Tyk cigarrøg, tunge krystalglas med cognac og tykke gulnede ringbind. Sådan er der nok stadig mange, der forestiller sig, at et bestyrelsesmøde eller intense forhandlinger om et opkøb foregår.
Scenen er dog nok nærmere taget ud af ’Matador’, for i erhvervslivet vinker flere og flere virksomheder, banker og kapitalfonde farvel til de endeløse stakke af papir og vælger i stedet digitale løsninger, hvor de kan dele fortroligt materiale som bestyrelsesreferater, købsaftaler og andre hemmeligstemplede dokumenter, der ikke skal ses af den brede offentlighed.
Netop rejsen væk fra de fysiske dokumenter og støvede datarum står Admincontrol i spidsen for. Selskabets danske afdeling med Josefine Nyberg Jespersen i front har baseret sin forretning på to ben, nemlig digitale bestyrelses- og investorportaler samt virtuelle datarum. Især sidstnævnte har oplevet en markant vækst de senere år, i takt med at kapitalfonde og virksomhedsejere i stigende grad sælger selskaber i langt højere tempo end for blot et par år siden, ligesom især fondene typisk begynder at opbygge en exitplatform tidligere i processen.
”Vi kører i skrivende stund omkring 400 virtuelle datarum på nordisk plan. Vi ser tydeligt, at den stigende aktivitet på området også øger efterspørgslen efter et produkt som vores, hvor man hurtigt og sikkert kan dele fortrolige dokumenter. Når et selskab skal sælges, skal tingene gå stærkt, og derfor gør vi en dyd af at være tilgængelige stort set døgnet rundt,” forklarer Josefine Nyberg Jespersen, der kom til Admincontrol i 2013.
Fakta
Admincontrol er et norsk selskab, der primært leverer virtuelle datarum og digitale bestyrelsesløsninger.
Selskabet blev grundlagt i Norge i 2005 og ejes i dag af kapitalfonden Herkules.
Selskabets danske afdeling, som blev etableret i 2010, ledes af Josefine Nyberg Jespersen.
Admincontrol leverer løsninger til en lang række børsnoterede selskaber og finansielle spillere i Danmark, hvor eksempelvis bestyrelsen sikkert kan dele fortrolige dokumenter.
Selskabet leverer samtidig virtuelle datarum, som eksempelvis mange kapitalfonde bruger, når der skal laves due diligence i forbindelse med salg af en virksomhed.
Admincontrol leverer bestyrelsesløsninger til omkring 300 danske virksomheder og voksede sidste år med 39 procent i Danmark.
Nye regler på vej
Den øgede digitalisering de senere år kombineret med en ny stramning af persondataloven, der er på trapperne, har bevirket, at stadig flere virksomheder nu udelukkende vælger en digital løsning. Det er således alt fra små lokale banker til store børsnoterede selskaber, der omfavner de virtuelle bestyrelsesmøder.
”Hvis formanden kan bruge en iPad, så kan alle andre også. Det synes at være ræsonnementet rundtomkring hos de enkelte virksomheder. Men når vi taler med virksomhederne, er det især sikkerheden, de fleste efterspørger. Vores løsning er langt mere sikker end eksempelvis at sende dokumenter rundt på en mail, hvor alle i princippet kan kopiere dem og sende dem videre. Især med de kommende regler for persondata øger det kravene til, at de løsninger, selskaberne vælger, også er sikre,” forklarer Josefine Nyberg Jespersen.
De nye regler, der træder i kraft i begyndelsen af 2018, er en del af en stramning på området, som sker centralt fra EU. Reglerne, som kaldes General Data Protection Regulation, erstatter de nuværende retningslinjer på området, der blev nedfældet i 1990’ere og derfor på mange måder er forældede i dag. Med de nye EU-regler følger samtidig markant strengere straffe for eksempelvis direktør eller bestyrelsesmedlemmer, hvis der sker læk af fortrolige dokumenter, som på den ene eller anden måde er til skade for andre selskaber eller enkeltpersoner.
Med den rivende udvikling inden for den digitale verden, står Admincontrol også i en situation ligesom mange andre etablerede spillere, at man konstant er på vagt over for nye aktører, der kan udfordre en med innovative løsninger.
Et system som den gratis tjeneste Dropbox har allerede vundet indpas i mange mindre virksomheder, men Josefine Nyberg peger på, at det også her handler om sikkerhed, når Admincontrol skal overbevise virksomheder, kapitalfonde og banker om at tegne et abonnement på deres selskabs løsning.
”En del af de populære delingsløsninger, som er på markedet, fungerer super fint eksempelvis for private. Men sikkerheden i programmet er ikke god, og hvis man ville, kunne man relativt nemt hacke sig ind i programmet. Det samme er tilfældet med mange mails, der ikke er krypterede. Her kan man købe et program til 5 dollars, der kan knække mange mailprogrammer. Det er i den kontekst, vores argument om sikkerhed vejer tungt for mange kunder, selv om pris selvfølgelig også altid spiller en rolle,” siger Josefine Nyberg Jespersen.
Justerer løbende platformen
Selv om udfordringen fra eksempelvis Dropbox indtil videre er til at håndtere, er man hos Admincontrol udmærket klar over, at man befinder sig på et område i rivende udvikling. Nye, innovative og mere spartanske løsninger kommer hele tiden på markedet, men her handler det for selskabet om hele tiden at fintune sine services, så brugerne ikke bliver hægtet af.
”Modsat mange af vores konkurrenter er vores platform ny, og vi bruger hele tiden ressourcer på at tilpasse den, så brugerne får den bedste oplevelse. Systemet skal være sikkert, men det skal også virke i praksis. Ellers skræmmer vi folk væk, da kunderne har brug for, at systemet er fleksibelt,” forklarer Josefine Nyberg Jespersen.
Typisk køber eksempelvis en kapitalfond et abonnement hos Admincontrol på seks måneder, når man står over for et salg af en virksomhed, men kunsten for Josefine Nyberg og hendes folk er at få firmaets to forretningsben til at spille sammen i en sådan grad, at ydelser inden for bestyrelsesarbejde og M&A overlapper hinanden.
”Der ligger et stort potentiale for os i at sørge for, at de kunder, der køber et virtuel datarum, også fortsætter med at være tilknyttet os efter salget med en digital bestyrelsesløsning eller omvendt. Det er her, vi ser et stort potentiale,” påpeger Josefine Nyberg Jespersen.
LÆS MERE
Her er kapitalfondenes guldæg – og de sorte får
Her er kapitalfondenes guldæg – og de sorte får (Del 2)
Kapitalfonds detailkæde vil snuppe Berlingskes topchef – mediehus truet af ledelseskaos
Ombejlet erhvervsmand foran hårdt arbejde i EQT’s detailkæmpe
Stor tilbagegang i kapitalfonds detailsats