Nordea

Inside story

Her er de dyreste og billigste investeringsforeninger

Nordea sidder i dag på næsten en femtedel af markedet for investeringsforeninger. Dermed sidder Nordea også på en femtedel af alle indtægterne. Danske investorer betaler i dag over 10 milliarder kroner for at få forvaltet deres penge i investeringsforeninger. En ekspert efterlyser stordriftsfordele.

Med en indtægt på 1,8 milliarder kroner topper Nordea listen over, hvem der tjener mest på at forvalte danskernes penge i investeringsforeninger. Og Nordeas andel er næsten en femtedel af alle de omkostninger, som danske investorer i alt betaler til danske investeringsforeninger. De samlede omkostninger har nu rundet 10 milliarder kroner. Det viser en opgørelse, som Morningstar har lavet for InsideBusiness.

“Det er vanvittig mange penge, som investorerne betaler for at få plejet deres penge. Og det virker ikke, som om der er ret mange stordriftsfordele i investeringsforeningerne for kunderne,” siger den uafhængige investeringsrådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsen, der selv har en fortid i Morningstar.

Nordea har 239 milliarder kroner under forvaltning, hvilket udgør næsten en femtedel af den samlede formue på 1.173 milliarder kroner, som danskerne har under forvaltning i danske investeringsforeninger. Dermed er Nordea næsten dobbelt så stor som nummer to på listen, Jyske Invest, der forvalter en formue på 107 milliarder kroner.

Men hvor Nordea ligger med en omkostningsprocent på 0,75, så ligger Jyske Invests omkostningsprocent på hele 1,17. Det indbringer Jyske Invest 1,25 milliarder kroner, og dermed indtager Jyske Invest andenpladsen over de investeringsforeninger, der tjener mest på deres kunder.

Jyske: Tallene kan ikke sammenlignes

Jyske Invest mener til gengæld ikke, at man kan bruge totaltal til at sammenligne investeringsforeninger.

Se de dyreste investeringsforeninger

Omkostninger i pct., vægtet
1. Advice Capital, 2,67
2. Ress Life Investments 2,25
3. Formuepleje, 2,00
4. BLS Invest, 1,83
5. Independent Invest, 1,78
6. Falcon Invest, 1,72
7. Fundamental Invest, 1,66
8. HP Invest, 1,63
9. C Worldwide, 1,59
10. Stonehenge, 1,56
11. Carnegie Group, 1,49
12. SDG Invest, 1,43
13. ValueInvest, 1,4
14. SparDanmark Invest, 1,28
15. Multi Manager Invest, 1,28
16. IA Invest, 1,24
17. Jyske Invest, 1,17
18. Sjælland-Fyn, 1,14
19. SEB, 1,13
20. Gudme Raaschou Invest, 1,10

Se den fulde liste her

”Vi forsøger selv at skabe den bedst mulige sammenlignelighed i vores egen løbende opfølgning på omkostninger inden for forskellige aktivklasser og afdelingstyper. Det har helt aktuelt ført til, at vi har reduceret omkostningerne for vores kunder i en række afdelinger med virkning fra årsskiftet,” siger Jan Houmann, administrerende direktør i Jyske Invest, og fortsætter:

“Man kan ikke sætte lighedstegn mellem afdelingsomkostninger og rå indtjening, eftersom det er omkostningskrævende at drive investeringsforeninger og investeringsaktiviteter i det hele taget i overensstemmelse med den omfattende regulering og investorernes forventninger. Eksempler herpå er omkostninger til handel og til forvaltning af investeringsporteføljer, adgang til investeringsrådgivning samt omkostninger til lovpligtig administration og rapportering”

De høje omkostninger kommer efter et år, hvor stort set alle investeringsforeninger har oplevet et turbulent år med faldende kurser, og hvor de har leveret negative afkast til kunderne.

Ud over omkostningerne til investeringsforeningerne er der i mange tilfælde også omkostninger til banken, der har solgt investeringsforeningerne til kunderne. Med MiFID2 blev det forbudt for bankerne at modtage provision fra investeringsforeningerne, og i stedet blev bankerne henvist til at opkræve disse omkostninger direkte hos kunden.

Banker: Det er ikke dyrt

InsideBusiness har forelagt analysen fra Morningstar for Finans Danmark, der ikke genkender billedet af et højt omkostningsniveau.

”Vi kan ikke genkende billedet af, at omkostningsniveauet i danske investeringsfonde skulle være specielt højt. Tværtimod. Når man ser på de danske investeringsfonde i en europæisk sammenhæng, ligger de samlet set højt på performance og lavt på omkostninger. Det ser vi bl.a. i den årlige opgørelse fra ESMA, som analyserer omkostninger og performance i investeringsprodukter i EU. Det er i øvrigt ganske naturligt, at investeringsfonde har varierende omkostninger. Investeringsfondene har forskellige strategier, og det varierer også, hvilke services der er tilknyttet prisen” skriver Birgitte Søgaard Holm, direktør for Investering & Opsparing i Finans Danmark, i et svar til Insidebusiness.

Formuepleje hopper ind på en sjetteplads på listen med samlede indtægter på 738 millioner kroner, som de opkræver i omkostninger af en formue under forvaltning på knap 37 milliarder kroner.

Denne formue er kun halvt så stor som SydInvest og Sparinvest på de efterfølgende pladser, men takket være en omkostningsprocent på 2,0 lykkes det Formuepleje at tjene langt mere på sine kunder end de to andre investeringsforeninger.

Formuepleje har 2 procent i omkostninger

Hos Formuepleje lyder svaret, at deres omkostningsstruktur er ret speciel.

”Det, vi er optaget af, er at levere det højeste risikojusterede afkast efter alle omkostninger. Her er vi placeret i toppen med de fleste porteføljer. Det kan man også se af de uvildige ratinganalyser fra eksempelvis Morningstar, hvor vi helt aktuelt indtager en andenplads og har ligget i toppen de seneste år” siger Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje.

”Ser man isoleret på omkostningerne, har de fleste af vores porteføljer ud over et fast honorar også et performance fee, der både kan være positivt og negativt. Det betyder, at når vi leverer et afkast under en fastsat hurdle rate, udløser det en rabat til afdelingen. Vi kalder det et negativt resultathonorar, og det kan være helt op til 0,75 procentpoint, der så fratrækkes de faste omkostninger i opgørelsen.”

Søren Astrup mener dermed ikke, at det giver et retvisende billede af de reelle omkostninger, som kunden betaler, kun at kigge på de faste omkostninger på 2 procent i Formueplejes gennemsnitlige omkostninger.

At Formuepleje derudover alligevel formår at opkræve flere penge i omkostninger end både Sydinvest og Sparinvest, selv om de forvalter færre penge, tilskriver han, at de også har gearede fonde, der kan geare investeringen måske op til fire gange.

”Fordi vi i nogle fonde benytter gearing, bliver den reelle investerede og dermed forvaltede kapital også højere. Vi ønsker størst muligt interessefællesskab med kunderne og investerer sammen med dem. Hvis kundens indskud for eksempel i Formuepleje Penta er på 100 kroner, kan vi i afdelingen geare den op til maksimalt 400 kroner, så den samlede investering bliver 500 kroner. Dvs. vi forvalter fem gange så meget som kundens indskud og styrer samtidig hele lånesiden. Derfor er det også svært at sammenligne med noget ugearet” siger Søren Astrup.

Sparinvest trumfer BankInvest med lavere omkostninger

BankInvest henter på fjerdepladsen næsten dobbelt så mange penge hjem i omkostninger blandt sine investorer som den umiddelbart sammenlignelige konkurrent, Sparinvest. Bankinvest tjener 917 millioner kroner, mens Sparinvest tjener 514 millioner kroner. Den store forskel på de to skyldes ikke kun, at Bankinvest forvalter flere penge, men også at BankInvest har en samlet omkostningsprocent på 0,95 mod en omkostningsprocent på kun 0,73 hos Sparinvest.

Sparinvest er i dag ejet af Nykredit, og de pengeinstitutter, der arbejder sammen med Sparinvest, har forpligtet sig til at gøre det til og med 2024.

Bankinvest har meget tydeligt offentligt signaleret, at de skal være velkomne hos dem. Og af samme grund vil Bankinvest i dag ikke kommentere, hvorfor der er forskelle i omkostningsprocenten mellem de to, eller om den højere omkostningsprocent hos Bankinvest kan blive et tema i forhandlingen med eventuelle nye pengeinstitutter.

Dog gør Bankinvest opmærksom på, at en forklaring kan være, at Sparinvest har flere passive fonde, der er billigere at forvalte, hvorimod BankInvest har flere aktive fonde, der er dyrere. Det kan altså være en forklaring, mener BankInvest.

Når der i dag fortsat er så mange kunder i investeringsforeninger med relativt høje omkostninger, mener Nikolaj Holdt Mikkelsen, at det kan skyldes, at investorerne ofte køber og accepterer pengeinstitutternes forklaringer på de høje omkostninger og ikke vil have besværet med at flytte.

”Der er kommet meget fokus og transparens i omkostningerne, som bankerne og investeringsforeningerne skal give til kunderne. Men når nogle foreninger kan slippe af sted med at opkræve 2 procent i omkostninger, så siger det mig, at debatten om omkostninger ikke ligger øverst i alle investorers bevidsthed, siger Nikolaj Holdt Mikkelsen, uafhængig investeringsrådgiver med en fortid på Morningstar.

Læs mere

Har Formueplejes stifter gamblet med gevinsten?

Milliardærfamilie vil sælge skandaleramt byggegrund. Jyske Bank har 400 mio. på højkant

Formuepleje ramt af modvind på prestigeprojekt

Forbrugerombudsmanden pudses på danske forvaltere, der pynter sig med “lånte fjer”

Nådesløst afkastår: Se investeringsfondene med de bedste og dårligste afkast i 2022

Problemerne fortsætter for solcellekomet

Kapitalfonds guldæg tromler videre med vækstplan trods tilsynskritik

Forvaltere brænder fingrene på lån til virksomheder