Karsten Dybvad web1

Redaktørens analyse

Har DI-boss snigløbet Danske Bank?

DI-topchef Karsten Dybvad har længe været en indædt kritiker af Danske Bank og formand Ole Andersen i en sådan grad, at flere mener, han er gået for vidt. Nu kan Dybvad så overtage formandsposten i den virksomhed, han har brugt de sidste mange måneder på at kritisere.

Dansk Industris topchef, Karsten Dybvad, har på ingen måde været begejstret for, at Danske Bank pludselig havnede på alverdens forsider på grund af den omfattende hvidvask i bankens estiske filial.

Faktisk har Dybvad været en så udtalt kritiker af banken og især formand Ole Andersen, at flere store virksomheder i Dansk Industri flere gange hat taget notits af direktørens foragt over for landets største bank. En foragt, der senest kom til udtryk, da han som formand for CBS kappede alle fremtidige bånd til Danske Bank.

En manøvre, der som beskrevet i InsideBusiness, ikke var klappet af med skolens øvrige bestyrelse, og som flere senere har undret sig over. Senest ved kapitalfondenes DVCA-topmøde i Nyborg, hvor nyheden om Dybvads indstilling som formand i Danske Bank blev offentliggjort midt under et foredrag, gik snakken lystigt i pausen.

Langt de fleste af de tilstedeværende, der tæller topfolk blandt Nordens største kapitalfonde, rådgivere, advokathuse og banker, var enige om, at Dybvads kommende jobskifte ikke var helt fint i kanten.

Det er ganske vist muligt, at Karsten Dybvad har været indædt chokeret over omfanget af hvidvaskskandalen og Danske Banks håndtering af den, for som tidligere embedsmand har DI-direktøren givetvis den klare holdning, at det, som er foregået i banken, er samfundsundergravende.

Det kan man ikke fortænkte Karsten Dybvad i at mene. Men set udefra kan det lige såvel se ud, som om DI’s topchef har haft lige lovlig travlt med at positionere sig selv til at overtage formandstaburetten i Danske Bank. Dybvad er netop fyldt 62, og han må derfor siges at have en begrænset periode som aktiv direktør tilbage. En bestyrelseskarriere er en naturlig vej for ham, og hvis den kan blive skudt i gang med et brag i form af en plads for bordenden i landets suverænt største bank, så har den nye tilværelse fået en flyvende start.

Skal genskabe tillid

Som tidligere beskrevet i InsideBusiness er formandsjagten i Danske Bank sket efter stort pres fra de store aktionærer A.P. Møller-Mærsk, ATP og PFA, hvor Dybvad i forvejen sidder i bestyrelsen.

Her har der været et enormt behov for at finde en profil, der kunne genskabe tilliden til myndigheder, tilsyn og ikke mindst den danske befolkning, hvor tilliden til Danske Bank er historisk lav.

Set i det lys giver det helt mening, at bankaktionærerne med hjælp fra headhunteren Spencer Stuart pegede på Karsten Dybvad på bekostning af andre kandidater som eksempelvis Jens Due Olsen. Dybvads politiske tæft, netværk og erfaring er svær at matche, og ansættelsen af Dybvad skal ses som et klart signal om, at det nu handler om at genskabe tilliden til Danske Bank.

Dermed har aktionærerne den opfattelse, at bankens underliggende forretning egentlig kører ganske fint. Man er fortsat godt positioneret på en række nøgleområder, og derfor har behovet i højere grad været at finde en galionsfigur, der kan drikke kaffe med magthaverne på Christiansborg bag lukkede døre og styrke båndene til vigtige vagthunde som Finanstilsynet og Nationalbanken. Netop tilsynets overraskende underkendelse af afgående Danske Bank-formand Ole Andersens topchefkandidat, Jacob Aarup-Andersen, var en ydmygende affære for banken og den tidligere EQT-chef.

Kravene til en bestyrelsesformand i en stor bank er slet ikke lige så omfattende. Ikke desto mindre har man brug for et sikkert kort, som tilsynet ikke vil dumpe. Og her står Karsten Dybvad stærkt, for det er tvivlsomt, om Finanstilsynet vil opponere mod den mangeårige DI-chef, der blandt andet er kollega med tilsynsformand David Lando på netop CBS. Og kravene til bestyrelser vurderes anderledes end til direktører – og en bestyrelses finansielle kompetencer vurderes som helhed og ikke på den enkelte persons erfaringer.

Pres på direktøren

Hvor Karsten Dybvad mestrer det politiske spin til fingerspidserne, må han siges at være blank på selve bankdriften. Her er hans erfaring minimal, og det stiller store krav til den person, der i sidste ende skal indtage hjørnekontoret på Holmens Kanal.

Nu kommer banken ikke uden om at hente en mand eller kvinde, der kan kredit til fingerspidserne. Og det samme er sandsynligvis nødt til at ske på bestyrelsesniveau. Ingen i den nuværende bankbestyrelse har erfaring med at håndtere store komplekse kreditter, som er hjørnestenen i bankdrift. Ligesom i direktørstolen er der her brug for en eller flere kandidater med praktisk erfaring. Det gode spørgsmål er, hvor man finder dem.

 

LÆS MERE

Danske Banks formandshåb i modvind 

Investorer presser Danske Bank til omfattende oprydning 

Rivegilde på CBS: Rektor dropper Danske Bank bag om bestyrelsen

Her er topchef-kandidaterne til Danske Bank

Handlingslammet Danske Bank-formand. Hvidvasksagen vil hærge længe endnu

De lange knives nat i Danske Bank. Har formanden fejlet?