Et par solide frasalg plejer at være et krav, hvis en kapitalfond skal i markedet og forsøge at skaffe investorernes opbakning til at stable endnu en fond på benene.
Sådan er det dog ikke længere.
I dag behøver man som kapitalfond ikke nødvendigvis fremvise guldrandede exits for at sikre sig tilsagn fra investeringshungrende pensionskasser og pengetanke herhjemme.
Selv relativt nyetablerede fonde kan i dagens marked hente penge, da investorernes appetit på alternative investeringer for tiden er umættelig.
To af de fonde, der skal udnytte det historisk gunstige marked netop nu er dansk-svenske Adelis og Catacap. Begge fonde har kun et par år og en enkelt fond på bagen, men har samtidig været særdeles aktive herhjemme.
Catacap har blandt andet opkøbt den fremstormende materieludlejer G.S.V., hvor Danica Pension har været med til at finansiere talrige tilkøb, og senest overtog man den jyske entreprenørkoncern Casa Group.
Også Adelis har haft pengepungen fremme adskillige gange herhjemme og blandt andet opslugte IT Relation Front-Data og SSI Diagnostica sidste år, ligesom man i 2014 opkøbte juletræsproducenten Green Team.
Jagten er skudt i gang
Nu har fonden opbrugt en så stor mængde af de godt 3,1 milliarder kroner, som en række investorer, herunder PKA, indskød i kapitalfonden, og derfor er Adelis i al hemmelighed nu i gang med de første spadestik til at etablere en ny fond. Det sker, til trods for at man indtil videre ikke har solgt en eneste virksomhed, men fonden vil i stedet forsøge at fremvise værditilvæksten i sine opkøb for dermed at overbevise investorerne om, at de igen skal bakke op om fonden og tidligere 3i-partner Steffen Thomsen, der leder fondens danske aktiviteter.
Catacap er i nøjagtig samme situation, og hvor Adelis i første omgang fik et ordentligt rygstød i form af næsten 300 millioner kroner fra pensionskassen PKA, har Catacap sikret sig solid opbakning fra Danica Pension.
Danske Banks pensionskasse har således både investeret i Catacaps første fond, ligesom man har lavet en co-investering i G.S.V., hvor Danicas dybe lommer har været med til at finansiere G.S.V.s talrige opkøb.
Fakta om de to fonde
Catacap
Lukkede sin første fond i 2014 med et samlet tilsagn på 1,1 milliard kroner. Blandt investorerne er Access Capital Partners, Danica, Adveq og Dansk Vækstkapital.
Fonden har i alt opkøbt seks virksomheder og foretaget en række tilkøb.
Catacaps mest lovende investering er i skrivende stund materieludlejningsfirmaet G.S.V., som pensionskassen Danica er medejer af.
Adelis
Adelis er en dansk-svensk kapitalfond, der blev grundlagt i slutningen af 2013 med et samlet tilsagn på 3,1 milliard kroner.
Fonden investerer primært i de nordiske lande og har foretaget adskillige opkøb i Danmark.
I Danmark ledes fonden af tidligere 3i-partner Steffen Thomsen.
Et eftertragtet guldæg
Netop den fremadstormende materieludlejer fra Hedehusene har takket være opsvinget i byggebranchen herhjemme samt talrige opkøb af mindre aktører skabt et solidt fundament, og investeringen betragtes da også af mange som det absolutte guldæg i Catacaps portefølje.
Fonden har således også allerede hyret investeringsbanken Carnegie til at følge investeringen, hvilket betyder, at Carnegie skal hjælpe med at gøre selskabet salgsklart. Materieludlejeren er ifølge flere investorer da også Catacaps absolutte guldkalv, mens andre selskaber i fonden portefølje ikke kan fremvise samme fremgang.
”Der er andre af Catacaps virksomheder, der har et fint potentiale, men det er klart, at G.S.V. er den, vi sætter vores lid til. Det bliver den, der kan tegne hele fondens fremtid og samtidig være med til at opveje, at andre investeringer har betydelig flere udfordringer,” siger en investor og peger på Catacaps køb af mobilreparatøren Mobylife, der har haft en del udfordringer.
Også transportvirksomheden Handicap-Befordring, der lever af at fragte danskere med særlige behov rundt i landet, og som har tidligere Cimber-topchef Jacob Krogsgaard som direktør, har oplevet modgang i form af blandt andet prispres og stigende konkurrence. Samtidig har opgaven med at fusionere to selskaber i forbindelse med opkøbet vist sig ganske omfattende, men Catacaps investorer er nu af den opfattelse, at virksomheden er tilbage på sporet.
Ifølge InsideBusiness’ oplysninger har Catacap i skrivende stund opbrugt omkring 70 procent af de 1,1 milliard kroner, investorerne i alt har stillet til rådighed. Derfor er det helt naturligt, at fonden nu begynder at tænkte på fundraising, men det bliver sandsynligvis først i andet halvår, at fonden officielt skyder pengejagten i gang.
Juletræer giver hovedpine
Også kollegerne i Adelis har som mange andre fonde den udfordring, at nogle investeringer udvikler sig bedre end forventet, mens andre halter bagefter.
Herhjemme er det blandt andet juletræsproducenten Green Team, der volder fonden og Steffen Thomsen problemer. I sidste regnskabsår tjente man således 8 millioner kroner før renter og afskrivninger mod over 100 millioner kroner året før.
Ifølge selskabet selv skyldes en del af nedgangen, at man har haft øgede omkostninger, og kombineret med et midlertidigt prispres har det sat sit negative præg på selskabets resultater. Green Team skriver samtidig i regnskabet, at virksomhedens bankforbindelse har sørget for, at man har den nødvendige finansiering på plads til at øge produktionen af juletræer de kommende år og dermed øge sit salg.
Stort bidrag fra PKA
Ifølge InsideBusiness’ oplysninger har Adelis en klar målsætning om at få flere danske investorer med om bord i forbindelse med den igangværende fundraising. Her spiller pensionskæmpen PKA en nøglerolle, da man var en af de absolut største investorer i Adelis’ første fond og samtidig en af de eneste herhjemme.
”Når vi vurderer en helt ny manager, kigger vi blandt andet på, hvad teamet har lavet tidligere, og på de afkast, der her er skabt. Men det er ikke nogen let øvelse, og som tommelfingerregel siger vi, at det først er ved den tredje fond, at vi har et fyldestgørende billede af en manager,” forklarer partner i PKA AIP Brian Schleimann Nordlund. Han påpeger samtidig, at pensionskassen set i lyset af det store investeringsbehov går efter at lave flere investeringer side om side med kapitalfondene.
”Vi har ændret en smule på vores strategi de senere år, hvor vi blandt andet går efter at lave flere co-investeringer. Vi tilstræber også at have færre, men større tilsagn i stedet for at brede vores eksponering for meget ud. Opgaven med at følge de enkelte investeringer er lige stor, hvad end man har investeret 25 eller 250 millioner kroner.”
LÆS OGSÅ
Axcel tæt på milepæl i femte fond
Kapitalfond klar til lynsalg af ejendomsgigant
Genopstanden kapitalfond klar til frasalg
Fremadstormende online-komet og ukendt guldæg sat til salg
Bank og kapitalfond i højspændt opgør om gældstynget selskab