En række danske investorer har i løbet af 2023 fået en henvendelse fra erhvervsmanden Peter Warnøe, der fik de fleste til at spærre øjnene op.
Tilbuddet fra Warnøe og venturefonden Nordic Eye lød umiddelbart yderst tiltalende, idet de udvalgte fik en unik mulighed for at købe aktier i den skandaleombruste venturefonds absolutte guldæg, Bellabeat.
Endda til lidt af en spotpris.
Investorerne blev således tilbudt at købe aktierne i det hypede medtechselskab til en pris, der værdisatte selskabet til omkring 4 milliarder kroner. En voldsom rabat, set i forhold til at Bellabeat ifølge Warnøe selv var optaget til en værdi på 26 milliarder kroner i fondens egne bøger.
Vel at mærke med det velanskrevne revisionshus Deloittes stempel.
Der var dog flere ting i tilbuddet, der straks fik flere til at undre sig. Selv beskrev Warnøe, at det var Bellabeats to stiftere, der ville sælge en lille portion af deres aktier som såkaldte secondaries.
I sig selv ikke usædvanligt, idet Urška Sršen og Sandro Mur, der stiftede selskab i 2014, fortsat sad på 35 procent af aktierne.
De havde således som udgangspunkt en interesse i at hjemtage lidt af gevinsten, hvilket ikke er unormalt i en ventureindustri, hvor værdierne kan stige voldsomt, og stiftere med jævne mellemrum har behov for at veksle en smule af deres papirpenge til kontanter.
Det, som dog fik de fleste private og professionelle investorer til at undre sig, var imidlertid den massive rabat, stifterne åbenbart var villige til at sælge til. Endda midt i at selskabet med hjælp fra Goldman Sachs var i fuld gang med at rejse yderligere kapital forud for en storstilet børsnotering.
At stifterne i fremadstormende ventureselskaber må give rabat, når de sælger ud, er der ikke noget underligt i. Men i dagens marked er en discount på omkring 20 procent normalt. I Bellabeats tilfælde var den rabat, de heldige danske investorer og velhavere blev tilbudt, tættere på 80 procent.
Her begynder alarmklokkerne så småt at ringe, og de forstummede bestemt ikke, da Berlingske for nylig kiggede milliardforretningen efter i sømmene og med en vis rimelighed godtgjorde, at der ikke så ud til at være sammenhæng mellem den skyhøje værdisætning og de meget få brugere, det er muligt at opstøve.
Konstruktionen bag Nordic Eyes enhjørning er i sig selv også bemærkelsesværdig. Via hovedkvarteret i Zagreb til den hermetisk lukkede amerikanske miniputstat Delaware styrer Urška Sršen, Sandro Mur og deres relativt få ansatte, der sælger langt flere smykker end deres konkurrenter. Selv om Bellabeats tilstedeværelse på eksempelvis Amazon, der normalt er en af de vigtigste salgskanaler i USA, er til at overse.
Salg trækker ud
Nordic Eye har selv forsvaret sig med, at omsætningen i Bellabeats reviderede regnskab er omkring 4 milliarder kroner. Ingen har dog set tallene, og ligeledes bemærkelsesværdigt er det, at man nu i snart et år har forsøgt at sælge hele sin første fond.
Altså netop den fond, hvori Bellabeat ligger og udgør langt hovedparten af værdien. Først var meldingen til den danske venturefonds mange private investorer, at man ville sælge hele fonden i én stor samlet handel.
På den måde kunne man fokusere kræfterne på at etablere nye fonde frem for at skulle bruge en masse tid og ressourcer på at drive de mange usælgelige selskaber, der ville ligge tilbage i fonden, når først de 2-3 bedste virksomheder var afhændet.
Siden har Nordic Eye skiftet strategi, og i løbet af efteråret har man med Goldman Sachs’ hjælp jagtet købere til de mest lovende guldæg i porteføljen, der ud over Bellabeat tæller Airhelp.
Gang på gang er planer dog blevet udskudt til stor frustration for fondens investorer. Tiden dræber som bekendt enhver handel, og netop tiden synes at arbejde imod Warnøe og Nordic Eye.
Finansmand gemmer sig
Selvfølgelig er hele venturebranchen blevet hårdt ramt af de stigende renter og investorernes begrænsede appetit på risiko. Men når man angiveligt har købt sig ind i Bellabeat ud fra en værdiansættelse på 400 millioner kroner, så burde man snildt kunne høste et gyldent afkast på casen, selv om en markedsværdi på over 20 milliarder kroner er for optimistisk.
Med Nordic Eyes lidt spøjse kommunikation, de mange forunderlige forhold omkring Bellebeat samt ikke mindst Peter Warnøes stærkt tvivlsomme historik kan man snildt frygte, at vi har at gøre med en moderne udgave af ’Kejserens nye klæder’.
Det kan sagtens være, at Warnøe og Bellabeat gør skeptikerne til skamme og laver et fantastisk exit i løbet af 2024. Men hvis det hele smuldrer mellem fingrene på fonden, er Warnøe ikke den eneste med røde ører.
Den fremtrædende finansmand Jeppe Christiansen fra Maj Invest er dybt involveret i Nordic Eye og sidder i Bellabeats bestyrelse. Han har i hele forløbet været forbavsende stille. Måske fordi han ikke ønsker at være den, der råber, at kejseren ikke har noget tøj på.
Læs mere
Omstridt fond skifter spor i jagten på jackpot
Ombrust venturefond lurer på spektakulært frasalg
Statslig investor har milliarder på spil i yderst skrøbeligt venturemarked
Kapitalfond genopliver børsdrømme
Lukrativt M&A-marked i brat fald
Kapitalfond kan spinde guld på storinvestors skandalesag
Mærsk-ejers kapitalfond vil hente 15 milliarder til ny satsning