Boyden web

Inside story

Headhunter henter ny partner i jagten på vækst

Headhunteren Boyden hyrer ny partner fra energisektoren i håbet om at sætte yderligere tryk på væksten de kommende år.

Efter at have været begunstiget af et gyldent marked mærker flere af landets headhuntere nu pludselig modgang.

Flere af de førende spillere har på globalt plan sagt farvel til medarbejdere for at ruste sig bedre til en tid, hvor opgaverne ikke kommer i en lige så lind strøm som før.

Hos udfordrerne i Boyden har man dog siden genetableringen på det danske marked holdt fast i en vækstagenda, og derfor henter firmaet nu en ny partner ud fra en klar ambition om at vokse yderligere.

Rene Toldbod, der kommer fra en stilling som HR- og kommunikationsdirektør hos OK, slutter sig til Boydens danske forretning efter en årrække hos det store olieselskab. OK har de senere år været gennem en omfattende forandringsproces i forsøget på at transformere den gamle kæmpe til en moderne og mere bæredygtig spiller på energimarkedet.

Rene Toldbold har dog ud over tiden som OK også indgående erfaring med rekruttering af topledere, da han før tiden hos energiselskabet i en årrække var chefkonsulent hos Mercuri Urval.

Hos Boyden peger Morten Winther på, at netop kombinationen af industriel erfaring samt Rene Toldbods fortid som konsulent vil være en markant styrkelse af firmaets danske forretning, der målt på omsætning havde sit bedste år sidste år.

”2024 er også startet rigtig stærkt for vores vedkommende, og vi vil meget gerne vokse. Derfor er vi rigtig glade for, at det er lykkedes os at tiltrække en kapacitet som Rene Toldbod. Han har både stor ekspertise i forhold til den grønne omstilling, og han har qua sine mange år som HR-ansvarlig et godt blik for, hvad fremtidens ledere forventer og forventes at kunne,” forklarer Morten Winther.

Sammen med medstifter Henrik Harbo blev han håndplukket af Boyden til at så for genrejsningen af firmaets danske afdeling, efter at konkurrenten Amrop kort forinden havde støvsuget firmaets kontor i Danmark.

På relativt kort tid er det lykkedes at få retableret firmaets brand i Danmark, blandt andet takket være en stærk tilstedeværelse øst for Storebælt, hvor man løser mange opgaver for kapitalfonde og store virksomheder.

Ambitionen om at udvide partnerkredsen er dog ikke altid let i en lille, sammentømret enhed, men ifølge Morten Winther er beslutningen om at optage Rene Tolbod heller ikke sket fra den ene dag til den anden.

“Vi kender i forvejen Rene fra kundesiden, og ideen om et samarbejde er blevet modnet, efter at han valgte at stoppe i OK. Det handler om kemi, men i høj grad også om, hvorvidt man kan se sig selv i vores setup, hvor den enkelte har stor frihed, og hvor vi ikke er låst af en bestemt sektorstruktur,” siger Morten Winther.

Morten Winther peger endvidere på, at der i Boydens danske afdeling altid er fokus på, at den enkelte konsulent kører opgaverne fra start til slut – naturligvis i tæt samspil med Boydens sektor eksperter, der kan trækkes ind fra Boydens globale struktur der, hvor det giver værdi.

Udfordringer stiller nye krav

Hos mange headhuntere var det forventningen, at krigen i Ukraine ville blive startskuddet til en større stoleleg i toppen af dansk erhvervsliv.

Erfaringerne fra finanskrisen var således, at netop en tid med stor turbulens og en helt ny hverdag ville stille nye krav til topchefen og bestyrelsesmedlemmer, hvilket ofte ville være lig med markante udskiftninger.

Meldingerne fra flere aktører har dog været, at man mange steder i erhvervslivet har fokuseret på at komme sikkert gennem en tid med enorme udsving, hvorfor man hverken fra bestyrelsens eller aktionærernes side har haft et ønsket om at skabe yderligere uro i en tid, hvor alt fra geopolitiske spændinger samt stigende renter og omkostninger har sat mange virksomheder under pres.

Hos Boyden oplever man dog, at de senere års uro har fremskyndet behovet for nye kompetencer i mange virksomheder, ligesom geopolitiske spændinger tvinger mange danske virksomheder til at tage blandt andet outsourcing op til revision.

”Vi ser helt klart, at en verden i forandring også stiller nye krav til virksomhederne. Digitalisering, AI og CSR er temaer, der bliver stadig vigtigere for mange virksomheder, ligesom krigen i Ukraine har tvunget mange til at genoverveje outsourcing til for eksempel Baltikum. Samtidig tvinges mange selskaber til at forholde sig til, hvorvidt man fortsat vil være afhængig af Kina i sin supply chain,” siger Morten Winther.

 

Læs mere

Efter oprustning: Headhunter rammer rekordomsætning

Voldsom tilbagegang hos groggy headhunter

Chokskifte ryster landets headhuntere. Hvem følger med?

Tidligere Danske Bank-chef forlader kriseramt headhunter

Headhuntere afviser krisesnak og melder om rekordår

Problemerne tårner sig op for førende headhunter

Headhuntere mister koryfæer

Carlsberg jagter afløser til topchef