audiforfra

Lifestyle

Farvel til kedelig direktørstil i ny sporty Audi A6

Audi lægger det konservative på hylden i den helt nye A6, som har et mere aggressivt og sportsligt udtryk. Modellen lander i Danmark til juni som slagkraftigt alternativ til BMW 5-serie, Volvo V90 og Mercedes E-klasse. InsideBusiness tog med for at prøve den overraskende køreglade maskine

Det kedelige og pæne Audi-look bliver nu lagt på hylden i den ellers ret konservative A6. Audis designlinje var da også blevet så ensartet, at selv en bilnørd havde svært ved at skelne en Audi A8 fra en A4 i skyndingen – og heller ikke den klassiske direktionsvogn A6 skilte sig meget ud.

For Audi var anonymiteten efterhånden blevet et problem i forhold til især Volvos og Mercedes’ vellykkede design i nye biler til firmaeliten. Det ændrer sig til totalt med 2018-generationen i Audi A6, som går over til at være en rigtig driver’s car med køreegenskaber og en potent, aggressiv front, brede hofter og en coupélignende taglinje.

Køredynamikken er i top takket være en medstyrende bagaksel. På den måde er Audi A6 blevet en bil, som den køreglade chauffør ønsker at eje. Talrige indstillingsmuligheder for kørslen betyder, at bilen også passer til en mere komfortorienteret bilist.

Nyheden om Audis ændrede tilgang til businessfolket er så interessant, at InsideBusiness valgte at takke ja til at deltage i koncernens præsentation af Audi A6 i Porto. Lidt overraskende sidder den nye A6 lige i skabet, hvis man kan lide en bil, der er virkelig velkørende på en snoet landevej. Det er køreegenskaber, der matcher de bedste sportslige sedankøremaskiner på markedet.

Kort sagt. Ny Audi A6

En langt mere aggressiv designlinje fra Audi.
Bedre køregenskaber og dynamik, kombineret med medstyrende bagaksel og talrige selvkørende systemer.
Kommer til Danmark til juni 2018. Priserne er endnu ikke klar.

Og Audi har virkelig arbejdet med køredynamikken. Til præsentationen var især de sekscylindrede motorer i centrum. Både med V6 og 340 benzinhestekræfter og med V6-diesel med 286 hk eller med 231 hk føles bilen trods den tunge motor i front overraskende agil takket være en reel nyskabelse ­­­– en medstyrende bagaksel, som reducerer vendediameteren med 1 meter. Det lyder måske ikke af meget, men i praksis bliver bilen adræt, og trods størrelsen bliver bilen pludselig herlig kompakt at køre.

A6 har desuden Quattro firehjulstræk og automatgear som standard.

På den måde lykkes transformationen. Det er med A6 lykkedes at få en mere køreglad bil i direkte konkurrence med BMW og sågar Alfa Romeo.

Man behøver ikke en stor motor

Den 2,0-liters dieselmotor med 204 hk, som sikkert bliver populær i Danmark, er fuldt ud tilstrækkelig til A6. Den har dog ikke styring på baghjulene. Til gengæld vejer den 120 kilo mindre end V6-motorerne, og det mærkes tydeligt på bilen, så reelt skal man være glad for motorkraft for at vælge en V6-motor til.

En tidstypisk coupélignende taglinje er også blevet en del af Audi A6’s udtryk. Senere kommer der også en Avant/stationcarmodel.

Det er ikke i de store motorer, man finder den store revolution i oplevelsen, bortset fra den kryptiske navngivning, hvor benzintopmodellen nu hedder 55 TFSI. Der er tale om en bomstærk 3,0-liters turbomotor, men den er ikke voldsomt inspirerende at køre. Heller ikke lyden indikerer, at der gemmer sig 340 hk og 500 Nm under hjelmen. Vil man rigtig det rigtig sjovt i sin Audi, må man vente til, at der dukker en S6 og/eller RS6 op. Og de skal nok komme.

Rent teknisk

Audi A6 55 TFSI
3,0 liters V6 TFSI-motor med syvtrins S tronic-gearkasse og Quattro firehjulstræk som standard.
340 hk og 500 Nm
0-100 km/t.: 5,1
Tophastighed: 250 km/t.
Prisen er endnu ukendt, men bilen lanceres juni 2018.

Audi sælger den nye model på, at den har såkaldt mildt hybridsystem, hvor en elmotor kan være med til at drive bilen med mellem 55 og 160 km/t. Det vil sige, at motoren stopper, hvis man slipper speederen i en periode. I praksis mærker man dog ikke meget til det, og det er heller ikke, fordi brændstoføkonomien er en revolution i disse sparetider med 14-15 km/l i den store motor og 17-18 km/l ved blandet kørsel i den store diesel. Senere kommer en egentlig pluginhybrid.

Store skærme dominerer

En af de vigtigste nyheder er, at A6 er blevet langt mere digital i sit udtryk. Instrumentbord og midterkonsol er erstattet af skærme, og der er ikke mange gammeldags knapper tilbage.

Audi er i den grad sprunget på digitaliseringen. Nu dominerer skærme interiørdesignet, der som vanlig er holdt i tårnhøj kvalitet. Højttalere fra B&O fuldender indtrykket af luksusbil.

Især på midten af instrumentbordet med styring af alt fra stereoanlæg, navigation og klimaanlæg er Audi sprunget på IPhone-bølgen med den omfattende brug af trykfølsomme skærme. Det kan synes vanskeligt at overskue ved første øjekast, og det første indtryk er, at man kan savne gamle dage med mere analog betjening. Men det ser blændende ud, og det er nok først og fremmest et tilvænningsspørgsmål.

Som ventet er Audis interiørkvalitet enestående.

Selve bilen er blevet mere selvkørende til gavn for bilister, der kører mange kilometer. Nu kan den adaptive fartpilot selv tilpasse hastigheden efter fartgrænserne og sågar sætte farten ned i sving. Det er dog næppe en funktion, man vil bruge så meget i praksis. For bilen kræver fortsat løbende kontakt fra føreren, selv om den i praksis kan holde både hastighed og vognbane, hvis side- og midterstriberne på vejen er synlige. Alligevel må man ikke slippe rattet mere end 15 sekunder, før bilen slår alarm.

Audi beretter stolt om bilens sikkerheds- og selvkørende systemer som noget af det bedste på markedet. Dog skæmmer systemet på lidt uheldig vis det ellers rappe design på bilens front. For på kølergrillen sidder to sorte bokse til henholdsvis radar- og laserskanner – og her har designafdelingen tydeligvis tabt et vigtigt slag til ingeniørdivisionen.

Endnu ikke en selvkørende revolution

Selvfølgelig gør systemerne livet lettere og sikrere for enhver bilist, men en revolution er der ikke tale om. Endnu. For systemerne kan opdateres til at kunne mere end i dag, når lovgivningen tillader det.

To sorte bokse skæmmer det vellykkede design af kølergrillen. De indeholder laserskanner og bilens radar.

Det vides endnu ikke, om de selvkørende systemer bliver dyrt ekstraudstyr, ligesom Audi heller ikke har priserne på den nye A6 klar. Men på den gamle A6 begyndte priserne ved 600.000 kroner for den billigste model, og de firecylindrede motorer kommer først senere. Så man skal have mindst 700.000 kroner op af lommen for at være med fra starten.

Alt i alt sidder man tilbage med følelsen af en ekstremt vellykket bil. Personligt har jeg altid fundet AudiA6 lidt for kedelig, men det ændrer sig faktisk i den nye A6, der både på design og køredynamik er blevet en særdeles attraktiv vare.

 

LÆS MERE

Vi tager til eksklusiv bilauktion. Kan du gøre en super handel?

Her er de biler, der stiger mest i pris

Følg med på biljagt i Tyskland

Vi jagter investeringsbil på tysk bilmekka

Er verden af lave med Porsche 911?

På pilgrimsrejse med James Bonds tyske luksuslimousine

Her kan du tjene penge på Porsche 911