ziton web

Inside story

Genopstanden kapitalfond klar til frasalg

Kapitalfonden BWB Partners gør nu klar til at sælge selskaberne Ziton og SSG, der meget vel kan bane vej for en ny fond, selv om fonden for blot få år siden stort set var dømt ude.

Efter en omfattende restrukturering gør kapitalfonden BWB Partners nu klar til frasalg af flere af fondens selskaber, for dermed at komme et skridt tættere på at rejse en tredje fond, hvilket ellers syntes helt umuligt for blot et par år siden.

BWB Partners, der oprindelig blev stiftet under navnet Odin Equity Partners i 2005 af tidligere Doughty Hanson-partner Bernd Petersen blev hårdt ramt af finanskrisen, hvor flere af fondens virksomheder fik store problemer. En omfattende restrukturering af kapitalfondens to fonde og en udskiftning i investorkredsen i slutningen af 2015 kombineret med flere succesfulde frasalg betyder, at BWB igen står med en regulær mulighed for at hente friske penge og stable en ny fond på benene i løbet af 2017.

Især frasalget af den tidligere så kriseramte logistikkoncern Scan Global Logistics sidste sommer gav genlyd i BWB’s investorkreds, og nu står fonden med yderligere to selskaber på hånden, der potentielt kan give investorkredsen yderligere valuta for pengene.

InsideBusiness erfarer således, at BWB Partners i skrivende stund arbejder på at frasælge offshorerederiet Ziton samt skadeselskabet SSG.

Førstnævnte har efter nogle svære år virkelig fået maksimalt udbytte af den stigende optimisme i vindindustrien, og det forventes, at selskabets resultat før afskrivninger og skat i 2016 vil være på mindst 100 millioner kroner.

BWB har hyret den finansielle rådgiver Rothschild til at undersøge mulighederne for et salg. Timingen må siges at være optimal, idet Ziton ganske vist har kæmpet med store udfordringer gennem flere år, men som med direktør Thorsten Jalk i spidsen har foretaget en markant turnaround i løbet af 2016.

Også SSG har udviklet sig solidt på det seneste og tjente godt en halv milliard kroner på EBITDA-niveau i seneste regnskab. Det giver således god mening, at BWB for nylig har hyret revisionsgiganten Deloittes corporate finance-division til at undersøge markedet for potentielle købere.

BWB’s virksomheder:

InsideBusiness giver herunder et indblik i BWB Partners’ portefølje, hvor en række virksomheder snart skal afhændes, mens flere andre stadig kæmper med store udfordringer.

De kan sælges

Ziton: Selskabet, der tidligere hed DDB Jack-Up, har efter nogle svære år foretaget en markant turnaround takket været den store opblomstring i vindmølleindustrien. Alene fra 2015 til sidste år er der sket en kraftig forbedring af Zitons økonomiske præstationer, og ved udgangen af tredje kvartal sidste år havde virksomheden tjent over 80 millioner kroner før skat og afskrivninger. Ziton lider dog fortsat under en betydelig rentebærende gæld, da man har optaget obligationslån for over 700 millioner kroner.

Det er rådgiveren Rothschild, der har fået til opgave at vurdere de fremtidige muligheder for et salg af selskabet.

SSG: BWB Partners overtog skadeselskabet SSG i 2012, og siden er der sket kraftige forbedringer i virksomheden, der i seneste regnskab tjente 54 millioner kroner før skat og afskrivninger.

Efter en omkostningstung etablering i Norge kan BWB’s selskab nu fremvise overskud for første gang siden opkøbet i 2012, hvilket har fået kapitalfonden til at se på mulighederne for at sælge selskabet. Til den opgave har man valgt revisionshuset Deloittes corporate finance-afdeling, som er en af de mest succesfulde aktører på markedet.

Modsat Ziton har SSG blot en rentebærende gæld på omkring 100 millioner kroner og vil derfor sandsynligvis være medvirkende til yderligere at styrke BWB’s afkast siden restruktureringen.

De kan snart komme i spil

Transmedica: BWB købte selskabet helt tilbage i 2007 og har i mange år kæmpet med at få virksomheden op i gear. Gennem flere år har Transmedica haft store underskud, men det vendte i 2014, hvor man tjente 39 millioner kroner før renter og afskrivninger. Året efter blev det resultat forbedret med knap 10 millioner kroner.

System Frugt: BWB har snart ejet den østjyske virksomhed i seks år, og selv om resultaterne i perioden har været noget svingende på grund af en restrukturering af selskabet, peger pilen igen opad for Tilst-virksomheden, der trods en stigende omsætning de senere år fortsat kæmper med at skabe fornuftige overskud.

De kæmper stadig med udfordringer:

Heatex
Hydratech
Pedax
Qubiqa
SH Group

De er købt for nylig
Impreg (2015)
Bach Composite Group (2014)
Weiss (2013)

Problematisk investering gav solidt afkast

At valget er faldet på Rothschild til at undersøge mulighederne for Ziton, er ikke tilfældigt. Det var netop den engelske rådgivers danske afdeling under ledelse af tidligere Danske Bank-chef Jesper H. Jensen, der sidste år stod for salget af BWB-selskabet Scan Global Logistics, som trods flere år med store vanskeligheder blev solgt til en særdeles fornuftig pris.

Den store logistikkoncern i Kastrup var ellers i flere år hårdt ramt af, at man fra kapitalfondens side havde belånt virksomheden ganske massivt i den nu hedengangne Amagerbanken. Under ledelse af svenske Henrik von Sydow lykkedes det imidlertid at få selskabet på ret køl, ligesom man fik forhandlet en ny bankaftale på plads med Jyske Bank, der gjorde virksomhedens gældsstruktur langt mere optimal.

Ud over salget af logistikvirksomheden frasolgte BWB sidste år også en del af Qubiqa, og dermed har nytilkomne investorer i BWB allerede fået en vis valuta for deres investering.

Salg kan bane vej for ny fond

BWB havde oprindelig planer om at rejse sin tredje fond sidste år, men den målsætning måtte fonden droppe efter de mange år med problemer i porteføljen. I stedet foretog man en større restrukturering af de to fonde i slutningen af året, hvor en række oprindelige investorer blev købt ud ligesom nye kom til.

Samtidig rejste fonden et trecifret millionbeløb, der blandt andet blev øremærket til nye opkøb samt yderligere tilkøb til den eksisterende portefølje.

Såfremt det lykkes BWB at sælge henholdsvis Ziton og SSG med fornuftige afkast, vurderer flere kilder over for InsideBusiness, at de to handler kan bane vej for, at BWB for alvor kan gå aktivt i gang med at stable en ny fond på benene.

Mens SSG har oplevet fin fremgang siden 2012, hvor det daværende Odin opslugte selskabet, har Ziton under kapitalfondens ledelse været på en noget mere udfordrende rejse.

Som InsideBusiness tidligere har beskrevet, nyder en række af vindmøllebranchens underleverandører i skrivende stund godt af en stigende optimisme i industrien, hvor store kunder som Vestas og Siemens oplever en voksende interesse inden for især havvind.

Senest blev Maj Invest og PKA’s fælles investering, KK Wind Group, solgt til den svenske kapitalfond Solix, og flere andre af vindbranchens underleverandører, herunder Jupiter Group, skiftede sidste år hænder.

Selskaber kæmper stadig

Mens BWB og ledende partner Jacob Bergenholtz har fået styr på flere selskaber i kapitalfondens portefølje, er der fortsat en del investeringer, der giver panderynker hos fonden og investorkredsen, der blandt andet tæller Pensam og Industriens Pension.

Det gælder blandt andet Hydratech, der både leverer services til vind- og olieindustrien. Hvor førstnævnte del af forretningen går strygende lider oliedivisionen stadig under den historisk lave aktivitet i oliebranchen, mens BWB senest har investeret yderligere midler i selskabet for dermed at understrege, at man fortsat tror på virksomheden.

Også svenske Heatex og investeringen i tyske Pedax har et godt stykke vej igen, før et salg kan blive en realitet, mens virksomheden Transmedica langt om længe er ved at være på ret køl efter en lang årrække med udfordringer og store underskud.

 

LÆS OGSÅ:

Bank og kapitalfond i højspændt opgør om gældstynget selskab 

Tunge investorer dropper mindre fonde

Sådan er afkastet i de mindre fonde

Kapitalfonde flopper på børsen

Her er Danmarks bedste kapitalfond