Hedvig

Ugens Insider

Hedvig skaber helt ny forsikringsmodel på de unges præmisser

Med en ny og gennemsigtig måde at tænke forsikring på vil Hedvig gå efter de unge voksne, der stiller andre krav til forsikringsselskaberne end tidligere generationer har gjort. Selskabets danske landechef er dog ikke bekymret for, at konkurrenterne vil kopiere den nye forretningsmodel.

Det skorter ikke ligefrem på store og små forsikringsselskaber på det danske marked. Alligevel meldte Hedvig Forsikring sig på det danske marked i maj 2021 med en ny måde at drive forsikringsforretning på, som blev lanceret først på det svenske marked i 2018, og siden har bredt sig til Norge og til Danmark.

Carsten Müller, som har en fortid i både If Forsikring og Vardia, blev hentet ind som dansk landechef for Hedvig tilbage i august 2021. Han kan ikke røbe antallet af danske kunder, eller hvad Hedvigs combined ratio ligger på i den danske forretning. Men han beretter om en fornuftig start, hvor det især er målgruppen af unge voksne på 20 til 30 år – også kendt som de digitalt indfødte eller generation Z – som har fået øjnene op for det nye forsikringsselskab.

Selskabet slår sig op på sin gennemsigtige forretningsmodel, hvor Hedvig tager en fast andel på 25 pct. af præmieindtægterne til at drive virksomheden og generere fortjeneste. De resterende 75 pct. bruges til at dække medlemmernes anmeldte skader, og et eventuelt overskud herfra bliver doneret til velgørenhed i form af fonden Weshelter, der driver herberger og væresteder.

”Forretningsmodellen med at låse sig på en fast andel af det, der bliver betalt i præmier, frem for at superoptimere ens profit år for år, connecter meget mere til generation Z, som vi henvender os til, end med de tidligere generationer. Altså at spørge, hvornår nok er nok. Hvornår har man som kommerciel virksomhed tjent fornuftigt? Og hvordan kan man også gøre gavn i det samfund, man opererer i? Det er den måde, vi driver virksomhed på,” siger Carsten Müller.

Hedvig tilbyder for nuværende indbo-, ulykkes- og rejseforsikringer, da det er de produkter, der passer bedst til behovet hos unge voksne i Danmark. Eksempelvis dækker indboforsikringen skønhedsprodukter, smartphones og Hövding-cykelhjelme.

Digitaliseret tillid

Hedvig har ikke nogen fysiske filialer, da forsikringen foregår via selskabets app, hvor skader kan anmeldes digitalt. Den gennemsnitlige behandlingstid for anmeldelser ligger på seks minutter – hvilket er væsentlig hurtigere, end man vil opleve hos et mere traditionelt forsikringsselskab, hvor man ofte skal igennem en del papirarbejde og ventetid for at få godkendt erstatning af en skade.

Det kan lade sig gøre på grund af teknologien, men også fordi systemet i høj grad er baseret på tillid, hvor man som medlem ikke bliver gransket med en byge af spørgsmål og formularer, når man indgiver en anmeldelse. Og det taler til de unge, der er vant til at kunne blive ekspederet nemt og hurtigt, mener landechefen.

Han uddyber, at Hedvigs forretningsmodel adskiller sig fra de traditionelle forsikringsselskaber ved ikke at have modsatte interesser mellem forsikringsselskabet og dets medlemmer. Da Hedvigs overskud skal genereres ud af den faste andel på 25 pct. af præmierne, vil forsikringssvindel ikke ramme Hedvigs andel, men i stedet de 75 pct. af præmierne, der er afsat til at dække erstatninger. Og hvis denne andel ikke har et overskud, kommer der ikke en donation til Weshelter.

”Det er en underlæggende præmis, at hvis man snyder i en anmeldelse, snyder man ikke Hedvig, men en socialt udsat eller en hjemløs, som har meget brug for den hjælp. Og når man kigger på generation Z, så matcher det rigtig fint med, hvad den generation også kerer sig om. Ikke kun i forhold til hvilken rolle man spiller som borger i samfundet, men også hvordan man helst ser virksomheder drevet i vores samfund,” siger Carsten Müller.

Hedvig er støttet af kapital fra blandt andre Axel Johnson, Cherry Ventures, Obvious Ventures og CommerzVentures. Også danske Nordic Secondary Fund har købt sig ind i selskabet i januar 2022.

Sidste efterår rejste selskabet omkring 286 mio. kr., som blandt andet skal bruges på at brede Hedvig ud til et nyt marked uden for Norden. På det tidspunkt havde selskabet over 70.000 medlemmer fordel i Sverige, Norge og Danmark, hvor størstedelen er under 30 år.

Investorernes forrentning skal findes i overskuddet fra den andel på 25 pct. af forsikringspræmierne, som Hedvig tager til driften. Ifølge Carsten Müller tænker selskabets investorer i samme baner som Hedvig – og derfor har de en stor forståelse for ikke blot den generation, selskabet repræsenterer, men også hvordan selskabet spiller en rolle i samfundet som kommerciel virksomhed.

”Vi vokser ved at gøre det godt og ved at have glade kunder. Når vi spiller den rolle, vi spiller over for den nye generation, så giver det også rigtig god mening for vores investorer, fordi målgruppen associerer sig med det, vi tilbyder, og den her tilgang, hvor man spørger, hvornår er nok nok”, siger landechefen.

 Ingen bekymring for konkurrencen

Hedvig er en af de seneste Insurtech-selskaber på markedet i Danmark. Et andet eksempel er forsikringsagenturet Undo, der er støttet af Tryg, og som også driver sin forretning via en app.

Carsten Müller understreger, at man er orienteret omkring de konkurrenter og kræfter, der allerede findes på forsikringsmarkedet. Men han er ikke videre bekymret for, at de mere veletablerede selskaber træder ind på Hedvigs territorium og efterligner deres forsikringsmodel.

Ikke kun fordi selskabet har en fordel i at være født digitalt og ikke er bundet af ældre digitale strukturer, men også fordi Hedvig adskiller sig radikalt i sin måde at tænke forsikring og forretning på, som ligger meget langt fra tankegangen hos de mere veletablerede forsikringsselskaber.

”Det at kopiere de kapaciteter, de mennesker, vi har om bord og den kultur, vi har – det er ikke noget, du bare kan gøre. Man kan jo se, at det, der kommer ud af vores aktiviteter, ikke er statisk. Vores organisation er organisk, og den bevæger, opererer og lever i den kultur og det dna, vi har. Det er det, man skal være i stand til at kopiere. Og det ligger ikke, tror jeg, ligefor.”

”Hvis du som forsikringsselskab gør noget på toppen og siger, at nu laver vi noget digitalt, der ligner det, Hedvig gør. Hvordan afspejler det sig så i måden, kunderne bliver behandlet på? Hvordan afspejler det sig i en gennemsigtig forretningsmodel? I forhold til at vi ikke får noget modsætningsforhold til medlemmerne, når vi skal afregne skader?”

”Her begynder vi at tage fat i kernen af, hvad dna egentlig betyder for slutbrugeren ude på markedet. Dna’et er fundamentet for de forretningsmæssige ting, vi gør på markedet. Jeg siger det ikke for at forklejne andre selskaber og det, de gør. Men at transformere deres virksomheder ind i noget, der begynder at ligne vores dna – det er en lang rejse,” siger Carsten Müller.

Læs mere

Her er den bedste forsikrings-aktie

Alm. Brand skuffer investorer. Fejler nu på eget vækstmål

Her er vinderne og taberne i forsikringsbranchen i 2021

Udenlandske forsikringsselskabers indtog på arbejdsskade vækker bekymring

Tysk familie spinder guld på fremadstormende, omstridt forsikringsprodukt

Forsikringskæmpers slingrekurs på lønsikring undrer

Her er forsikringsbranchens guldæg og smertensbørn

Lukrative bilforsikringer: Selskaber beholder næsten halvdelen af præmierne

Hårdt forsikringsmarked fortsætter med stigende priser. Ofte må mæglere afvise udbud

Alm. Brands store Codan-satsning har vind i sejlene

Hårdt udskilningsløb i forsikringsbranchen: Grønne biler er kamppladsen

Forsikringsselskaber tørner sammen med pensionsbranche i ophedet SUL-debat

Halvvejs inde i 2021. Her er vinderne og taberne i forsikringsbranchen

Forsikringsselskaber på slingrekurs med kontroversielt forbud

Nøgleprofiler forlader Codan til fordel for konkurrent