stadil EM web

Redaktørens analyse

Her er de blodigste børsdramaer

Mandag bliver der sat foreløbigt punktum for en opsigtsvækkende strid mellem Stadil-familien og en række mindre investorer i børsnoterede Brdr. Hartmann. Sagen er langtfra den første af sin slags på den danske børs. Vi ser nærmere på de mest opsigtsvækkende magtkampe på aktiemarkedet herhjemme.

Efter flere måneders tilløb kan Stadil-familien ved en ekstraordinær generalforsamling mandag endegyldigt sikre sig den fulde kontrol over det børsnoterede selskab Brødrene Hartmann.

Forud er gået et speget forløb, hvor man efter flere måneders interne diskussioner bag kulissen i sommer valgte at fyre selskabets bestyrelse samt finansdirektør Flemming Steen. Et træk, der udelukkende har haft til formål at bane vejen for familiens forestående afnotering af æggebakkeproducenten.

Men alligevel har Stadil-familien mødt uventet hård modstand.

En gruppe af småaktionærer har således været stærkt kritiske over for, at Stadil-familien som storaktionær i Brødrene Hartmann oprindelig blot ville tilbyde de øvrige aktionærer 300 kroner pr. aktie. Et tilbud, der af de fleste aktionærer blev anset for at være alt for lavt, da det er kutyme, at man ved en afnotering betaler en pæn præmie for at sikre sig magten.

Samtidig har buddet fra Stadil været markant lavere end det, selskabet blev handlet til for blot halvandet år siden.

I denne uge valgte storaktionæren så efter længere tids pres at hæve sit bud til 360 kroner pr. aktie. En strategi, der straks gav pote.

Flere af de kritiske mindretalsaktionærer, herunder VN Capital og Handelsbanken, accepterede nemlig buddet, hvorfor Stadil-familien på mandag sandsynligvis får held til at tage Brødrene Hartmann af børsen.

Dermed er der sat et foreløbigt punktum for en ophedet aktionærstrid, som ikke just er hverdag.

Med udgangspunkt i denne sag har vi været en tur i arkiverne og har kigget nærmere på en række af de mest spektakulære overtagelsesforsøg, vi har set på børsen herhjemme i nyere tid.

 

Spekulant kopierer Gordon Gekko

Det var ikke uden paralleller til Oliver Stones udødelige finansklassikerfilm ’Wall Street’, da erhvervsmanden Steen Bryde greb mikrofonen ved det lille rederi Nordic Tankers ekstraordinære generalforsamling.

Akkurat som Michael Douglas alias Gordon Gekko formåede at sweettalke aktionærerne i kriseramte Teldar Paper i filmen fra 1987, var det Brydes mission at få overbevist de mange dybt skeptiske rederiinvestorer om, at de skulle lade ham tage roret i selskabet. Til glæde for dem selv, da han ville være garant for at øge værdien af deres aktier, lød det i salgstalen.

Hvad den højtbegavede revisor med det noget tvivlsomme etiske kompas dog glemte at fortælle var, at han havde udset sig det lille, børsnoterede tankrederi som en redningsplanke for sit eget kriseramte ejendomseventyr, Bristen Gruppen, der allerede i begyndelsen af 2008 kæmpede for overlevelse.

Finansmanden havde allieret sig med en række forretningspartnere, så man tilsammen sad på knap en tredjedel af aktierne i Nordic Tankers og dermed de facto havde et blokerende mindretal.

I første omgang lykkedes det dog de øvrige investorer at blokere Brydes listige planer, men i sidste ende måtte de dog strække våben. I stedet var det storbanken Nordea, der måtte redde de mange småaktionærer tørskoet i land ved at blokere for den tidligere Capinordic-direktørs planer. Planer, der vel at mærke omtrent var en tro kopi af, hvad den tidligere forretningspartner og frontmand i velhaverbanken Lasse Lindblad havde lavet med det passive børsselskab ITH et år forinden.

Bryde fortsatte dog ufortrødent med at styre Nordic Tankers gennem et oprørt 2008, men i sidste ende væltede korthuset. Først trak Roskilde Bank og Sydbank tæppet væk under Bristen Gruppen, og siden fulgte den tidligere revisors personlige forretningsimperium Bryde Gruppen, der blandt andet havde store lån i Amagerbanken.

Alligevel lykkedes det Steen Bryde at gennemføre en række tvivlsomme handler på vegne af Nordic Tankers, som bagmandspolitiet dog kort tid efter kastede sig over.

Det endte med en dom på fire års fængsel for blandt andet mandat- og skyldnersvig til den fallerede ejendomsmatador.

 

Rederi belejrer rival

Bag kulisserne var der blevet drukket talrige fortrolige kopper kaffe, men i sidste ende blev det en kombination af egoer og stædighed, der spolerede en storstilet fusion mellem to af landet største rederier, Norden og Torm.

Parterne var egentlig gået hver til sit, men det ændrede sig brat, da en vis græker ved navn Gabriel Panayotides flankeret af N.E. Nielsen og Axcels Christian Frigast købte sig til magten i Torm via en aktiepost på godt 30 procent.

Officielt var det ikke ’Villy’, der sad på aktierne, men nogle medlemmer i den nærmeste familie, der på forunderlig vis var lige så interesserede i shipping som den kontroversielle græske reder.

Det forhindrede imidlertid ikke Torms nye reelle ejer i at lancere et fjendtligt købstilbud på rivalen Norden – et tilbud, som både bestyrelse og ledelse i det belejrede rederi kæmpede mod med næb og kløer.

Bestyrelsen i Norden afviste at acceptere buddet fra Torm og Panayotides, alt imens den øverste ledelse i tørlastrederiet gjorde det klart, at de på ingen måde ønskede at arbejde for den græske shippingmand.

Det hjalp heller ikke ligefrem Villy, at Nordens bestyrelsesmedlem Fred Meier følte sig taget ved næsen af den græske skibsreder nogle år forinden, i forbindelse med at han som direktør i First National Bank of Maryland lånte penge til grækeren mod pant i nogle skibe, der på mystisk vis forsvandt og første dukkede op igen i sølle forfatning., da banken havde lovet at stryge Panayotides’ gæld.

Bag kulisserne foregik der derfor et ophedet spil, hvor Villy selv flere gange mødte op på Nordens kontorer for at tvinge sin vilje igennem. Flere andre fantasifulde tricks blev taget i brug, men i sidste ende måtte Torm og rederiets nye, græske magtfaktor dog skrinlægge deres planer.

I stedet kunne man sælge aktierne i Norden nogle år senere med massiv gevinst – en fortjeneste, som efter voldsomt pres fra Panyotides blev udloddet til koncernens aktionærer og dermed ham selv i en tid, hvor mange andre ellers havde travlt med at polstre sig.

I sidste ende var det medvirkende til, at kreditorerne med storbanken Nordea overtog rorpinden i det forgældede rederi, men formand N.E. Nielsen var som vanlig klientens mand til det sidste.

På en stort anlagt generalforsamling i Falkonersalen havde den samlede danske verdenspresse endelig chancen for at sætte Panayotides stævne for at få nogle svar, men her sprang N.E. ind foran mikrofonerne, under påskud af at Villy, der ellers havde haft engelsk barnepige, kun talte græsk, hvorfor han måtte svare på aktionærens vegne.

 

Kapitalfond kaprer Molslinjen

Færgerederiet Molslinjen var efter årevis med rod i ejerkredsen stort set blevet glemt af investorerne på fondsbørsen.

Størstedelen af selskabets aktier var ufrivilligt havnet hos en række af de banker, der havde finansieret den kreds af fantasifulde spekulanter, der gennem flere år havde drevet rederiets aktiekurs op i fællesskab.

Dødvandet i ejerkredsen og en bundlinje præget af finanskrisen gjorde selskabet uinteressant for langt de fleste investorer, men det ændrede sig brat i sommeren 2015, da kapitalfonden Polaris lagde et bud på selskabet.

Fonden havde gjort sit hjemmearbejde og sikret sig opbakning fra de største aktionærer, men mange af Molslinjens små aktionærer lugtede blod.

De mente, at Polaris burde betale en langt højere pris for at afnotere selskabet, og den opfattelse delte den aarhusianske rigmand Henrik Lind, der i kølvandet på fondens bud gik i gang med at støvsuge markedet for aktier.

I sidste ende lugtede Lind dog en god forretning ved at slå sig sammen med Polaris, og i stedet var det omkring 300 småaktionærer, der kæmpede ufortrødent videre, blandt andet ved at klage til først Finanstilsynet og siden Erhvervsankenævnet.

I sidste ende lykkedes Polaris’ dristige manøvre, og få år senere fik kapitalfonden fuld valuta og lidt til, da man solgte Molslinjen til EQT og scorede et afkast, som kun Axcels investering i Pandora herhjemme kunne måle sig med.

 

ATP fører an i aktionæroprør

I dag anser de fleste nok pensionsgiganten ATP for en passiv investor, der har mere travlt med at være politisk korrekt end at udfylde sin rolle som storaktionær i en række af landets største, børsnoterede koncerner.

Men ATP og fondsdirektør Bjarne Graven Larsen blev i 2006 et vidnesbyrd om, at selv en investor med en beskeden aktiepost kan have enorm betydning i sidste ende.

Kapitalfondene Apax, KKR, Providence, Blackstone og Permira havde ellers via det fælles selskab Nordic Telephone Company lanceret planer om at opkøbe og afnotere den danske telegigant.

Men den pris, konsortiet var villigt til at betale for aktierne, var ifølge ATP alt for lav, hvorfor man satte sig i spidsen for et større aktionæroprør med en klar mission om at bremse afnoteringen.

Sagen udviklede sig yderst dramatisk, men ATP trak i første omgang det længste strå, da opkøberne ikke opnåede at samle de 90 procent af stemmerne, det krævede af pille telegiganten af børsen.

De fem fonde var dog ikke just indstillet på at strække våben, og i stedet søgte man via en vedtægtsændring at gennemtvinge en afnotering.

Igen trak ATP dog det længste strå, da fondsbørsen efter en klage fra pensionsselskabet traf en klokkeklar afgørelse om, at fondenes forsøg på at finde en kattelem ikke kunne accepteres.

Få år efter kunne pensionskassen så sælge sine aktier med en fin fortjeneste, samtidig med at man havde fået del i de store udbytter, som kapitalfondene havde trukket ud gennem årene.

Paradoksalt nok valgte ATP så flere år senere at slå sig sammen med den forhadte australske fond Macquarie og selv afnotere TDC side om side med PFA. En investering, der i dag på ingen måde synes guldrandet, da telegiganten er hårdt plaget af kundeflugt og samtidig kæmper med en truende milliardgæld.

 

Den irriterende flue

”En irriterende flue,” fnøs it-milliardæren Ib Kunøe i sommeren 2010, hvor han og den tidligere direktør i it-selskabet Columbus IT Michael Gaardboe var alvorligt på kant med hinanden.

Baggrunden for miseren var, at kapitalfonden Nordic Capitals porteføljeselskab, EG, kort forinden havde lagt et overtagelsestilbud i håb om at få aktionærernes accept til at afnotere it-selskabet.

Men kapitalfondens bud var som en rød klub i hovedet på storaktionæren Ib Kunøe, der på det kraftigste afviste at sælge sine aktier og blot blev endnu mere ilter, da det lykkedes Gaardboe at fremtvinge en ekstraordinær generalforsamling i selskabet.

Motivationen bag den var at granske en række handler mellem Kunøes egne selskaber og Columbus, hvilket ikke just blev modtaget med kyshånd fra den kontante it-milliardær.

Med til historien hører, at Gaardboe nogle år forinden var blevet fyret som direktør i netop Columbus, men havde beholdt en aktiepost på 14 procent af virksomheden.

Dem var han indstillet på at sælge til EG og Nordic Capital til 3,10 kroner pr. aktie, hvilket var en ganske pæn præmie på næsten 50 procent.

Men der var langt mere værdi i selskabet, ligesom man fortsat havde stor glæde af at være en del af det børsnoterede selskab, lød meldingen fra både Kunøe og bestyrelsen i Columbus, som storaktionæren også var formand for.

I sidste ende måtte Nordic Capital og EG dog strække våben, mens Gaardboe endte med at sælge sine aktier til IB Kunøe for 27 millioner kroner.

”Som jeg sagde sidst: Det er en irriterende flue, der summer for mine ører, og da han ikke har lyst til at være aktionær og gerne vil ud, og jeg ikke har lyst til at have ham som aktionær, så er det vel den rigtige løsning på det,” lød fra efterfølgende fra Ib Kunøe.

 

Læs mere

Direktør fyret efter modstand mod Stadil-manøvre

Storinvestor i krig med Stadil-familien

Sky kapitalfond jagter nyt milliardsalg

Kapitalfond genopliver salgsplaner med it-gigant

Krise tvinger kapitalfonde til lommerne

Maj Invest klar til salg af guldæg

EQT arbejder på største danske frasalg siden Færch