Jan web

Ugens Insider

Erfaren advokat vil lokke børsbejlere til Oslo 

Langt flere danske virksomheder inden for shipping, offshore og logistik kan med fordel kigge mod børsen i Oslo, lyder meldingen fra den erfarne advokat Jan Al-Erhayem, der nu vil forsøge at lokke danske børskandidater til Norge. 

Gennem de senere år har en stribe danske virksomheder taget turen over Øresund i jagten på at opfylde de spirende børsdrømme. Det har givet travlhed på børsen i Stockholm, mens der fortsat er langt mellem noteringerne herhjemme.  

Og nu kan den danske børs meget vel få endnu en konkurrent i form af fondsbørsenkolleger mod nord. 

Den erfarne advokat Jan Al-Erhayem, der er partner hos advokatfirmaet Mazanti-Andersen Korsø Jensen har således netop stillet sig i spidsen for et initiativ sammen med blandt andet SEB og PwC, der skal gøre danske selskaber og deres ejere opmærksomme på, at man i Oslo har en pulserende børs, der på flere fronter overgår den svenske. 

Det gælder især inden for områder som shipping, offshore og logistik, hvor selskaberne ifølge Jan Al-Erhayem kan få en helt anden opmærksomhed, end det er tilfældet herhjemme. Og det på trods af at Danmark traditionelt set har været en af verdens førende nationer inden for shipping og takket været blandt andet olien i Nordsøen ligeledes har nydt godt af en stærk offshoreindustri gennem mange år. 

”Vi har herhjemme rigtig stærke traditioner inden for shipping og offshore, men der er også mange af de selskaber, der kan bruge lidt hjælp til det næste skridt på rejsen. Her er børsen i Oslo et oplagt valg, da både investorer og analytikere her har langt mere fokus på shippingindustrien end herhjemme,” siger Jan Al-Erhayem, der forud for sin karriere i Mazanti tilbragte 13 år hos A.P. Møller-Mærsk. 

Investorerne frygter usikkerhed 

Et af de helt store problemer for især shippingbranchen herhjemme har været, at finanskrisen aldrig rigtigt har sluppet sit tag i den volatile sektor. Tidligere var store danske flagskibe som Norden og Torm en del af eliteindekset på aktiemarkedet, men krisen i henholdsvis tank- og tørlastsegmentet har udhulet værdierne i begge.  

Samme historie gælder for J. Lauritzen, der ligesom Torm har suget grundvand ind i faretruende grad, hvor fonden bag rederiet i samarbejde med selskabets kreditorer har været nødt til at spæde et økonomisk sikkerhedsnet ud under det traditionsrige rederi. 

De tilbagevendende problemer er bestemt ikke noget, investorerne på den danske børs synes om, og også på verdens førende shippingbørs i New York er man fortsat tøvende over for at investere i det blå erhverv. 

Således har det danske rederi Hafnia Tankers trods gode resultater gennem flere år og en stærk ejerkreds med et stort ønske om at sejle rederiet ind på børsen ikke været i stand til at knække koden endnu. Rederiernes helt store problem er, at de senere år ikke har budt på stabil fremgang, men på kortvarig optur efterfulgt af brat nedtur. Det har i den grad givet investorerne den opfattelse, at man muligvis kan regne med rederierne, men ikke med markedet. 

Hertil kommer, at også offshoreindustrien blandt mange investorer har fået et negativt ry i takt med den faldende oliepris fra 2015 og frem. 

Senest har Torm dog meldt ud, at man ser mere positivt på 2018 og 2019 efter et vanskeligt år, hvor stort set samtlige segmenter har haft trange kår.  

Også Jan Al-Erhayem hæfter sig ved, at der er bedring at spore i hos de hårdtprøvede rederier. 

”Det er min klare opfattelse, at der er bedring på vej i flere segmenter inden for shipping, ligesom olieindustrien også ser ud til at kunne skimte fremgang. Det betyder, at mulighederne for at notering igen er gode, og fordelen ved Oslo er, at både investorer og analytikere her har et detaljeret kendskab til de forskellige industrier inden for shipping, logistik og offshore, så de ikke lader sig skræmme af de udsving, der altid vil være i en cyklisk branche,” siger Jan Al-Erhayem. 

Jan Al-Erhayem hæfter sig samtidig ved, at man på børsen i Norge har erfaring med shipping og offshore, der gør, at man ikke nødvendigvis løber skrigende bort, så snart fragtraterne falder. 

”I forbindelse med det seminar, som vi for nylig afholdt inde hos os i Mazanti om børsnotering af shippingvirksomheder i Norge, nedsatte vi en arbejdsgruppe, der skulle synliggøre de muligheder, som den norske børs rummer. For bortset fra New York er det faktisk Oslo, der har langt de bedste kompetencer og erfaringer, når det handler om shipping og offshore. Flere danske mindre og mellemstore selskaber inden for andre brancher er blevet børsnoteret på den svenske børs. Ideen med at blive børsnoteret i et andet land er således slet ikke fremmed,” siger han. 

Oplagte noteringer lurer 

Det gode spørgsmål er nu, hvilke selskaber der kunne se en fordel i at gå børsvejen i det norske. Et oplagt bud er kapitalfonden Nordic Capitals rederi Unifeeder, som Citigroup og investeringsbanken Jeffries i skrivende stund jagter en køber til. Her er de strategiske købere til at overse, ligesom mange andre kapitalfonde i mange år er gået en bue uden om shipping. 

Unifeeder ser dog i højere grad sig selv som en logistikkoncern, der ikke på samme måder som giganten Mærsk er eksponeret over for udsving i verdensøkonomien, og set i det lys kunne en notering give god mening. Samtidig har selskabet for nylig fået tidligere Mærsk- og Carlsberg-topchef Nils Smedegaard Andersen som formand, og han må siges at have et indgående kendskab til det børsnoterede marked og dets mekanismer. 

Også flere af de selskaber, der i forvejen har børsnoterede obligationer i Oslo, herunder rederiet J. Lauritzen og offshorerederiet Ziton, der ejes af kapitalfond BWB, kunne være oplagte emner til børsen i Norge. 

”Det gode ved som dansk selskab at være børsnoteret i Norge er, at den danske virksomhed ikke skal flytte, og der flyttes hverken arbejdspladser eller kapital ud af landet. Det er lige modsat faktisk. Virksomheden betaler fortsat dansk selskabsret, der sker ingen ændringer i virksomhedens setup, bestyrelsen og ledelsen kan forblive den samme. Der er heller intet tabt for den danske statskasse, da der både skabes nye arbejdspladser og genereres flere skatteindtægter. Børsnoteringer er win-win for ejerne, virksomhederne og samfundet,” siger Jan Al-Erhayem.

 

LÆS MERE

Kapitalforvalter jagter velhavere inden børsnotering

Mærsk-direktørens revolution fejler

Kapitalfond snupper tidligere Mærsk-topchef

It-rivaler i kapløb om børsnotering og kunder 

Frasalg efterlader Mærsk med uønskede problembørn