Milton web

M&A

Forvalter har formue i klemme hos kriseramt husbygger

Det fremadstormende typehusfirma Milton Huse, der har fået halveret sit salg i første halvår, har lånt over 150 millioner kroner via forvalteren Scope Investment. I kulissen står også blandt andre storbanken Nordea, der har op til 300 millioner kroner i klemme.

Det danske boligmarked er efter flere års optur blevet sendt til tælling i kølvandet på krigen i Ukraine og den stigende frygt for en global recession.

De første, der mærker det, er landets typehusfirmaer, der ellers har redet på en bølge af succes de senere år.

Flere af de førende aktører har både øget salget eksplosivt, samtidig med at man har optaget dyr gæld for at understøtte ekspansionen.

I takt med at markedet nu stort set bremser op, rammer det flere aktører hårdt, og især fremadstormende Milton Huse kæmper med en betydelig gæld.

Således kan InsideBusiness nu løfte sløret for, at koncernen sidste sommer optog et dyrt lån via den københavnske forvalter Scope Investment på lidt over 150 millioner kroner. Det dyre lån med en rente på omkring 10 procent blev optaget efter en mislykket salgsproces, hvor ejer og formand Erik Rehnquist i samarbejde med revisionshuset Deloittes M&A-afdeling forgæves havde ledt efter en køber til selskabet. Dengang var ingen kapitalfonde eller industrielle spillere dog klar til at møde ejerens prisforventninger på omkring 1 milliard kroner.

I stedet optog man det dyre lån, der ifølge Milton Huse selv skulle give koncernen yderligere muskler til fremtidens vækst, men en dyr rente kombineret med et marked, der alene i første halvår er halveret, stiller nu Milton Huse i en svær situation.

I 2021 opnåede man ellers en rekordomsætning på knap 2,3 milliarder kroner, men trods en mangedobling af firmaets omsætning på ganske få år fulgte bundlinjen ikke med og landede på blot 6 millioner kroner efter skat.

For nylig udsendte selskabet en meddelelse, hvor man hæftede sig ved, at salget var gået markant tilbage, og annoncerede samtidig en række fyringer.

”I de første 6 måneder af 2022 har Milton Huse solgt 49 procent færre parcelhuse end i samme periode sidste år. Den lavere efterspørgsel i 2022 er drevet af flere faktorer, herunder øget usikkerhed fra stigende renter og inflation samt konsekvenserne af krigen i Ukraine. Den øgede usikkerhed gør også, at sigtbarheden omkring markedsudviklingen er historisk dårlig,” skriver selskabet, der ud over lånet til kunderne i Scope Investment også har gæld på knap 300 millioner kroner til blandt andre storbanken Nordea.

Har forlænget lånet

Hos Scope ønsker direktør Jonas Melchior ikke at udtale sig om det lån, forvalteren har udstedt til den kriseramte husbygger, men han hæfter sig ved, at man for nylig har genforhandlet vilkårene, således at lånet er blevet forlænget med et år.

Tidligere fremgik det ellers af regnskabet for MHH NewCo, der er et nyoprettet holdingselskab fra Milton Huse, at gælden til Scope og forvalterens investorer forfalder 31. januar næste år, men her har man fået lånet forlænget med 12 måneder.

Hos Milton Huse skriver økonomidirektør Michael Hvid i en mail til InsideBusiness, at lånet til Scope forventes at blive indfriet før tid, og samtidig understreger han, at selskabet naturligvis vil være i stand til at opfylde sine forpligtelser.

Da lånet fra Scope Investment er et lån med kort løbetid og optaget på et tidspunkt, hvor husmarkedet buldrede af sted, er renten på godt 10 procent, hvilket i indeværende år medfører en renteomkostning på 15 millioner kroner.

Ifølge regnskaberne for koncernen har man stillet aktierne i selve Milton Huse til sikkerhed for det ansvarlige lån hos Scope Investment, ligesom der er afgivet en selvskyldnerkaution for bankgælden, der ved indgangen til i år udgjorde 282 millioner kroner.

Gælden er vokset hos flere

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger er der generelt udbredt krisestemning blandt landets førende typehusfirmaer, hvor flere har gearet sig selv i forhåbning om yderligere vækst.

Den er dog blevet bremset brat i indeværende år, og selv om ingen ønsker at tale markedet yderligere ned, erfarer InsideBusiness, at salget er faldet yderligere de senere måneder, således at salget hos flere aktører er nede mellem indeks 20 og 40.

Hos Milton Huse ønsker man ikke at sætte tal på udviklingen, men økonomidirektør Michael Hvid skriver i en mail til InsideBusiness, at salget fortsat er på et lavt niveau.

Ligesom gælden her pludselig er blevet en udfordring frem for en katalysator for yderligere vækst, slås også konkurrenten Eurodan med en hastigt voksende gæld til blandt andre Jyske Bank, der alene i 2021 voksede fra 20 til over 170 millioner kroner.

Også Danske Bank er eksponeret over for sektoren med udlån for et trecifret millionbeløb til blandt andre fremadstormende Hybel samt den mere konservative aktør, Lind & Risør, og landets største spiller, HusCompagniet.

Forvaltere trækker sig

At også en spiller som Scope har lånt penge til sektoren, vidner om, at flere af de private forvaltere de senere år har fået betydelig mere appetit på risiko, blandt andet inden for byggebranchen.

Således dannede også nordsjællandske Artha tidligere partnerskab med ejendomsudvikleren Gefion om et projekt, som forvalteren endte med at måtte overtage. Dog slap Artha og kunderne ud med et hæderligt afkast. De korte lån med høj rente er noget, en række spillere har kastet sig ud i, blandt andet fordi velhavende kunder i stigende grad har efterspurgt alternativer til de traditionelle investeringer, herunder obligationer.

På blot få måneder er stemningen dog vendt ganske markant, og langt de fleste forvaltere har trukket følehornene til sig i forhold til lån med høje renter til flere sektorer, herunder ejendomsbranchen og alt, hvad der er forbrugerrelateret.

 

Læs mere

Gyser venter landets store husbyggere

Danske Banks Danica bakker op om boligfinansiering med pensionspenge

Pensionsbranchen vil lade danskerne købe bolig med pensionsopsparing

Advarsler mod ‘usikre’ boliglån tager til

Banker skal stramme skruen for boligkøberne