formuepleje

M&A

Formuepleje i anspændt armlægning med tidligere profiler

Danmarks største uafhængige formueforvalter, Formuepleje, arbejder i al hemmelighed på at købe en række tidligere chefer ud af selskabet, men forhandlingerne er gået i hårdknude. Ejerne bag forvalteren med Jysk-familien i spidsen kræver stor rabat, men det er de fyrede direktører, hvis aktiepost er omkring 300 millioner kroner værd, ikke just indstillet på.

Den store investering i Formuepleje har langtfra været en udelukkende positiv oplevelse for Lars Larsen Group (LLG) og familien bag.

Efter at have været kunde i landets største uafhængige forvalter gennem en årrække købte LLG sig i sommeren 2021 ind i Formuepleje på et tidspunkt, hvor langt de fleste forvaltere herhjemme havde haft en stribe guldrandede år.

Siden er markedet dog faldet i takt med stigende renter og et krisepræget aktiemarked, ligesom hele Formueplejes forretningsmodel er kommet under voldsomt pres som følge af stigende regulering, der har sat begrænsninger for, hvad aktørerne kan tjene på at forvalte kundernes formue.

Både indtjeningen i Formuepleje samt det vigtige nøgletal AUM, der dækker over de samlede midler, som forvalteren administrer, er siden faldet massivt, hvilket betyder, at Jysk-arvingernes investering i dag langtfra ligner en guldrandet forretning.

Der gik da heller ikke længe, efter at resultaterne i 2022 begyndte at svigte, til at hovedaktionærerne og den nye bestyrelse tog bestik af den skuffende udvikling og fyrede selskabets mangeårige direktør, Niels B. Thuesen. I kølvandet på den opsigelse fulgte en lang række andre ledende medarbejdere i koncernen, der en efter en blev bedt om at finde sig et andet job.

Den manøvre kunne udefra set give mening, idet LLG havde et klart ønske om at få ryddet op en gang for alle, ligesom den nytiltrådte direktør Peter Kjærgaard i et ønske om at få vendt udviklingen gerne ville sætte sit eget hold.

Med Jysk-ejerens indtog i aktionærkredsen skulle en række af de nu fyrede Formuepleje-direktører sælge ud af deres egen beholdning. Problemet er i dag, at de desuden blev bedt om at geninvestere en del af den gevinst, de fik, da LLG købte lidt over 40 procent af aktierne.

De nu forhenværende direktører sidder derfor i dag på en aktiepost på omkring 11 procent, hvilket ikke er en holdbar løsning for nogen af parterne.

Derfor har Formuepleje og forvalterens ejerkreds nu indledt en dialog med koncernens tidligere profiler, med henblik på at disse skal sælge deres aktier.

De forhandlinger går dog ikke helt gnidningsfrit. I lyset af de mange udfordringer hos Formuepleje, har kravet fra købers side nemlig være, at Niels Thuesen og de andre tidligere direktører må acceptere en helt anden værdisætning, end de selv investerede til.

Den melding er naturligvis ikke just blevet modtaget positivt at de tidligere Formuepleje-chefer, der har svært ved at se rimeligheden i, at LLG og de øvrige aktionærer, herunder stifteren Claus Hommelhoffs-familien, nu vil gennemtrumfe en meget lav pris for aktierne, blot to år efter at Jysk-familien krævede, at direktørerne betalte samme pris for aktierne, som de betalte.

”Det er en anspændt situation. Selvfølgelig skal prisen på aktierne værdisættes i henhold til, hvordan verden ser ud i dag. Det er ikke rimeligt, at man først nærmest tvinger folk til at sælge for derefter at afskedige dem og kort efter bede dem sælge igen med et betydeligt haircut,” forklarer en rådgiver, der er involveret i processen.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger har Formuepleje og koncernens storaktionær bedt selskabet srevisor Deloitte om at lave en værdisætning af koncernen, og det er den, man baserer købsprisen af aktierne på.

Det er flere af de nu tidligere direktører dog ikke indstillet på at acceptere, da de ifølge InsideBusiness’ oplysninger mener, at der er behov for en uvildig vurdering, hvis man skal gøre sig håb om at nå til enighed.

Forhandlingerne er derfor ved at ende i hårdknude, hvorfor det kan blive nødvendigt at få lavet en uvildig vurdering fra en ekstern part.

Problemet er dog stadig, at en værdiansættelse af en unoteret forvalter som Formuepleje er en yderst kompliceret øvelse, som i sidste ende kan skrues sammen på flere måder.

Værdierne i frit fald

Alt tyder dog på, at aktieposten på omkring 11 procent, som de tidligere direktører sidder på, ikke har samme værdi, som da de investerede side om side med LLG.

Ganske vist har hverken Jysk-arvingerne eller Hommelhoff-familien indtil videre foretaget større nedskrivninger på deres aktieposter, men alene baseret på det såkaldte AUM, der spiller en central rolle, er værdisætningen af Formuepleje i frit fald.

Da familiens bag Jysk købte sig ind i den store forvalter, hvor de havde været trofaste storkunder i årevis, havde Formuepleje i alt godt 130 milliarder kroner under forvaltning. I forbindelse med LLG’s investering fastlagde man en ambitiøs strategi om at øge AUM til hele 240 milliarder i 2026, blandt andet takket være en større nordisk satsning.

I dag er der dog skåret en tredjedel af den daværende formue, og direktør Peter Kjærgaard har flere gange givet udtryk for, at man nu skal have gang i en større restrukturering med fokus på primært velhavende danske kunder.

Lukkede parter

Blandt de implicerede parter er der indtil videre dyb tavshed udadtil, da ingen har den store lyst til at tale offentligt om de svære, fortrolige forhandlinger.

Andreas Hommelhoff, der er stifterfamiliens repræsentant og talsmand i relation til Formuepleje, siger til InsideBusiness, at han ikke ønsker at udtale sig og henviser i stedet til bestyrelsesformand Kirstine Damkjær, som det dog ikke har været muligt at få en kommentar fra.

Tidligere topchef i Formuepleje Niels B. Thuesen er ligeledes meget kortfattet.

”Den sag hverken kan eller vil jeg udtale mig om offentligt,” lyder det fra ham.

Ud over den tidligere topchef ejer også forhenværende profiler aktier i Forumepleje gennem deres fælles selskab Octo II. Den kreds tæller blandt andre tidligere investeringsdirektør Henrik Franck, den fyrede ejendomschef Kristian Voldsgaard samt den mangeårige partner Søren Astrup, der alle har forladt koncernen som led i den omfattende oprydning, Peter Kjærgaard har kastet sig ud i.

 

Læs mere

Giftigt blodbad i Formuepleje

Har Formueplejes stifter gamblet med gevinsten?

Milliardærfamilie vil sælge skandaleramt byggegrund. Jyske Bank har 400 millioner på højkant

Formuepleje ramt af modvind på prestigeprojekt

Forbrugerombudsmanden pudses på danske forvaltere, der pynter sig med “lånte fjer”

Nådesløst afkastår: Se investeringsfondene med de bedste og dårligste afkast i 2022

Problemerne fortsætter for solcellekomet