6.2 Patrick Sorrentino, der er managing partner i Peak Consulting, tror på vækst efter coronakrisen. Pandemien har vist at konsulenterne kan mere, end de troede.

Inside story

Erfaren profil bliver partner i nystartet konsulenthus. Vil give big four kamp til stregen på vækstmarked

Den kendte konsulentprofil Patrick Sorrentino bliver en del af konsulentvirksomheden Atlab, der har CFO-området som speciale. Ambitionen er at give big four-husene konkurrence på området, der kan vise sig at være en vækstmotor for rådgiverbranchen.

I tre år siden sin stiftelse har den mindre konsulentvirksomhed Atlab assisteret selskaber med cfo-services, herunder interimløsninger, projektrådgivning og outsourcing.

Fra starten har virksomheden haft en drøm om at slå de andre spillere på cfo-markedet, specielt big four-husene Deloitte, PwC, KPMG og EY. Nu kan drømmen være et skridt nærmere at gå i opfyldelse.

Per 1. juni i år er den kendte konsulentprofil Patrick Sorrentino nemlig indtrådt som partner i Atlab, hvor han får ansvaret for at sørge for, at virksomheden vækster yderligere. Det bekræfter både han og topchefen for Atlab over for InsideBusiness.

“Patrick kommer med en mangeårig baggrund fra konsulentbranchen, hvor han godt nok har lavet nogle andre ting end vores fokusområder. Men han har en enorm viden om skalering af en konsulentvirksomhed – altså at gå fra at være en nystartet butik til at nå op på et større niveau. Det er noget af det, Patrick kan hjælpe os med i sin nye rolle,” siger Teis Vester, der er stifter og managing partner i Atlab.

Et blik på Patrick Sorrentinos karriere, der indebærer en stribe ledende roller i flere markante konsulent- og it-virksomheder, viser da også, at det ikke skorter på erfaring.

Som medstifter og administrerende direktør i Peak Consulting Group var han med til at sikre stabil vækst i konsulenthuset, især båret af strategirådgivning, it og managementrådgivning.

Peak Consulting blev i 2022 solgt til den Axcel-ejede milliardkoncern Emagine, tidligere kendt som Prodata Consult. Ved salget blev Patrick Sorrentino landechef for Emagines danske afdeling, men valgte tidligere i år at give tøjlerne videre.

Sideløbende med sin karriere i Emagine har Patrick Sorrentino været medlem af bestyrelsen i Atlab, hvor han blandt andet har bistået med rådgivning og sparring.

”Mens jeg har gået med dem i alle de måneder, har jeg arbejdet sammen med dem, og jeg synes, at de havde nogle gode værdier og arbejdsgange. Derfor går jeg nu ind i forretningen som partner og skal i endnu højere grad hjælpe dem med at skalere op og øge deres markedsandele,” siger Patrick Sorrentino om sin nye rolle i Atlab.

”Vi skal give den en over nakken”

Det er store ambitioner, de to herrer i ledelseslaget har for denne strategi. Ifølge Patrick Sorrentino selv går han ind i rollen med et mål om, ”at vi skal give den en over nakken og udfordre de store drenge” baseret på et setup og nogle produkter, som big four for ham ikke kan levere.

Han uddyber, at Atlabs fordel i forhold til konkurrenterne består i et specifikt og professionaliseret arbejde af ydelser på cfo-området, og hvor konsulenthuset bevidst går efter at ansætte medarbejdere med flere års erfaring og faglig bagage.

Et af de store problemer i revisions- og konsulentbranchen er nemlig ifølge Patrick Sorrentino, at mange rådgivere, der hyres ind til at løse problemer i virksomhederne, ikke nødvendigvis har de rette kompetencer til at vide, for eksempel hvad en cfo skal lave, selv om de ved en masse om regnskab og revision.

”Kunderne er blevet meget mere opmærksomme på, hvem der i et givent konsulentteam løser deres problemer frem for det brand, som konsulentteamet repræsenterer. Derfor gælder det i højere grad for konsulent- og revisionsvirksomheder om at kende de bedste mennesker, der netop kan levere nogle lønsomme løsninger til kunderne,” siger Patrick Sorrentino.

Topchef Teis Vester tilføjer, at huset også ser ind i, at flere virksomheder vil bruge konsulentydelser som led i organisatorisk planlægning. På sigt vil firmaer få øjnene op for, at det er svært at finde kvalificerede medarbejdere og derfor kigge meget nøje på, hvilke kompetencer man reelt har brug for i et kerneteam, der skal sørge for det driftsmæssige arbejde såsom rapportering og data.

”I det perspektiv vil virksomhederne i højere grad nok outsource de ikkenødvendige opgaver til andre kræfter udenfor, og der står vi også godt, for vi kan netop komme ind med nogle erfarne kræfter og løse de opgaver,” siger Teis Vester.

Adspurgt om de videre planer, fortæller Teis Vester, at det i første omgang handler om at få budskabet ud samt opbygge tillid til virksomheder. Allerede nu får det lille konsulenthus dog købstilbud fra ”flere konkurrenter, og at flere søger hen imod os”.

På den baggrund håber Teis Vester, at Atlab i løbet af de næste to til tre år kan firedoble sig selv i størrelse og tage flere markedsandele. Et mål, der ”måske er ambitiøst, men ikke urealistisk”, som han udtrykker det.

”Vi tror på, at vi kan noget, de andre ikke kan, for vi har det fokus, vi har. Og selv om vi er en ung virksomhed, består vi af ekstremt stærke kræfter, der har mange år på bagen fra konsulentbranchen, men også som cfo’er, regnskabsmanagere, ledere og så videre. Vi har folk, der har arbejdet i mulden med de her ting i mange år, og det er det, der gør os konkurrencedygtige,” siger Teis Vester.

Marked for cfo vokser

På mange måder kan den nordiske konsulentbranche se frem til fremgang efter en periode med stilstand. I en tid med store transformationer inden for kunstig intelligens, teknologi og bæredygtighed er behovet for rådgivning støt stigende.

De store tendenser påvirker i stigende grad også virksomhedernes finansielle afdelinger, og i det lys tegner cfo-området sig til at blive den næste vækstmotor for konsulentbranchen. Det mærker man især hos Basico, et konsulenthus der siden sin opstart i 2003 har specialiseret sig i supportfunktioner inden for firmaers finansielle områder.

Set fra medstifter og managing partner Jacob Poulsens stol skete tendensen allerede under coronapandemien, hvor mange sagde deres job op og blev ansat andre steder. Her havde Basico kronede dage i at tilbyde virksomhederne interimydelser for at hjælpe dem med at udfylde nøglepositioner.

I dag begynder selskaberne i højere grad at optimere finansfunktionerne og få søsat større transformative projekter i de interne processer, for eksempel ved at automatisere og digitalisere.

De projekter kræver rådgivning i supportfunktioner både før, under og efter projekterne – hvilket giver gode muligheder for huse som Basico.

”Vi er vokset hvert eneste år, siden vi startede virksomheden. Og jeg ser også, at markedet for konsulentydelser til cfo-området og det finansielle område generelt er vokset. Behovet for den type ydelser er blevet større, specielt fordi der er mangel på arbejdskraft hos virksomhederne, hvilket gør, at de må hyre nogle som os ind for at skabe de nødvendige forandringer,” siger Jacob Poulsen og tilføjer:

“Det at hjælpe kunder med at udføre vedvarende forandringer i deres supportfunktioner er et tema, der kommer til at blive mere relevant i fremtiden, og som kan give gode vækstbetingelser for hele branchen – og dermed også for os.”

Big four holder øje

Flere big four-huse fortæller ligeledes til InsideBusiness, at man byder konkurrencen fra mindre spillere som Basico og Atlab velkommen, og at de også holder særligt øje med cfo-området som en potentiel vækstmotor for såvel dem selv som for branchen som helhed. De fortæller også samstemmende, at de investerer mange ressourcer i at uddanne deres talenter til at kunne varetage opgaverne i de services.

Kim Hendil Tegner, der er ansvarlig for cfo-området i Deloitte, fortæller, at de bestemt ser cfo-området som et større fokusområde for flere i branchen, og at flere huse, inklusive Deloitte selv, i større grad vil fokusere på at gå ind i virksomheder og tilbyder business process outsourcing, hvor man tager hele eller dele af finansfunktionerne og driver dem for virksomhederne i en rammesat tidsperiode.

“I Danmark er vi markedsleder inden for cfo services og finance transformation. Vi har stort fokus på at bevare vores markedsandel og holde os konkurrencedygtige. Vi tror også på, at vi kan øge vores markedsandele inden for digitalisering af finansfunktionen og drift af hele eller dele af virksomhedernes finansfunktioner. Derfor kommer vi bestemt til at fokusere endnu mere på det i den kommende periode,” siger han.

Hos KPMG fortæller ansvarlig for husets cfo-agenda Martin Andersen, at man især er optaget af rekruttering og fastholdelse af medarbejdere på økonomiområdet samt udviklinger inden for AI og teknologi, hvor virksomhederne må gøre ting anderledes.

Hvis man skal være rådgiver inden for det felt, er det vigtigt at fokusere på de store tendenser samt at kunne tilbyde specifikke interimløsninger. Her står KPMG godt, mener Martin Andersen.

”Der vil helt klart i en god periode fremover være en efterspørgsel fra virksomhedernes side i forhold til management- og interimressourcer på cfo-området, men for konsulenthusene, inklusive os selv, bliver det vigtigt ikke at være specialiseret i ét aspekt, men at kunne begge dele,” siger han.

I en mail skriver Mikkel Sthyr, partner og markedsleder for assurance i EY Danmark, at de ser cfo-services og andre supportfunktioner, herunder især ESG, som et vækstområde med øget efterspørgsel.

”Flere aktører på markedet arbejder med cfo og interimservice, og konkurrencen er allerede hård. Vi ønsker at positionere os med dygtige folk med høj faglighed. Derudover har vi en betydelig base af konsulenter, der gør, at vi på kort tid kan løse større strategiske opgaver, f.eks. ved opkøb, frasalg eller omstruktureringer,” skriver Mikkel Sthyr.

Læs mere

Konsulentmarked går lysere tider i møde – men kunder skærer store projekter fra

Jobsikkerhed betyder mere for talenterne: Disse konsulenthuse vil de unge helst arbejde for

Nu sparkes ny milliardstor konsulentaftale med staten i gang

Rådgivere opruster på AI og teknologi. Men medarbejderne mangler

Kæmpe tilbagegang i stort konsulenthus

Opkøbt konsulenthus tager hul på ekspansionstogt