GN bud 2

Redaktørens analyse

Frasalg kan redde trængte GN

Et ydmygende nederlag har tvunget bestyrelsen i GN tilbage til tegnebrættet. Frasalg af mindre dele af virksomheden kan være den løsning, der genetablerer markedets tillid til selskabet og samtidig sikrer en mere holdbar finansiel fremtid.

Mens bestyrelsen og den daglige ledelse i kriseramte GN sunder sig over den offentlige ydmygelse, man fik for nylig, da investorerne forkastede planerne om en storstilet emission, vokser utilfredsheden blandt aktionærerne.

For ganske vist lykkedes det at tvinge bestyrelsen i den danske høreapparatproducent til at skrotte sit forslag om at rejse op mod 7 milliarder kroner via en aktieemission, men siden har der været radiotavshed fra hovedkvarteret i Ballerup.

Internt i GN lyder meldingen, at man har is i maven og ikke vil lade sig presse, da situationen ikke er livstruende.

Men den holdning synes ikke at være til stede blandt de hårdtprøvede investorer, der har set aktien falde fra knap kurs 600 til omkring 160 i øjeblikket.

Meldingen fra en række af selskabets største investorer er således klokkeklar:

Bestyrelsen i GN er pisket til at genopbygge de brændte broer og vise aktionærerne, at man rent faktisk også har hensynet til dem med i ligningen, når man forsøger at finde en løsning på de gældsudfordringer, der hober sig op for den danske audiokoncern.

Det vil derfor ikke være nok, at GN og den nyudnævnte formand, Jukka Pertola, vender tilbage til aktionærerne blot med en tilpasset plan om en lidt mindre emission end tidligere.

Der er nødt til at ske flere indrømmelser, helst i form af konkrete planer om frasalg, hvis de opgivende investorer igen skal tage GN til nåde.

Akkurat som det var tilfældet under nu forhenværende GN-formand Per Wold-Olsen, tyder ikke meget på, at den børsnoterede koncern har tænkt sig at undersøge de muligheder, der på det seneste er dukket op for enten at sælge hele selskabet eller den ene af de to divisioner: Audio og Hearing.

Især sidstnævnte ville der ellers være en oplagt køber til i form af rivalen William Demant, hvis storaktionær, William Demant Invest, i slutningen af 2022 opkøbte en større aktiepost i GN og i dag sidder på over 10 procent af aktierne.

Men den løsning synes ikke spiselig for GN-bestyrelsen, der fortsat har en klippefast tro på, at man selv kan løse udfordringerne med selskabets enorme gæld på knap 15 milliarder kroner uden en opsplitning af den gamle koncern.

Frasalg kan hjælpe til redning

En løsning, som flere investorer og rådgivere længe har kigget på, er salget af den amerikanske forretning Beltone, der blandt andet ejer Dansk Hørecenter.

Et salg af det forretningsben kombineret med en betydelig mindre emission ville ifølge flere investorer være en langt mere spiselig løsning for GN-aktionærerne.

GN-bestyrelsen kan uden problemer trykke nye aktier svarende til 10 procent af aktiekapitalen uden at bede om investorernes accept, og den øvelse alene vil sikre koncernen omkring 2 milliarder kroner. Kombineret med et salg af Beltone samt frasalg af mindre poster, herunder egne aktier, kommer bestyrelsen i GN nu pludselig et pænt skridt tættere på at have løst sine gældsproblemer.

Spørgsmålet er blot, om et salg af Beltone simpelthen amputerer høreapparatforretningen i den danske koncern for markant, til at det giver mening.

Ikke desto mindre synes det som en langt mere gangbar løsning end eksempelvis at sælge ud af Audio-benet i GN, der i øjeblikket handles til meget lave multipler som følge af et generelt pres på industrien.

En anden oplagt mulighed er at sælge GN’s hovedkvarter i Ballerup, der står bogført i bøgerne til en værdi på lidt over 1 milliard kroner. Hovedsædet er stort set ubelånt, hvorfor man med en såkaldt sale-lease-back vil kunne frigøre en del kapital, akkurat som Ørsted gjorde tilbage i 2013, hvor man solgte sin ejendom i Gentofte til ATP for netop at reducere koncernens gæld.

Bør vende hver en sten

Da bestyrelsen i GN i midten af marts med bøjet hoved måtte erkende, at man ikke kunne samle opbakning til en emission på 7 milliarder kroner, blev man samtidig tvunget til at vende alle sten for at finde en gangbar løsning.

Normalt ville et selskab i samme situation kaste sig ud i et såkaldt strategic review, der stort set altid indebærer mindst et forsøg på at finde potentielle salgsemner inden for virksomhedens egne fire vægge.

Hos GN nøjedes man med at konstatere, at det offentlige nederlag nu ville medføre, at bestyrelsen ville vurdere ”alternative financing options”.

For både bestyrelsen i GN og selskabets aktionærer må man håbe, at det ikke blot medfører samme stædige arrogance som tidligere, hvor holdningen synes at have været, at bestyrelsen ved bedst, at og man derfor ikke synes specielt interesseret i, hvad ejerne af GN rent faktisk mener.

Med formand Per Wold-Olsens afgang er det forhåbentlig ændret, og såfremt koncernen rent faktisk formår at fremlægge en rimelig skudsikker finansiel plan inden for en overskuelig fremtid, er der måske stadig håb for GN.

 

Læs mere

Aktivistfonde lurer på raid i GN

Bejlere retter igen sigtekortet mod GN. Her de sandsynlige scenarier

Her er de mest succesfulde M&A-rådgivere i svært marked

Chef i advokathus færdig efter magtkamp

Tunge investorer lurer på at blokere milliardhandel

Storinvestorer dumper historisk milliardhandel

Garvet erhvervsmand sætter sig tungt på kriseramt rival