Som mange andre brancher oplevede searchindustrien både herhjemme og globalt massiv medvind i kølvandet på covid-19.
En stribe af de førende kontorer i København kunne melde om historisk høj omsætning i 2022, hvor behovet for at skifte ud i topledelser og bestyrelser var højere end nogensinde.
Som mange andre er landets førende headhuntere dog siden blev ramt af den afmatning og usikkerhed, krigen i Ukraine har ført med sig.
Alligevel formår flere af branchens førende spillere, såsom Russel Reynolds, Heidrick & Struggles og Egon Zehnder, at fastholde en omsætning, der ganske vist er dykket lidt sammenlignet med rekordåret 2022, men som sammenlignet med de sidste mange år vidner om, at firmaerne fortsat har travlt.
Målt på bruttofortjeneste er Heidrick & Struggles fortsat den største herhjemme, skarpt fulgt af Korn Ferry, der efter ansættelsen af Kåre Sand og Henrik Maartensson fra rivalen Spencer Stuart er løbet af mange af de nærmeste konkurrenter, og ligesom Heidrick kan fremvise en toplinje på over 70 millioner kroner.
Herefter kommer schweiziske Egon Zehnder, der historisk altid har været en af de absolut stærkeste herhjemme med stærke tråde til både de tungeste topchefer og førende bestyrelsesprofiler.
Også Russell Reynolds har blandt andet efter ansættelsen af den mangeårige Egon Zehnder-profil Peter Levin øget sin indtjening ganske markant og formår også i et udfordrende 2023 at opretholde en bruttofortjeneste på knap 50 millioner kroner.
Ifølge ledende partner Peter Gramkov bliver det afgørende, at man formår at fastholde kadencen, da det i et faldende marked vil være lig med, at man erobrer terræn fra de nærmeste rivaler.
”Efter et uhyre travlt år i 2022 bød 2023 i højere grad på en normalisering, og det er fortsat i indeværende år. Man skal huske, at vi stadig kommer fra et meget højt niveau, og derfor er der generelt grund til at være tilfreds. Nøglen til at erobre markedsandele er at fastholde det nuværende omsætningsniveau i et marked, der også i år går en smule tilbage både herhjemme og på globalt plan,” siger han.
Blandt de kunder, firmaet har løst opgaver for på det seneste, er Danmarks Nationalbank og børsnoterede GN Store Nord. Men selv om Peter Gramkov ikke vil udtale sig om enkelte kunder, peger han alligevel på, at det især er nogle enkelte industrier, der er med til at sikre fyldte ordrebøger hos de førende aktører herhjemme.
”Vi oplever stadig, at der blandt andet inden for medicinalindustrien fortsat er høj aktivitet og mange processer, ligesom kapitalfondene udgør en stor del af markedet. Danmark og Norden er stadig interessant for de store fonde, men i en tid, hvor især de helt store transaktioner udebliver, vil mange også kigge mod andre lande, herunder USA eller Tyskland, når de skal investere,” siger Peter Gramkov og peger på, at man ligesom flere af de nærmeste konkurrenter satser på vækst inden for andre områder end klassisk headhunting.
”Det har aldrig været en ambition for os at være de største på globalt plan inden for klassisk search, men det er vi efterhånden blevet. Der, hvor vi ser stor vækst, er dog inden for andre områder af forretninger, herunder evaluering af bestyrelser, samt mere konsulentprægede opgaver,” siger han.
Stor tilbagegang
Mens industrien generelt har klaret sig hæderligt igennem en mere udfordrende periode, har kriseramte Spencer Stuart ikke overraskende oplevet voldsom tilbagegang de senere år.
Det hænger dog ikke sammen med hverken geopolitisk uro eller rentefrygt, men i stedet med det faktum, at firmaets kontor i Hammerensgade er blevet åreladet, efter at samtlige partnere, der byggede firmaet op gennem mere end 10 år, løbende forlod firmaet efter længere tids intern uro.
Siden har man fra det globale hovedkontor i Chicago udpeget Korn Ferrys mangeårige førstemand Kai Hammerich til at stå i spidsen for en større genopbygning af det decimerede firma.
Indtil videre er det dog ikke lykkedes den garvede headhunter at snuppe profiler hos konkurrenterne, hvilket ellers synes alfa og omega, hvis Spencer Stuart igen skal blive en magtfaktor i den danske searchindustri.
Også Odgers Berndtson blev i mindre skala for nogle år siden ramt af, at firmaet mistede en række tunge profiler.
Side lykkedes det dog kontoret anført af ledende partner Lars Smith at få generobret en del af det tabte, således at man i 2022 kunne runde en bruttofortjeneste på over 30 millioner kroner og dermed tangere resultatet fra 2016, der var firmaets hidtil bedste år på dansk jord.
I 2023 gik det dog den modsatte vej, og der blev skåret over en fjerdedel af bruttofortjenesten.
Læs mere
Headhunter rammer bunden efter flere års deroute
Headhunter henter ny partner i jagten på vækst
Efter oprustning: Headhunter rammer rekordomsætning
Voldsom tilbagegang hos groggy headhunter
Chokskifte ryster landets headhuntere. Hvem følger med?
Tidligere Danske Bank-chef forlader kriseramt headhunter
Headhuntere afviser krisesnak og melder om rekordår
Problemerne tårner sig op for førende headhunter