I begyndelsen af 1990’erne havde den danske vinhandler Knud Kjellerup sat sig for, at han ville udleve sin drøm om egen vingård. Det skulle naturligvis være i Frankrig.
Bordeaux’ klassiske vine med de store alleer og finpudsede slotte var ikke noget for den jyske vinkøbmand, der for længst havde forelsket sig i Bourgogne, hvor stilen er langt mere afslappet. Her kunne man dengang stadig finde lidt nedslidte vingårde, hvor ejeren tog imod i det samme tøj, han havde på, når markerne skulle inspiceres.
Allerede for mere end 20 år siden var Bourgognes afslappede stil og de mange skjulte vinskatte noget, der kunne få de fleste vinelskere til at blive næsten helt salige trods det lunefulde klima og de høje jordpriser.
Men Knud Kjellerup var fast besluttet på, at han ville til det midtfranske. Hvor Bordeaux’ slotte ganske vist er forskellige, er den jord – terroir – man har i Bourgogne helt uforlignelig og to næsten identiske vinmarker med blot få kilometers afstand kan producere vidt forskellige vine.
Sammenholdt med de hagl- og regnfyldte somre er det både en velsignelse og en forbandelse på samme tid. For Knud Kjellerup var Bourgognes skrøbelig høst dog en stor del af charmen, og da det ældre ægtepar Sounit i 1992 besluttede sig for at gå på pension, så den danske vinhandler et oplagt mulighed for at kunne skrive vinbonde på cv’et.
Knud Kjellerup købte vingården Albert Sounit i 1993. Foto: PR
Behov for en kærlig hånd
Den franske vingård, der dengang primært producerede Bourgognes boblende cremant, havde igennem et par år været en del af sortimentet i Knud Kjellerups vinfirma, Østjysk Vinforsyning. Der var dog plads til forbedring på den noget nedslidte vingård, der hverken ejede sine egne marker eller bygninger. Prisen var derfor nede i et leje, hvor Knud Kjellerup øjnene en god investering.
Samtidig lå Sounit-ejendommen i hjertet af den lille støvede by Rully i Côte Chalonnaise. Et område uden en eneste grand cru-mark, som derfor stod i skyggen af Bourgognes mange mastodonter længere nordpå, der gennem hundreder af år havde skabt begejstring overalt i verden.
”Jeg så netop det som en gevinst. Efter min vurdering var her muligheden for at lave mindst lige så god vin som andre steder i Bourgogne, men samtidig gøre det til priser, hvor mange flere kunne være med,” lyder det i dag fra Knud Kjellerup, der er bosat i Danmark, men bruger halvdelen af året i det franske.
Efter at købet af ægteparret Sounits ejendom var faldet endeligt på plads i 1993, gik Knud Kjellerup og hans to forretningspartnere i gang med en omfattende renovering af det gamle vinhus. Der var behov for massive investeringer, og de tre vininvestorer gik i gang med en omfattende genrejsning af vingården.
Oprindelig var Sounit kun en negociant, altså et vinhus uden egne marker, der i stedet måtte købe druer fra områdets bønder og selv stå for den videre forarbejdning. Knud Kjellerup havde imidlertid et stort ønske om, at man på sigt skulle have sine egne marker for dermed at være bedre i stand til at styre produktion og kvalitet.
Opgaven var enorm, og selv om den jyske bourgogneelsker i de første ti år drev sin forretning Østjysk Vinforsyning sideløbende med sit franske eventyr, stod han i 2002 ved i skillevej.
”Det viste sig at være et meget krævende arbejde at løfte Albert Sounit op, hvor vi gerne ville have virksomheden. Så i 2002 solgte jeg mine aktier i Østjysk Vinforsyning for at hellige mig opgaven i Bourgogne,” siger Knud Kjellerup.
Det første seje træk var at forbedre den cremant, Albert Sounit havde produceret i årevis. Cremanten var nemlig det, der oprindelig havde vakt Knud Kjellerups interesse for det lille vinhus, da han på en af sine mange rejser i Bourgogne tilfældigt var kommet forbi Sounit-vingården og var faldet i snak med det ældre ægtepar, der ejede forretningen.
Albert Sounit producerer cremant samt rød- og hvidvin.
Røde og hvide trængte til ansigtsløft
Både de røde og de hvide vine trængte til et alvorligt ansigtsløft, men problemet for Knud Kjellerup var, at man forsat var meget afhængig af de bønder, man købte druer af. Det fik man heldigvis lavet om på i 2005, da Knud Kjellerups med sine to partnere i ryggen overtog Domaine Bernollin i 2005.
”Det var en stor ting, da vi fik vores egne vinmarker, men det var også en kæmpe investering, nok vores største enkeltstående, selv om vi gennem årene havde brugte mange penge på at øge kvaliteten hos Sounit,” siger Knud Kjellerup, der året efter kastede sig ud i endnu en stor investering, da man opkøbte selve ejendommen, hvor Sounit havde til huse. Tidligere havde man blot lejet bygningerne, men de to store investeringer var ifølge Knud Kjellerup for alvor det, der bidrog til at løfte bourgognehusets kvalitet.
Siden da har Knud Kjellerup og hans franske vinforretning løbende opkøbt jord i Côte Chalonnaise, hvor man i dag ejer 14 hektar. Der bliver dog stadig indkøbt druer fra lokale bønder, hvilket til tider giver en alvorlig udfordring med uhørt høje priser.
Selv om Knud Kjellerup i princippet kan sælge sine vine til en højere pris, så skal man samtidig indkøbe druerne til tilsvarende høje priser af de lokale, hvilket giver et kæmpe usikkerhedsmoment.
”Systemet er således, at vi betaler for druerne, halvandet år før vi rent faktisk kan lave vin af dem. Derfor er usikkerhedsfaktoren stor, men vi er samtidig ofte nødt til at gå med til bøndernes pris, for ellers står der en kø af andre producenter bag os, der hellere end gerne køber druerne,” siger Knud Kjellerup.
Selv tager han turen til Rully mindst en gang om måneden, men selv om de 1.300 kilometer på de tyske og franske motorveje ikke altid er lige morsomme, så glæder han sig altid, når han stiger ind i bilen og sætter kursen mod Bourgogne.
Læs også om Morten Johnsens jagt på gamle vinskatte på Den Blå Avis mhp. investering og videresalg.
