Kun Finanstilsynets direktør Jesper Berg og de øvrige direktionsmedlemmer ved, hvordan fit and proper-retningslinjerne anvendes i praksis. PR-foto

Redaktørens analyse

Hemmelighedskræmmeri i Finanstilsynet er ødelæggende for finanssektoren

Bankerne har ikke en jordisk chance for at planlægge successionsrækkefølgen, så længe Finanstilsynet holder de konkrete kriterier for fit and proper-vurderingerne hemmelige.

En sund virksomhed kræver kompetente direktører og bestyrelsesmedlemmer. I lyset af finanskrisen er det derfor helt forståeligt, at Finanstilsynet har fået til opgave at sikre, at ledelserne i de samfundsvigtige finansielle institutioner både har evnerne og integriteten til at tage vare på opgaven.

Problemet er bare, at Finanstilsynets mulighed for at sortere i kandidaterne har vist sig at være på bekostning af bankernes mulighed for at finde de rette folk til posterne.

Kun Finanstilsynets direktør, Jesper Berg, og de andre særligt indviede ved, hvordan tilsynet i praksis når frem til sine konklusioner, og det er direkte skadeligt for bankernes mulighed for at finde kvalificerede kandidater til topposterne.

Som en række nyere sager har vist, famler finansvirksomhederne og headhunterne i blinde, når de indstiller kandidater til Finanstilsynet. Den manglende transparens gør det svært for bankerne at finde de rette folk, og det gør det nærmest umuligt at planlægge successionen i direktionen og bestyrelsen.

Sagen kort

Finanstilsynets fit and proper-godkendelser beror på en subjektiv vurdering. Ingen ved præcis, hvad tilsynet lægger til grund for sine godkendelser og afvisninger af finansvirksomhedernes kandidater.

For virksomheder er det et problem. Uvisheden gør det umuligt at planlægge successionen, og bankerne risikerer i perioder at mangle folk på centrale poster.

Særligt for de mindre banker er det et problem, da tilsynet her formodes at anvende ECB’s proportionalitetsprincip. Det gør det endnu sværere at vurdere, hvor meget erfaring kandidaterne skal have, og hvor længe en kandidat skal karriereforberedes, før vedkommende kan blive godkendt i tilsynet.

Tilsynet afviser stærke kandidater

Danske Banks interne kandidat, Jacob Aarup-Andersen, blev afvist til jobbet som topchef, selv om han var den daværende bestyrelses bedste bud. Samme skæbne ramte Nordea Kredits vicedirektør, Kamilla Skytte, der ikke kunne blive administrerende direktør for realkreditselskabet uden mere erfaring.

Anders Meinert Jørgensen kunne ikke blive topchef i Danica efter at have været chef for group compliance i Danske Bank, og endelig er der sagen om Nykredits direktør, Tonny Thierry Andersen, der endnu venter på en godkendelse fra Finanstilsynet på grund af sin involvering i Danske Banks Flexinvest Fri-sag.

Afvisningen af Jacob Aarup-Andersen afslørede også eksistensen af en hidtil ukendt sort boks, som tilsynet bruger til at træffe beslutninger ud fra.

Tilsynets sorte boks

Kun Finanstilsynet selv kender det konkrete indhold, men vi ved fra sagen om Aarup-Andersen og efterfølgende meddelelser fra tilsynet, at man bruger retningslinjerne fra Den Europæiske Bankunion (EBA) og Den Europæiske Centralbank (ECB) som rettesnor i fit and proper-vurderingerne. Hvordan, hvornår og i hvilket omfang de europæiske retningslinjer bruges i beslutningsprocessen, ved dog kun de særligt indviede i tilsynet.

Det er ikke desto mindre væsentligt for især de mindre SIFI-institutter at vide. Mange står over for et snarligt generationsskifte, men skal efterfølgeren have 3, 5, 7 eller måske 10 års direktionserfaring for at blive godkendt til jobbet?

ECB’s retningslinjer arbejder med et proportionalitetsprincip, men i dansk kontekst ved ingen, hvordan det udmøntes i praksis.

Det efterlader Jyske Bank, Sydbank og flere andre i en situation, hvor de kan være nødt til at tildele direktionsposter til personer alene for at give kandidaterne nok erfaring på CV’et til senere at kunne godkendes i Finanstilsynet.

Selv om Jesper Berg med rette kan henvise til dels Finanstilsynets tavshedspligt og dels muligheden for at lade de endelige beslutninger bero på en konkret vurdering, er hemmelighedskræmmeriet en reel udfordring for bankernes mulighed for at indstille kvalificerede kandidater.

Ingen optimal strategi

Finanstilsynet efterlader reelt bankerne med to mulige strategier, men ingen af dem er optimale.

Som Danske Bank gjorde i Jacob Aarup-Andersen-sagen, kan en banks bestyrelse bede Finanstilsynet forhåndsgodkende kandidaten. Fordelen er, at det går under radaren, hvis tilsynet ikke godkender kandidaten.

Ulempen er, at det er tilsynets sagsbehandlingstid, der afgør timingen for den nye kandidats tiltrædelse. Hvis den siddende direktør forlader virksomheden inden forhåndsgodkendelsen er på plads, risikerer man at mangle en direktør på et dårligt tidspunkt.

Den anden strategi er at bede om finanstilsynets godkendelse, så snart kandidaten tiltræder i sit nye job. Der er formodentlig ingen eksterne topchefkandidater, der vil tiltræde et job uden på forhånd at være godkendt af Finanstilsynet, men med interne kandidater er det en mulighed, hvis timingen er vigtig.

Problemet er, at godkendelsesproceduren vil foregå i fuld offentlighed, som man senest har set det med Tonny Thierry Andersens, der endnu mangler at blive godkendt i Finanstilsynet.

LÆS OGSÅ

Banker giftige cocktail rykker nærmere

Blodbadet i bankerne er kun lige begyndt

Tonny Thierry er dead man walking i Nykredit

Katastrofalt udviklingsprojekt rammer Jyske Bank og Sydbank

Sydbank ville fusionere med Spar Nord. Skulle Nykredit med?

Frøsig vandt magtkampen, men hvad nu, Sydbank?

Se alliancerne mellem bank, forsikring og pensionsselskaber. Hvor er åbningerne?

Finansalliancer i opbrud. Priskrig på forsikring tager form

Partnerskaber gennemsyrer bankportaler, der kalder sig objektive

Kommer den store oprydning i pensionsbranchen?

Frøsig vandt magtkampen, men hvad nu Sydbank?