Jesper Mortensen, adm direktor

Inside story

GF Forsikring under konkurrencepres. Nu kommer flere nye satsninger

GF Forsikring kom stærkt ud af 2016 takket være afløbsgevinster fra tidligere år på 200 millioner kroner. Nu står selskabet over for et historisk sats på erhvervskunder og massive digitale investeringer.

Det er godt at være medlemsejet og ride på den nye bølge af deleøkonomi, som forbrugerne bliver stadig mere opmærksomme på. Sådan lyder meldingen fra GF Forsikrings direktør, Jesper Mortensen, om årsregnskabet fra GF Forsikring.

Men som andre forsikringsselskaber oplever GF Forsikring en kraftigt øget konkurrence – ikke mindst på bilområdet, hvor bilerne bliver mindre, billigere og sikrere, hvilket gør det sværere at tjene penge. Alligevel lykkedes det for GF Forsikring og direktør Jesper Mortensen at øge antallet af kunder med 4.356 i 2016. Præmierne steg samtidig med 2 procent til 1,7 milliarder kroner, hvilket gør GF Forsikring til det ottendestørste selskab i Danmark.

GF ændrer struktur

GF Forsikring er bygget op omkring selvstændige forsikringsklubber, hvor kunderne er medlemmer.

I 2016 forenklede GF sin ejerstruktur, som betød, at GF Forsikring fusionerede med moderselskabet GF Medlemsselskabet. Med den nye ejerstruktur er forsikringsklubberne blevet direkte ejere af GF Forsikring sammen med GF Fonden.

GF Fonden er stiftet af forsikringsklubberne og har til formål at sikre, at selskabet forbliver et selvstændigt dansk forsikringsselskab, og at godkende tilførsel af ekstern kapital, hvis der mod forventning skulle blive behov for det.

På overfladen leverer GF Forsikring et fornemt resultat på 222 millioner kroner, hvilket er det suverænt bedste resultat de seneste fem år. Men der er en bagside af medaljen. For en væsentlig del af overskuddet hentes fra de såkaldte afløbsgevinster, der udgjorde 200 millioner kroner sidste år. I det lys er combined ratio på 89 ikke så imponerende. GF-direktør Jesper Mortensen erkender da også, at overskuddet i 2016 blandt andet er drevet af enkeltstående gevinster.

Sværere 2017

Disse afløbsgevinster kommer ikke til at fortsætte i 2017, hvor combined ratio ventes at vokse til 100. I det hele taget har GF Forsikring fokus på kunder og vækst snarere end at ligge med en lav combined ratio i modsætning til tendensen i de større børsnoterede selskaber.

”Vi har et godt resultat, der også betegnes som historisk godt, men det er præget af væsentlige afløbsgevinster og engangsgevinster. Men selv når vi renser for de ting, så ligger vi på niveau med vores målsætning, som er en combined ratio på 97,” siger Jesper Mortensen.

GF Forsikring er kundeejet i en ret ren form. Det vil sige, at man ikke skal tjene så meget, og man har i den grad mulighed for at sælge på, at kunderne får penge tilbage, hvis det går godt i forsikringsselskabet. Det er kendt, at Tryg Forsikring på det seneste har indført en lignende tilbagebetalingsmodel, men det er en lavere andel, som kommer tilbage til kunderne:

”Jeg mener, at GF er det tætteste, man kommer på et ægte kundeejet selskab, men selvfølgelig er der nogle afarter, der ligner os. Forsikringsgrupperne og medlemmerne kan udøve indflydelse på lokale generalforsamlinger. Og vi er nonprofit. Det er noget af det, vi har medvind på. Det falder ind i tidens trend om deleøkonomi.”

Sidste år voksede GF Forsikring med 2 procent højere præmieindtægter. I 2017 venter man, at bruttopræmierne stiger med 5 procent. Selskabet er da også i en situation, hvor man satser på udvidelse af forretningen.

”Vi arbejder meget med forretningsudvikling. Det vigtigste er, at vores satsning på erhvervsmarkedet går i luften de næste måneder. Det er de mindre og lokale erhvervsdrivende, vi går efter. Vi har lavet nogle pakker, som passer til de enkelte målgrupper.”

Det centrale i GF Forsikrings strategi er, at man vil følge med tiden, udvikle og forbedre satsningen på salg på nettet, men man vil samtidig sikre en stærk lokal profil med de 36 kontorer rundtomkring i landet.

”Vi skal være analoge og ude lokalt og hjælpe kunderne. Samtidig skal vi forny os og digitalisere og forbedre os lidt. Vi balancerer mellem det analoge og det digitale. Jeg sammenligner det med vinylpladespillere, der jo sælger godt igen.”

Flere nye partnerskaber

En anden væsentlig del af GF Forsikrings vækststrategi handler om partnerskaber. Her har man opbygget alliancer med Jyske Bank, der nu er udvidet med BRFkredit. Samtidig har man også nye alliancer med Gigtforeningen og med Club Matas. Desuden har man partnerskaber med OK Benzin, Ældre Sagen og Dansk Magisterforening. GF har desuden firma- og fagklubber, for eksempel for kommunalt ansatte, for officerer i forsvaret og mange andre.

”Grupperne er skruet forskelligt sammen. Nogle kører meget direkte med vores brand. Andre kører som white label.”

I det hele taget forventer Jesper Mortensen, at de mindre selskaber kommer til at fortsætte med at klare sig bedre end mange af de større spillere.

”Vi har en strategi om lønsom vækst. Når jeg ser på os og sammenligner os med de store selskaber, så ser jeg, at de medlemsejede selskaber vokser mere end de børsnoterede. Det ligger nok lidt i tidens trend.”

GF Forsikring oplyser desuden, at man er villig til at købe op, hvis mindre selskaber går hen og får udfordringer.

LÆS MERE

Bilforsikring bliver teknologisk slagmark. Nu vil selskaberne holde øje med kørslen

Prisdumping, opgør, skilsmisse og store tab af markedsandele. Forsikringsbranchen ændrer sig hastigt  

Udlandet sværmer om danske forsikringsguldæg

Her er forsikringsselskaberne med de højeste og laveste omkostninger

Nu stopper de fede tider for skadesforsikring. Codan og Tryg under pres