Umiddelbart lyder det ikke synderlig odiøst at foretage et generationsskifte, når direktøren har siddet på hjørnekontoret i 19 år.
Ikke desto mindre blev det mødt med både forbavselse og undren i store dele af det borgerlige Danmark, da tænketanken Cepos sidste fredag kunne annoncere, at man havde ansat en ny direktør.
Valget af Jes Brinchmann Christensen, der indtil da havde været vicedirektør i Dansk Erhverv, var i sig selv ikke udpræget kontroversielt. Nærmest tværtimod.
Hvad mange imidlertid havde svært ved at forstå, var, hvorfor det var nødvendigt at kyle organisationens mangeårige direktør og medstifter, Martin Ågerup, ud på så dramatisk vis.
Om eftermiddagen den sidste fredag i september blev Ågerup nemlig uden varsel ikke blot udskiftet. Han blev simpelthen ikke blot fyret, men også fritstillet med omgående virkning og stod derfor noget chokeret på Landegreven 3 centralt i København foran Cepos’ kontor og sundede sig fredag eftermiddag.
Hverken direktøren eller de ansatte i den borgerlig-liberale tænketank havde set det komme, og også i Cepos’ bagland vakte nyheden hurtigt stor debat.
For havde Martin Ågerup taget af kassen eller opført sig upassende, siden det var nødvendigt med en så kontant facon.
Det viste sig dog hurtigt, at det ikke var tilfældet.
Til gengæld skulle der ikke mange opkald til, for at brikkerne i puslespillet pludselig faldt på plads.
For selv om Cepos ufortrødent har forsøgt at udbrede sine borgerlige budskaber og trække især de blå partier i en anden retning, end mange er gået de senere år, så raser der en større ideologisk debat internt i tænketanken.
Vil ikke bøje af
Debatten drejer sig i høj grad om, hvilken størrelse Cepos egentlig skal være. Mange af foreningens oprindelige bidragsydere er af den klare opfattelse, at man er nødt til at fastholde en stærk position som en af de sidste borgerlige bastioner i en tid, hvor de fleste borgerlige politikere og især landets mange mediehungrende topchefer søger mod midten og ikke længere slår på tromme for lavere skat og andre klassiske Cepos-dyder.
Især blandt mange af dem, der betaler regningen, har opfattelsen dog i tiltagende grad været, at Cepos har været nødt til at tilpasse sig de skiftende tider og lægge den skingre, ultraborgerlige retorik på hylden.
Og at søge derhen, hvor magten er, nemlig på kompromisernes holdeplads.
Martin Ågerup tilhørte klart den fløj, der mente, at man var nødt til at udvise en vis form for kompromisløshed i forhold til altid at jagte det bedste udgangspunkt ud fra et borgerligt, analytisk synspunkt og ikke nødvendigvis behøvede at bøje af og tage til takke med politiske løsninger, der hverken var det næstbedste eller sågar tredjebedste set gennem en liberal linse.
Splittet bagland
Men tiderne er skiftet. Og det er holdningen hos flere af Cepos’ vigtigste økonomiske støtter. Hvem de præcis er, vides officielt ikke. Det er noget, man går meget stille med dørene med. Men et godt bud vil være, at tunge aktører som William Demant Invest og dennes magtfulde direktør, Niels Jacobsen, står højt på listen over velgørere. Det samme gør Dansk Industri og direktør Lars Sandahl Sørensen, ligesom den økonomiske stærke pengetank Chr. Augustinus Fabrikker nok også har en del af skulle have sagt.
Og for mange af de erhvervsfolk er tiden løbet fra de højrøstede liberale udbrud om topskat, ligesom Cepos’ ofte kritiske holdning til diverse dyre og ifølge tænketanken nytteløse klimatiltag ikke altid er velset.
Men for mange andre i Cepos’ bagland er der tale om en glidebane. Man er ikke sat i verden for at være korrekt og forsøge at passe ind i en tidsånd, men bør holde fast i de ideologiske principper.
Hvis ikke, har tænketanken ingen plads i det nuværende lobbylandskab. Så er man blot en i mængden og har reelt glemt, hvorfor man blev sat i søen i 2004, lyder bekymringerne fra store dele af baglandet, der med cheføkonom Mads Lundby Hansens pludselige død også ser Cepos’ borgerlige stemme som alvorligt svækket.
Om Cepos og den nye direktør finder deres plads i verden anno 2023 og samtidig får tilgodeset alle de forskellige holdninger i baglandet, er for tidligt at sige. Men Jes Brinchmann Christensen har sandsynligvis arvet et borgerligt organ, hvor uenigheden meget vel for alvor kan bryde ud i lys lue, hvis han ikke hurtigt får greb om problemerne.
Læs mere
Staten skulle have valgt bankernes skudsikre vej til fair ejendomsvurderinger
Stigende usikkerhed om bankers kapitalrejsning. Risiko for højere priser
Sparekassen Danmark: Kapitaljagt rykker nærmere
Hvad bliver næste skridt i bankernes højspændte Totalkredit-opgør?
Ny SDC-direktør står for stærk funktionalitet og lave omkostninger – og satser stort i Norge
Kapitalfond lurer på frasalg af dansk it-komet
