bilafgifter

Redaktørens analyse

Hårdknude i forhandlinger om lavere bilafgifter. Her er de mulige løsninger

Det er langtfra sikkert, at regeringen kan nå i mål med de storstilede afgiftslettelser på biler, som blev præsenteret i dag. For Dansk Folkeparti stritter imod. Det peger snarere på et kompromis om en mindre lettelse i de kommende lynforhandlinger.

Alt tyder på, at der går hårdknude i de bebudede store lempelser i registreringsafgifter på biler.

Det lød da næsten også for godt til at være sandt for både bilbranchen og bilglade danskere, da lækkede regeringspapirer i Politiken viste en endog betydelig reduktion i registreringsafgiften på biler. Tirsdag formiddag blev forslaget bekræftet i regeringens skattepakke.

Afgiften skulle falde fra 150 procent i dag til 100 procent, hvilket svarer til et fald i nybilpriserne på ca. 100.000 for en Mercedes til en halv million kroner og væsentligt mere, hvis man køber ny bil til mere end 1 million kroner. En Porsche i fuldt battledress i form af en 911 Turbo S ville endda falde med 800.000 kroner.

Om det var disse beregninger på en Porsche i superbilsklassen, der fik regeringens vigtigste støtteparti Dansk Folkeparti op af stolen, vides ikke. Men fakta er, at afgifterne på små biler i dag ligger på 105 procent. Derfor vil for eksempel en Fiat Panda kun falde med 3.000 kroner, fordi de mindste biler i dag kun betaler 105 procent i afgift, og den fordeling huer næppe Danske Folkeparti.

I stedet understregede Kristian Thulesen Dahl (DF) i Politiken, at partiet ganske vist bakker op om en omlægning af registreringsafgiften, men at det skal ske i en storstilet reform af hele det betændte område, der har været præget af stor kritik af især leasingselskabernes ageren.

Både FDM, Bilbranchen under DI og De Danske Bilimportører har gentagne gange slået på tromme for en såkaldt teknisk reform af bilafgifterne. Indtil videre uden det store held. Men meget tyder på, at netop Dansk Folkeparti endelig er blevet lydhør over for en teknisk reform af bilafgifterne.

Her er regeringens egne formuleringer

Det skal være billigere at købe en bil

Biler er meget dyre i Danmark sammenlignet med andre lande på grund af de høje afgifter. Regeringen vil gøre det billigere for danskerne at købe en familievenlig og trafiksikker bil.

De første skridt har vi allerede taget med de to seneste finanslove. For en mellemstor familiebil er afgiften sat ned med i alt 20.000-30.000 kroner. Registreringsafgiften er nedsat fra højst 180 procent til højst 150 procent. Regeringen ønsker at tage det næste store skridt, som gør det billigere at købe en bil.

Forslag: Ingen skal betale en registreringsafgiftssats på mere end 100 procent.

Regeringen er opmærksom på, at en forventning om lavere registreringsafgift kan medvirke
til en midlertidig opbremsning af bilsalget. Regeringen indkalder derfor til forhandlinger med det samme.

Kilde: Finansministeriet

Frygt for nye skattefejl

Til gengæld er regeringen og embedsværket ikke så interesseret i en sådan stor teknisk reform, hvor bilerne med ét går over til at blive beskattet på en helt anden måde. Det er der flere gode grunde til.

I Holland har et på overfladen forbilledligt projekt med roadpricing udviklet sig til en økonomisk katastrofe. Desuden levner de mange skatteskandaler herhjemme ikke den store lyst til at rulle et svært og stort skatteprojekt ud over et så komplekst område som bilområdet, hvor der er tradition for narrestreger i branchen. Et oplagt beskatningsgrundlag vil for eksempel være bilernes opgivne tal for kilometer på literen, men de tal er der efterhånden ikke den store tillid til længere, fordi nye biler sjældent når det niveau, de er opgivet til. I øvrigt er kilometer på literen allerede en del af de eksisterende beregninger for grøn ejerafgift.

Derfor var det umiddelbart tiltalende med de 100 procent i registreringsafgift, som er en langt mere simpel model. Og det er også formentlig den, som regeringen fortsat vil lægge frem tirsdag.

Spørgsmålet er så, om Dansk Folkeparti vil lege med. Det er der umiddelbart ikke noget, der tyder på. Enten skal der gives en væsentlig indrømmelse på et andet område, eller også skal der findes et kompromis.

Og det må gerne gå lidt stærkt. For efter nok et fremragende år for bilbranchen med rigtig gode salgstal for nye biler har meldingerne om billigere biler fået alt til at gå i stå. Ingen køber ny eller brugt bil, før der igen er faldet ro over tingene.

I forvejen er en reform ikke billig for bilfolkene. Ifølge tal fra Bilbasen vil det koste 330-350 millioner kroner i værditab for bilbranchen, hvis der indføres en beskatning på 100 procent på det eksisterende varelager på biler, og Kristian Thulesen Dahl har meldt ud, at han ikke ønsker, at nybagte bilejere bliver straffet af en kommende reform.

Men hvis det hverken kan blive de 100 procent eller en egentlig teknisk reform, så er det mest sandsynlige udfald et kompromis, hvor afgiften bliver sænket i mindre skala. Det kan være en ny registreringsafgift på 125 eller på 135 procent. Eller måske sætter man det såkaldte skalaknæk lidt op, så også de billigere biler får en pæn afgiftslettelse. Det passer også med de to tidligere afgiftslettelser, der begge var mere beskedne, men med respekt for de eksisterende bilejeres værdier.

Fjerner ikke leasingproblemet

Men problemet ved den model er, at man ikke får ryddet op i den regeljungle, som leasingselskaberne i stor stil lukrerer på. For det er efterhånden velbeskrevet, at leasingfirmaer med flåderabatter på nye biler og fiffige metoder kan slippe helt uden om at betale registreringsafgift.

Det var derfor også en vovet og næsten komisk annonce, som den store bilimportør Interdan indrykkede i en række dagblade mandag med ordlyden: ”Kære Dansk Folkeparti. Vi skylder jer en stor og oprigtig tak for opbakningen til nye tekniske afgifter, som fremover vil give flere danskere adgang til dyre luksusbiler.”

Derefter henviste Interdan til mærkerne Audi, BMW, Mercedes og Porsche. Men Interdan Gruppen importerer kun de mere folkelige Peugeot, Citroën, Mitsubishi og Chevrolet. Og netop disse bilmærker har en ret gammeldags teknologi, som næppe vil få fordel af en mere teknisk omlægning. Så annoncerne var ikke andet end en gimmick, der skulle lægge pres på netop Dansk Folkeparti.

 

LÆS MERE

VW-chef advarer om problem med dansk billeasing 

Vi henter italiensk bilskønhed med mangler

Bilforsikring bliver teknologisk slagmark. Nu vil selskaberne holde øje med kørslen

Prisdumping, opgør, skilsmisse og store tab af markedsandele. Forsikringsbranchen ændrer sig hastigt  

Udlandet sværmer om danske forsikringsguldæg

Her er forsikringsselskaberne med de højeste og laveste omkostninger