Det danske erhvervsklenodie FLSmidth står på spring til at ride på en ny konjunkturbølge. Lige siden administrerende direktør Thomas Schulz overtog styringen efter Jørgen Huno Rasmussen for seks år siden, har selskabet kæmpet i modvind på grund af de dårlige tider i mine- og cementindustrien, men nu er der tegn på, at opsvinget i især mineindustrien tager fat og er begyndt at smitte af på FLSmidth.
Men man skal ikke forvente en gentagelse af 00’erne. Den aktuelle cyklus bliver næppe lige så guldrandet som den sidste, og analytikere og topchefen selv lægger heller ikke skjul på, at forventningerne til væksten bør være afdæmpede.
”Vækst i den dramatiske størrelsesorden, og jeg mener, det er dramatisk det, vi har set, kommer vi ikke til at have, når vi går fremad. Men vi ser, at der er godt momentum i mineralforretningen, og det er positivt,” siger Thomas Schulz med henvisning til ordrebeholdningen i mineralforretningen, som i halvårsregnskabet, der blev offentliggjort i sidste uge, voksede med mere end 120 procent.
Det viser ifølge Thomas Schulz, at aktiviteten i mineforretningen har nået et nyt niveau efter mange års stilstand, men ikke et niveau, der forventes at fortsætte.
Venter afdæmpet vækst
For FLSmidth-aktionærer er det en uvant situation. For hvis der er noget, der kan sætte drømmene i gang hos investorerne, er det, når FLSmidth bevæger sig ind i en positiv cyklus med vækst i cement- og/eller mineindustrien. Historisk har den gamle industrikæmpe nemlig været dygtig til at ride på op- og nedturene i økonomien, mens aktiekursen sideløbende har ramt henholdsvis toppen og bunden af markedet.
I den sidste cyklus, der startede omkring 2002, hvor Jørgen Huno Rasmussen var direktør, femdobledes selskabets værdi over de følgende 10 år, hvorefter kundeaktiviteten i de følgende 6 år faldt og forblev afdæmpet fra 2013 indtil for ganske nylig.
For Kristian Tornøe Johansen, der er aktieanalytiker i Danske Markets, er der dog ikke noget, der tyder på, at den aktuelle optur i FLSmidth bliver en gentagelse af 00’ernes voldsomme kursridt.
”Vi snakker ikke om eksplosionsagtig vækst,” konstaterer han og tilføjer, at det er en helt anden type vækst, der skal drive økonomien i FLSmidth under den kommende højkonjunktur.
” Thomas Schulz og FLSmidth differentierer selv mellem den aktuelle optur og den optur, vi så sidste gang. Sidste gang var det en kapacitetsoptur, og det vil sige, at alle investeringerne gik til at udvide volumen. Det her bliver en produktivitetsoptur, hvilket vil sige, at du i højere grad investerer i at sænke marginalomkostningerne frem for mere kapacitet,” siger han.
Flere mindre ordrer
Sagen kort
Konjunkturvindene blæser i FLSmidths retning, men der er udsigt til væsentlig lavere vækst end sidst.
I 00’erne blev aktien femdoblet i værdi på 10 år, men det kan næppe lade sig gøre over de kommende 10, vurderer analytikere.
Da FLSmidth aflagde regnskab i sidste uge, var der ellers positive takter. Selv om aktien faldt 3 procent, bekræfter nøgletallene, at FLSmidth er på vej ind i en periode med højere vækst og forbedret lønsomhed. Mineralpriserne er i bedring, kunderne til FLSmidth melder om øget aktivitet, og ordrerne tikker ind hos det danske industriklenodie.
Opturen ventes at give vækst til FLSmidth, men for selskabet er det ikke uden betydning, hvad der driver den kommende cyklus. Den cyklus, der drev forretningen under Huno Rasmussens ledelse, var fyldt med store ordrer på nye fabrikker, miner og lignende – de såkaldte green field-investeringer. En cyklus drevet af produktivitetsforbedringer vil efter alt at dømme ikke kaste lige så mange green field-investeringer af sig, og det er en skam for FLSmidth, for det er her, hele gruppen kan aktiveres til alle dele af projektet.
I stedet er det produktivitetsforbedringer, service og lignende mindre ordrer, der i højere grad vil skulle fylde bøgerne under den kommende cyklus. Men det er også, hvad Thomas Schulz har gearet forretningen til, og der vil komme flere store investeringer længere inde i opsvinget, lyder det fra aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank.
”Man skal ikke tro, at det boomer lige om lidt. Men tingene peger i den rigtige retning, og kunderne er mere investeringslystne. Så de små- og mellemstore ordrer er forventelige og et godt tegn. De helt store såkaldte green field-projekter har bare længere udsigter,” siger Mikkel Emil Jensen.
Ingen lavthængende frugter
Jørgen Huno Rasmussen havde også en anden vigtig fordel som direktør i forhold til Thomas Schulz. Da Huno Rasmussen gik ind i selskabet, var det en nødlidende forretning med en masse lavthængende frugter, som var klar til at blive høstet. Problemet er, at de fleste forbedringer var engangsforeteelser.
FLSmidth ejede eksempelvis et flyvedligeholdelsesselskab ved navn FLS Aerospace, som havde givet underskud i 15 år. Da Jørgen Huno Rasmussen solgte det fra i 2004, blev bundlinjen markant forbedret.
Projektorientering og risikostyring lå også lige til højrebenet, og i takt med at de klassiske dyder blev implementeret, forbedredes bundlinjen, og aktiekursen steg. Outsourcing af ingeniørydelser til Indien, investeringer i produktudvikling og en styrkelse af serviceafdelingen var også med til at forbedre økonomien, men den type forbedringer kan man ikke blive ved med at foretage, så Thomas Schulz må finde andre måder at effektivitetsforbedre på.
Der er imidlertid også meget, der taler FLSmidths sag for tiden. Selv om aktien ikke blev belønnet for nøgletallene i halvårsregnskabet sidste uge, var der mange særdeles positive takter, som indikerer, at der er megen vækst at hente over de kommende år.
Investorer satser på langsigtet afkast
Jørgen Huno Rasmussen, der blandt andet er bestyrelsesformand i Lundbeckfonden, som har købt godt 10 procent aktier i selskabet, ønsker ikke at kommentere FLSmidth.
Novo Holdings ejede i september sidste år også 10 procent af selskabet, og herfra lyder det i korte vendinger, at man forventer et positivt langsigtet afkast af selskabet.
“Vi har stor tillid til ledelsen af FLS, og vi tror på, at FLS vil udvikle sig positivt i de kommende år. Vi har en forventning om, at FLS vil være en god investering for os på langt sigt,” skriver Morten Beck Jørgensen, der er investeringsdirektør i Novo Holdings, i en mail til InsideBusiness.
Den garvede chefanalytiker i Carnegie Lars Topholm har fulgt aktien, siden Jørgen Huno Rasmussen var direktør, og han blev positivt overrasket over aktiviteten.
”Ordreindgangen ser væsentlig bedre ud, end markedet havde forventet. Det andet, der sker, er at man har haft nogle projekter i ordrebeholdningen, som har været på standby, og de er blevet levende igen. De vil blive konverteret til omsætning lidt hurtigere,” siger han og forsætter:
”Det, der er afgørende, er, at FLSmidth aktien skal handles på forventningerne. Vi skal kigge ind i 2019 og 2020, og det helt afgørende for det er optaget af nye ordrer. Der kom de ud 14 procent bedre, end markedet havde forventet, så det er en ret pæn overraskelse.”
LÆS OGSÅ
Erhvervslivets top har ikke hånden på kogepladen
Virksomhederne lefler for investorerne som aldrig før
Oprør ulmer blandt Pandoras ejere
Kan han redde Pandoras udskældte topchef?