækst
Uroen ulmer i toppen af KPMG. Flere medejere er stoppet
Revisionskæmpe opruster på M&A og jurasatsning
Revisionskæmper på opkøbsjagt. Her er de næste mulige opkøbsemner
Revisionskæmpe opruster med tidligere dansk landechef i amerikansk konsulenthus
Chef for PwC’s konsulentsats fortid efter uenighed
PwC vil tage opgør med revisions-model. Men løsningen er ikke den samme som rivalens
PwC blæser til angreb på konsulentmarkedet. Vil fordoble omsætning til 1 milliarder kr. på fem år