Med en årelang karriere i et af landets største pensionsselskaber samt en grøn succeshistorie som en af fadderne bag Copenhagen Infrastructure Partners anså mange Torben Möger Pedersen som en oplagt formand for den statslige superfond Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO).
Fonden, der blev skabt i sommeren 2022 som en fusion mellem Vækstfonden, Danmarks Grønne Investeringsfond og EKF, var daværende erhvervsminister Simon Kollerups (S) store prestigeprojekt, og Torben Möger var med sin store erfaring, gode netværk og lobbyegenskaber et stærkt kort.
Derfor kom det som en stor overraskelse for mange, da EIFO i denne uge kunne meddele, at Torben Möger Pedersen nu forlader den statslige fond efter under to år som formand.
Især fordi det oprindelig med al tydelighed fremgik, at hele fondens bestyrelse, inklusive formanden, var valgt for en periode frem til 30. juni 2024.
”Der har i dag været afholdt virksomhedsmøde (generalforsamling) hos EIFO’s ejer, Erhvervsministeriet. Der blev det meddelt, at Torben Möger Pedersen har besluttet at træde ud af EIFO’s bestyrelse og dermed stopper som bestyrelsesformand,” lød det i den kortfattede meddelelse.
Heraf fremgik det samtidig, at man ikke umiddelbart har en ny formand på plads, hvorfor den tidligere LD-direktør Dorrit Vanglo overtager pladsen for enden af bestyrelsesbordet indtil videre.
Via en række centralt placerede kilder kan InsideBusiness nu afsløre, at Torben Mögers exit har ulmet længe, idet den mangeårige pensionsboss i sin tid som formand i tiltagende grad har slidt på store dele af den vidt forgrenede EIFO-organisation.
Allerede tidligt i forløbet stod det klart, at Torben Möger havde tænkt sig at være en meget aktiv formand i EIFO, der da også stod over for en stor opgave med at få tre selvstændige organisationer til at spille sammen. Det indebar blandt andet, at Möger mere eller mindre fik både fast kontor og sekretær i den statslige superfond.
Samtidig begyndte formanden løbende at involvere sig i driftsrelaterede spørgsmål i de enkelte organer, hvilket undervejs har vakt en vis undren blandt flere ledende medarbejdere og skabt tvivl om formandens rolle i forhold til den daglige ledelse og direktør Peder Lundquist, der blev hentet til EKF i 2021 efter en årrække som topembedsmand i Finansministeriet.
Den tvivl og undren, som formandens ageren skabte internt i EIFO, var ifølge InsideBusiness’ oplysninger hovedårsagen til, at det endte med et brud i denne uge, og selv om partnerne udadtil forsøger at virke, som om der var tale om et planlagt exit, så undrer flere sig over, hvorfor man fra statens side så ikke havde en ny formandskandidat klar.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken afgående formand Torben Möger eller den konstituerede afløser, Dorrit Vanglo.
Heller ikke Erhvervsministeriet, der står som afsender på meddelelsen om Mögers exit, er vendt tilbage på InsideBusiness’ henvendelser.
Spøjs sammensætning
Over for InsideBusiness undrer flere sig over forløbet, ligesom Torben Mögers exit giver anledning til en del undren over, hvordan bestyrelsen i EIFO egentlig er sammensat, samt ikke mindst hvem der har peget på de enkelte medlemmer.
Da Simon Kollerup (S) i sin tid nedsatte bestyrelse, var det således en mangfoldig blanding af profiler med vidt forskellige baggrunde.
De offentligt mest kendte medlemmer af den nye bestyrelse var uden tvivl de to iværksættere Mia Wagner og Jesper Buch, der især er kendt fra tv-programmet ’Løvens hule’. Wagner er siden udtrådt af bestyrelsen, mens Just Eat-medstifter Jesper Buch fortsat er en del af EIFO.
Ud over de to valgte Kollerup også at udpege statsminister Mette Frederiksens mangeårige spindoktor Martin Rossen, der ellers nogle år forinden havde forladt det politiske liv til fordel for en lobbykarriere hos Danfoss på Als.
Hertil kommer flere medlemmer med iværksætter- og techbaggrund, mens også Axcels tidligere førstemand Christian Frigast og tidligere Nordea-direktør Jørgen Høholt i dag er en del af EIFO’s bestyrelse.
Tætte bånd til CIP
Både størrelsen af EIFO’s bestyrelse samt de enkelte medlemmers kompetencer og sammensætningen af dem, er et tema, der har undret både headhuntere og erhvervsfolk, siden den nye fond blev lanceret i sommeren 2022.
Samtidig var der allerede flere, der ved udpegelsen af Torben Möger også hæftede sig ved, at tidligere ATP-topchef Bo Foged var tiltænkt en nøglerolle som næstformand.
Foged var således allerede på det tidspunkt tilknyttet den succesrige infrastrukturfond Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), som Torben Möger i spidsen for PensionDanmark havde været med til at grundlægge sammen med en række tidligere profiler fra Ørsted.
Flere undrede sig således over, hvorvidt det var optimalt, at to personer med så tætte bånd til CIP skulle varetage roller, hvor de reelt ville få muligheden for at kigge konkurrenter som Ørsted i kortene i forbindelse med udlån til store grønne projekter.
Læs mere
Pensionskasser klar til milliardsalg af mursten
Store investorer træder på bremsen på ejendomsmarkedet
Tre år er tabt på afkastsiden for visse pensionsselskaber
Enorme udsving i pensionsafkast. Velliv justerer retning
Giganter klar til at sælge ejendomme for milliarder
Her er landet bedste ejendomsfonde
Ejendomsforvalter volder udfordringer for kapitalfond og solcellekomet