Deloitte web

Inside story

Deloitte stjæler rivals chefkøbmand

Deloitte har ansat Handelsbankens chef for corporate finance Peter Olesen, der skal udfylde hullet efter Johannes Vasehus, der for nylig skiftede til Carnegie. Olesens exit skaber alvorlig tvivl om Handelsbankens fremtid på det danske marked.

Endnu en profil inden for køb og salg af virksomheder skifter nu arbejdsgiver. Revisionshuset Deloitte, der gennem flere år har været en af landets førende corporate finance-rådgivere, snupper nu Handelsbankens chef på området, Peter Olesen.

Han skal udfylde hullet, efter at Deloittes tidligere partner Johannes Vasehus skiftede til Carnegie for nogle måneder siden. Netop Vasehus og hans partnerskab med Sigurd Jensen har været med til at placere revisionskæmpen helt i top blandt de hjemlige rådgivere.

Nu bliver det så Peter Olesen, der fremover skal udgøre ledelsen i Deloittes prestigeafdeling, og Olesen kommer til revisionsselskabet med en række større transaktioner på cv’et.

Under hans ledelse har Handelsbanken blandt andet stået for salget af milliardvirksomheden Ellab samt børskandidaten Netcompany, ligesom man for nylig rådgav svenske Altor om købet af Erhvervsinvests Tresu.

Tidligere har man desuden hjulpet fonden Silverfleet med opkøbet af tøjfirmaet Masai, og ikke mindst har man stået bag 3i og AMP Capitals opkøb af Mærsks Esvagt. Netop sidstnævnte sag var for alvor med til at sætte Handelsbanken på landkortet, da banken oprindelig havde tabt salgsmandatet til Danske Bank på målstregen, hvorefter man leverede lidt af et comeback ved altså at finde køberne til Esbjerg-rederiet.

For Deloitte er ansættelsen af Peter Olesen helt essentiel i revisionshusets bestræbelser på at fastholde sin stærke position på det danske marked, og man har blandt andet lagt vægt på, at den tidligere Danske Bank-mand har været primus motor på en række handler i det segment, hvor Deloitte traditionelt har været særdeles stærk.

Olesens skifte kommer i forlængelse af en hektisk stoleleg blandt landets investeringsbanker, der gennem det seneste halvandet år enten har afgivet folk eller har oprustet kraftigt.

Kører videre på lavblus

For Handelsbanken efterlader skiftet den svenske bank med lidt af et problem. Ganske vist har man forfremmet Casper Nørgaard og Henrik Nederschier til chefer for bankens danske aktiviteter inden for corporate finance, men selv om begge bankfolk beskrives som solide og arbejdsomme folk, er ingen af dem den ‘rainmaker’, der på egen hånd kan trække opgaver hjem til banken.

Sandheden om Handelsbankens corporate finance-aktiviteter herhjemme er samtidig, at banken gennem flere år faktisk har hentet langt flere sager end ressourcerne tilskriver. Banken har således på overordnet plan været noget tilbageholdende med at ekspandere, så i stedet for at følge gode virksomhedshandler op med at hyre folk og øge momentum har bankens øverste ledelse i Stockholm valgt en noget mere passiv strategi.

Derfor er det et åbent spørgsmål, om man vælger at hyre flere folk i kølvandet på Peter Olesens exit, eller om man blot vælger at køre afdelingen videre på lavblus.

Ifølge InsideBusiness er der imidlertid tilsagn fra bankens øverste ledelse om, at man fortsat satser på at have en stærk platform fremover og derfor også er indstillet på at opgradere staben, hvis muligheden byder sig.

Problemet for Handelsbanken er imidlertid, at samtlige konkurrenter netop nu lurer på en mulighed for endegyldigt at sætte banken ud af spillet eksempelvis ved at bejle til bankens to nyudnævnte chefer.

Større kabale

Hos Deloitte er det altafgørende, at man viser handlekraft i en tid, hvor flere af de værste konkurrenter har oprustet ganske markant.

Det gælder eksempelvis Danske Bank, der især siden 2014 har satset langt mere målrettet på også at gøre sig gældende inden for køb og salg af mellemstore virksomheder, hvor man ofte er i direkte konkurrence med Deloitte og de lukrative mandater.

Det samme har den direkte rival EY, hvor man efter flere år med alt for få sager for nylig hentede Martin Wiig Nielsen Nielsen og Peter Vejlgaard med en klar mission om igen at etablere revisionshuset blandt de førende herhjemme.

De to herrers forhenværende arbejdsgiver svarede for nylig igen med en række nyansættelser, og tidligere har også Danske Bank hentet en stribe profiler fra blandt andet SEB og Nordea.

Især sidstnævnte ser indtil videre ud til at have trukket det korte strå i den store corporate finance-kabale, hvor bankens chef på området nu står over for en næsten umulig opgave, når afdelingens mange tomme skriveborde skal besættes.

 

LÆS MERE

Kan han redde Nordeas prestigeafdeling?

Derfor gik milliardhandel i vasken

Staten skyder gang i milliardsalg

Nordea fyrer dansk chef for prestigeafdeling

Nykredit-notering bliver afgørende sværdslag for Danske og Nordea