Det er oplagt at styrke konkurrencen ved at sælge et realkreditlån med, når en ejendomsmægler alligevel sælger et hus eller en lejlighed til en kunde. Sådan lyder meldingen fra indehaveren af landets største ejendomsmæglervirksomhed, EDC, Poul Erik Bech, der gerne vil præsentere boligkøberne for et bredt udsnit af realkreditlån fra forskellige realkreditselskaber.
Poul Erik Bech er dermed klar til at følge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens anbefalinger om at give ejendomsmæglere mulighed for at formidle boliglån for at øge den udskældte konkurrence på realkreditområdet.
”Jeg tror, at der kommer den ændring, som Konkurrencestyrelsen lægger op til. Om to år fra nu tror jeg, det er sådan, at EDC kommer til at præsentere kunderne for lånetilbud fra alle fire realkreditinstitutter. EDC’s rolle kommer til at være sådan, at den viser kunderne alle muligheder for finansiering på realkreditområdet,” siger Poul Erik Bech til InsideBusiness om et af Konkurrencestyrelsens forslag, som indebærer, at boligsalgsopstillinger skal inkludere sammenlignelige finansieringsforslag.
Boligkøberne får ikke tilbud fra flere banker
Det centrale problem på markedet er ifølge Poul Erik Bech, som også er formand for hele EDC-kæden, at boligkøberne ikke indhenter nok viden om de forskellige realkreditlån, der er på markedet. Derfor kan de risikere at ende med et dyrere eller dårligere realkreditlån:
”I dag er det typisk sådan, at en boligkøber typisk kun får et tilbud fra den bank, man er kunde i. De fleste mennesker vil sige, at det er for lidt. Derfor hilser vi det her velkommen. Det er ikke så afgørende, hvem der præsenterer kunderne for den vigtige viden. De skal snarere have den viden så mange steder som muligt.”
Til forskel fra de andre store ejendomsmæglerkæder er EDC-kæden ikke ejet af en bank. For i dag er markedet delt sådan op, at Danske Bank ejer Home-kæden, Nykredit ejer Nybolig, og Nordea ejer Danbolig. Lokalbolig ejes delvist af Handelsbanken.
Det kan derfor være en smule mærkeligt, hvis Danske Banks Home skal tvinges til at formidle et lån fra Nykredit:
”Den store forskel på EDC og de andre er, at vi ikke er ejet af en stor bank. Derfor er det ikke sikkert, at de andre kæder får samme valgmuligheder, som vi har for at tilbyde et bredt udvalg af lån fra alle realkreditinstitutter.”
Men der er dog et ret speget forhold – og det er, hvordan en ejendomsmæglerkæde som EDC skal have penge af realkreditselskabet for at formidle et boliglån. For er der tale om provision, så kan mæglerkæden blive beskyldt for at sælge de lån, som de tjener mest på.
”Hvis man laver et stykke arbejde for nogen, er det kun få steder, man vil udføre det uden at få betaling for det. Hos EDC hilser vi det her velkomment, uanset om der er provision eller ej, for det er i alles interesse, at der er konkurrence på finansiering. Folk respekterer et arbejdsvederlag i fuld åbenhed og er modstandere af noget, der foregår i det skjulte.”
Førhen var det sådan, at ejendomsmæglerne gerne måtte få provision for at formidle boliglån, og EDC-kæden har både haft samarbejder med Nykredit og BRFKredit om låneformidling. Men det blev lavet om den 1. januar 2015, idet man ønskede at mæglerne skulle fokusere deres indsats på boligsalg og ikke på at sælge finansiering til kunderne:
”Jeg har aldrig set en fornuftig begrundelse for den lovændring. Det bedste sted at spørge er hos de politikere, der vedtog det.”
Et andet vigtigt punkt er, hvordan kreditvurderingen af boligkøberne skal foretages. Fra Poul Erik Bech er meldingen, at den skal foretages af realkreditinstituttet:
“For en gammel bankmand som mig er det meget vigtigt, at oplysnings- og formidlingsdelen adskilles fra bevillingsdelen. Ejendomsmægleren stiller data til rådighed og informerer køberne, og så må realkreditinstituttet forholde sig til, om man vil bevilge lånet. Vurdering af indkomstforhold og pantets bonitet afgøres af den, der låner pengene ud.”
Danske Bank: Kunder skal ikke overbebyrdes
Dansk Ejendomsmæglerforening har ikke ønsket at kommentere lovforslaget, før det er helt færdigt og bliver præsenteret på et pressemøde den 18. august. Men hos Danske Banks Home-kæde er administrerende direktør Uffe Drejer lidt mere åbenmundet:
”Vi støtter initiativer, der kan vejlede og kvalificere kunderne yderligere i deres beslutningsgrundlag. En bolighandel er kompleks. Det er den største investering for de flestes vedkommende. Det er derfor vigtigt at finde balancen i mængden af informationer, hvor vi sikrer, at kunderne får det nødvendige overblik, men samtidig skal vi undgå en overload af informationer, der gør det mindre gennemskueligt for kunderne, der typisk kun handler bolig få gange i livet. Vi vil gerne afvente med yderligere kommentarer, indtil vi har set de konkrete anbefalinger i en sammenhæng,” skriver Uffe Drejer i en mail.
LÆS MERE
Ejendomsmæglere skal sælge realkreditlån for at øge konkurrencen
Vi afslører længe ventet realkreditrapport: Alt for ringe konkurrence på boliglån
Her er Konkurrencerådets anbefalinger for at øge konkurrencen på realkreditlån
Skrappe konkurrencefolk freder ingen
Realkreditten bliver den vigtigste konkurrencesag i 2017
Hemmelig aftale begrænser konkurrence på realkreditlån
Her er udvalgets anbefalinger til fremtidens realkreditlån
Vi afslører regeringsrapport. Realkreditaktører og banker mangler 150 mia.