Headhunter web 1

Inside story

Hæderkronet headhunter reddet på målstregen

Headhunterfirmaet Flensby & Partners gik i sidste uge konkurs efter flere år med svigtende indtjening og en dyr udenlandsk ekspansion. Konkurrent overtager dele af firmaet og fører navnet videre, men to nøglemedarbejdere forlod kort før derouten selskabet for at genrejse rivalen Boyden. Vi går tæt på en branche, hvor stolelegen langtfra er forbi.

Flensby & Partners var gennem en årrække en af de førende danske headhuntere i erhvervslivet, men efter flere års nedtur måtte selskabet i sidste uge dreje nøglen om.

Kombinationen af manglende indtjening, et mislykket generationsskifte samt ikke mindst en dyr ekspansion i lande som Norge og Sverige endte med at koste firmaet livet. Ganske kort efter konkursen stod det imidlertid klart, at Flensby-navnet nu kan leve videre, idet konkurrenten Unique Human Capital dukkede op som køber af flere af de sunde dele samt ikke mindst selve navnet.

”Flensby & Partners blev ramt af manglende ordrer og deraf svigtende indtjening. I kombination med at man havde startet en række aktiviteter op, der ikke var indtægtsgivende, blev det afgørende for selskabet. Det lykkedes os dog at sælge dele af selskabet i kølvandet på konkursen,” forklarer kurator Christian Jul Madsen, der er partner i advokatfirmaet Kromann Reumert.

Mens selskabet Flensby & Partners A/S gik konkurs i sidste uge, forventer Christian Jul Madsen, at koncernens overordnede holdingselskab, Flensby & Partners International, også drejer nøglen om inden for de næste par dage. Det selskab havde i seneste regnskab også en negativ egenkapital på over en halv million kroner efter et tab på godt 4 millioner kroner de to seneste år.

Flensby & Partners var ellers gennem en årrække blandt de absolut førende aktører i en branche domineret af udenlandske giganter som Egon Zehnder, Russell Reynolds og Spencer Stuart.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger så firmaets fremtid ikke lysere ud, efter at de to nøglepartnere Morten Winther og Henrik Harbo for nylig meddelte, at de var blevet hyret af rivalen Boyden, der stod med et akut behov for at få genrejst sin danske forretning.

Boyden havde i mange år haft den forhenværende Amrop-stifter Finn Rants i spidsen, men han blev tidligere i år hentet tilbage til netop Amrop, der havde mistet samtlige partnere til den internationale gigant Heidrick & Struggles, der længe havde jagtet muligheden for at få bedre fodfæste på det danske marked.

Sagen kort

Efter flere år med en fastlåst magtstruktur blandt landets største headhuntere kom der for alvor skred i tingene, da den internationale gigant Heidrick & Struggles sidste år overtog partnerne i Amrop. Selskabet var på få år blevet en af de absolut førende headhuntere herhjemme i blandt andet den finansielle sektor.

Som erstatning for de mange exits hentede Amrop tidligere i år firmaets danske stifter, Finn Rants, tilbage i folden med en ambition om at fastholde hovedjægerens momentum på det danske marked.

Finn Rants blev hentet hos konkurrenten Boyden, der som modsvar netop har hentet to nøglepartnere hos Flensby & Partners.

Sidstnævnte var igennem mange år en af de førende danske aktører på markedet, men svigtende indtjening og en fejlslagen ekspansion tvang i sidste uge firmaet til at dreje nøglen om.

Unique Human Capital overtog i denne uge resterne efter Flensbys konkurs.

Vi klarer os uden de to partnere

Jørn Andersen fra Unique Human Capital (UHC) ser dog ikke noget problem i, at man nu overtager et firma, hvor to ledende medarbejdere er fortid.

”Bruddet mellem parterne betyder, at de, der var ansvarlige for de to Flensby-selskaber og bestyrelsesformand for samme, har brudt op og delt sig i egne konstellationer. Vi har ikke behov for at erstatte de to tidligere partnere. Vi er en veldrevet virksomhed med blandt andet en meget kompetent searchfunktion på 10 researchere samt et internationalt searchnetværk i 28 lande, og de sidste nye searchværktøjer. Samlet står vi nu med 35 medarbejdere. Så vi er godt rustet til at løse opgaver for alle vores kunder,” siger han og understreger, at UHC blandt andet overtager koncepter, kundedatabase, navn og licenser, ligesom stifter Torben Flensby fortsætter som partner i firmaet.

Ud over opkøbet af den konkursramte konkurrent har UHC også for nylig overtaget rivalen Hedegaard Management, Search & Selection, som man netop nu er ved at integrere.

”Med opkøbet fortsætter vi vores ambitiøse vækststrategi og tilfører UHC en række stærke kompetencer inden for rekruttering til direktioner og bestyrelser både nationalt og internationalt. Det gør vi, fordi stigende digitalisering af rekrutteringsbranchen, krav om højtspecialiseret indsigt og rådgivning nødvendiggør et højt niveau af viden og et bredt netværk,” siger Jørn Andersen.

En del af noget større

For de to tidligere Flensby-folk, der nu skal genoplive Boyden på det danske marked, er det ifølge ledende partner Morten Winther helt essentielt, at han og kollegaen Henrik Harbo nu også får muligheden for at agere som en del af en international koncern.

”Da Boyden kontaktede os med en ambition om at skabe en førende nordisk aktør med globale ambitioner, ramte det os lige i solar plexus. Vi tror på, at vi med det nye setup og Boydens internationale forretning i ryggen har rigtig gode muligheder for at skabe et marked, der spiller både i Danmark og i de øvrige nordiske lande,” forklarer Morten Winther og peger på, at netop Boydens globale organisation var noget af det, der tiltalte Henrik Harbo og ham selv.

”Det er en unik mulighed for os at kunne være med til at servicere klienter via 65 kontorer i 40 forskellige lande. De senere år er branchen i stigende grad blevet international, da klienterne i dag som oftest har et globalt perspektiv. Det stiller store krav til de enkelte aktører, og her tror vi på, at vi kan få en rigtig stærk position,” siger han.

Som en af de få store herhjemme vil Boyden have kontor i både København og Århus, hvilket sker ud fra en klar ambition om at være stærkt til stede blandt de store jyske virksomheder.

”Vi kender de enkelte brancher grundigt og kan qua vore to kontorer hjælpe vore kunder med at løse komplekse opgaver på højt niveau, også i svære geografier, alt sammen med en jordnær tilgang til tingene,” siger han.

Endnu en gruppe bryder ud

Et af de selskaber, det genopståede Boyden kommer til at slås med, er Odgers Berndtson, der også netop har haft gang i lidt af en stoleleg.

To af firmaets partnere, Eva Zeuthen Bendtsen og Michael Frederiksen, har netop etableret deres egen uafhængige butik Zeuthen Storm, hvor Jens Lernø Storm udgør den sidste plads i trioen. Netop de selvstændige aktører spås af branchens største spillere trange kår i en tid, hvor alle firmaer er udsat for stigende krav i forbindelse med GDPR samt internationalisering.

Ifølge Eva Zeuthen Bendtsen har man dog hos Zeuthen Storm en målrettet strategi om et snævert fokus, så man undgår at gå samme vej som mange andre.

”Vores klare ambition er at udnytte de respektive partneres netværk, så vi udelukkende tager sager, hvor vi ved, at vi hver især har indgående erfaring og et bredt internationalt funderet netværk. Vi tror også, at kunderne vil se det som et friskt pust, at vi kommer ind som selvstændig aktør i et marked, der er præget af stilstand, forstået på den måde, at man altid møder de samme aktører,” forklarer Eva Zeuthen Bendtsen.

Har bevist sit værd

Trods tabet af to nøglefigurer er ledende partner Troels Gjerrild hos Odgers Berndtson ikke bekymret for, at selskabet vil tabe momentum.

”Der er for nylig sket nogle ændringer hos os, og et par folk har forladt os, men det er jo en del af det nuværende marked, hvor en del personer flytter rundt. De, der har forladt os, vil blive erstattet af nogle tilsvarende stærke profiler,” siger han.

Troels Gjerrild peger samtidig på, at han mener, virksomheden har bevist sit værd også i svære tider i årene efter finanskrisen.

”Vi oplever, at det kører på alle cylindre hos de fleste i branchen for tiden. Sidst vi så samme billede, var i årene op til finanskrisen, men selv om vi som andre mærkede krisen, tjente vi stadig penge. Det understreger for os, at vi har en robust forretningsmodel,” forklarer headhunteren.

Modsat branchens mastodonter som Egon Zehnder og Korn Ferry har Odgers mere form som et franchisekoncept, hvor de lokale partnere også er medejere.

Samme struktur havde man tidligere i Amrop, og det var blandt andet en af årsagerne til, at man indgik et partnerskab med Heidrick & Struggles. Det ellers succesfulde firma var af den opfattelse, at man var nødt til at have en international organisation i ryggen for at være i stand til at kæmpe med om de største mandater de kommende år.

Troels Gjerrild understreger dog, at der i høj grad er andre fordele ved den model, man benytter hos Odgers.

”Selv om vi har en anden struktur end mange af branchens store aktører, tror vi på, at vores model har vist sit værd gennem årene. Vi har været i Danmark i 40 år. Vi er selv medejere af Odgers Berndtson og har således hånden på kogepladen. Det giver en ekstra motivation og får os alle til at stå ekstra tidligt op om morgenen og knokle dagen lang. For os er det alfa omega at kunne servicere store virksomheder med dygtige kandidater fra hele verden. Vi har 52 kontorer worldwide. På toplederniveau behøver man ikke nødvendigvis at være specialist på et område for at håndtere opgaven på bedst mulige måde,” siger han.

 

LÆS MERE

Kold luft i toppen af Pandora 

TDC bryder med headhunter efter mislykket formandsjagt

Derfor er ambitiøs Mærsk-direktør fortid 

Førende headhuntere vender ny organisation ryggen

Bejlere kæmper for at overtage verdens største headhunter

Her er Danmarks førende headhunter