På overfladen kunne det meget vel ligne et timet og harmonisk generationsskifte i toppen af Danmarks største virksomhed, A.P. Møller-Mærsk.
Efter 40 år i den lyseblå shippingvirksomhed, hvoraf han fik lov til at bruge de sidste 7 som koncernens topchef, siger Søren Schou nu farvel, og hans afløser, Vincent Clerc, står allerede klar til at overtage roret.
Så skulle man umiddelbart tro, at alt var fryd og gammen, men bag kulissen ser tingene som altid lidt anderledes ud.
For læsere af InsideBusiness kan Skous exit ikke komme som det helt store chok, idet vi allerede har kunnet tegne et billede af en relation mellem Mærsk-direktøren og formand Robert Uggla, der langtfra er så rosenrødt, som Esplanaden gerne vil fremstille det udadtil.
Det fik vi et slående bevis for i går, og især bør man bemærke, at Søren Skou trods sin menneskealder i Mærsk blot får et par uger til at rydde hjørnekontoret.
Allerede ved årets udgang er han fortid, og heri ligger en vigtig detalje. Ved de helt store udskiftninger i toppen af dansk erhvervsliv, hvor der rent faktisk er tale om et planlagt og fredsommeligt generationsskifte, takker en afgående topchef ikke af på ganske få uger.
Medregnet juledagene, hvor Søren Skou må formodes at holde en tiltrængt ferie, er det ualmindelig kort tid, den snart forhenværende Mærsk-boss skal bruge på at overdrage rorpinden til schweiziske Vincent Clerc.
Clerc kender ganske vist efterhånden de fleste afkroge af Mærsk-forretningen, men hvis man virkelig ville signalere fryd og gammen, så havde man lavet en aftale om, at Søren Skou ville takke af på et mere velvalgt tidspunkt, for eksempel efter at have præsenteret tallene for årets fjerde kvartal.
Den nuværende løsning har et element af panik over sig, og adspurgt direkte var flere Mærsk-investorer mandag også af den opfattelse, at rederiet havde tacklet Søren Skous exit noget uelegant.
Alt tyder på, at det skulle gå stærkt, og det mest sandsynlige scenario er derfor, at Søren Skou selv har trukket en streg i sandet.
Det er nemlig ingen hemmelighed, at han og Robert Uggla ikke altid har været enige om tingene. Alene det, at Skou i princippet skulle have en tidligere, og markant lavere rangeret medarbejder som formand, er i sig selv meget specielt.
Især fordi Søren Skou qua sin stilling som chef for både Maersk Tankers og siden Maersk Line kender alle hjørner af Mærsks enorme forretning
Den mangeårige Mærsk-chef beskrives da også som en mand, der styrer sin forretning med et excelark, hvor ingen detaljer udelades, mens Mærsk McKinney-Møllers barnebarn i langt højere grad er en diplomat, men samtidig med klare holdninger til, hvordan familievirksomheden skal drives.
Robert Uggla er således en helt anden type, og efter at han overtog formandsposten fra Jim Snabe, har der flere gange været sværdslag mellem de to. Kampe, som Uggla stort set altid vil vinde qua sit efternavn, men her har flere kilder tidligere beskrevet over for InsideBusiness, at Søren Skou ikke er en mand, der finder sig i hvad som helst.
Kæmpe svingfaktor
At den 58-årige Mærsk-mand nu på noget brat vis er fortid om ganske kort tid, vidner om, at forholdet mellem de to profiler er kørt op i en spids.
Og med et ualmindelig svært 2023 forude er det kun oplagt, at Søren Skou forlader Mærsk, inden man skal til at slås med stærkt faldende fragtrater og en presset aktiekurs.
Det gode spørgsmål er, hvilken forfatning topchefen efterlader Mærsk i. For ganske vist er aktiekursen mere end fordoblet, siden Skou ligeledes på noget pludselig vis blev kørt i stilling som topchef, efter at Niels Smedegaard Andersen blev fyret i sommeren 2016.
Fremgangen er dog i høj grad båret af de eksplosivt stigende rater, der har gavnet stort set samtlige logistikvirksomheder i verden, siden covid-19 ramte og satte massivt pres på de globale forsyningskæder.
I foråret 2020 handledes Mærsk-aktien i det laveste niveau siden de tunge dage i 2009, hvor hele verdens finansielle markeder stod i flammer.
Det store spørgsmål er derfor, hvor meget bedre et selskab A.P. Møller-Mærsk er i dag. Der er blevet købt op for omkring 50 milliarder kroner til vel at mærke historisk høje priser, ligesom der er blevet solgt ud af de dele af det gamle konglomerat, der ikke passede ind i den moderne logistikforretning.
Det har gjort virksomheden langt mere fokuseret, men har sandsynligvis også gjort svingfaktoren om muligt endnu større, end vi nogensinde har set tidligere.
Med det scenario lurende i horisonten og et knap så lykkeligt ægteskab med formand Robert Uggla giver det rigtig god mening, at Søren Skou nu forlader broen og i stedet fokuserer på de uden tvivl mange bestyrelsesposter, der venter.
Læs mere
Her er de oplagte afløsere for Søren Skou
Mærsk-familiens hjertebarn sælger ud af arvesølvet
Comeback til den glemte Mærsk-arving