Der er udsigt til magre tider igen, når vi for alvor kommer ud af covid-19’s skygge. Et overskud på 117 milliarder kroner i 2021 og et tilsvarende beløb alene for første halvår 2022. Ved flere lejligheder har Søren Skou sagt, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at de kommende år bliver mindre gode.
Søren Skou er ikke den type, der render af pladsen trods modgang. Med en karriere, som strækker sig over næsten fire årtier I A.P. Møller, har han lyseblåt blod i årene.
Umiddelbart tilsiger hans alder og antallet af årene på den ikoniske sjette sal på Esplanaden, at han kan fortsætte en halv snes år endnu. Alligevel er der noget, der tyder på, at samspillet med bestyrelsesformanden Robert Uggla ikke er optimalt.
Deres personligheder er forskellige. Hvor Robert Uggla mere er diplomaten, er Søren Skou manden med regnearkene, som styrer virksomheden med udgangspunkt i tal og omhyggelige analyser.
Det er helt afgørende, at der er både tillid og fortrolighed mellem bestyrelsesformand og topchef. Det starter med en mindre sten i skoen, og udvikler mislydene sig, må det være Søren Skou, der trækker sig.
Hvis Søren Skou vælger at trække sig nu, vil det være i zenit. To år med rekordtal på bundlinjen er det, der automatisk vil sikre ham en placering blandt de mest succesfulde topchefer i Danmark nogensinde. Hvis han fortsætter og tager nedturen med, vil hans urørlige status i toppen af dansk erhvervsliv blive antastet.
Fem topchefer på 110 år
Med kun fem topchefer siden A.P. Møllers start i 1912 er kontinuitet dybt forankret i koncernens dna. Kun en af de fem topchefer kommer udefra. Nils Smedegaard Andersen, der var CEO i perioden 2007-2016. Han kom fra et andet dansk ikon, Carlsberg.
Stabilitet i ledelsen er med til at skabe klarhed om forretningsstrategien. Selv om A.P. Møller-Mærsk har trukket stikket til bitcoinsatsningen Tradelens, har der sjældent været tvivl om, i hvilken retning den lyseblå koncern ønskede at flytte sig. Med 22 år i gennemsnit på posten er de nærmest indbegrebet af stabilitet. Også selv om at Søren Skous regeringsperiode trækker ned.
Kandidaterne
To oplagte kandidater vil være schweizeren Vincent Clerc og danskeren Henriette Thygesen. Begge har titlen executive vice president og er medlem af the executive board of directors. Vincent Clerc er 50 år, og Henriette Thygesen er 51 år.
Hvis Henriette Thygesen bliver topchef, vil hun blive den første kvinde og den første ph.d. i spidsen af Danmarks største virksomhed. Bliver det Vincent Clerc, vil det være den første ikkedansker, der står i spidsen.
En tredje kandidat kan være Navneet Kapoor. Den indiskfødte ingeniør har også en ph.d.-grad. Men han er ikke så oplagt som de to øvrige kandidater.
Alle tre kandidater har en stærk baggrund til at rykke opad i hierarkiet på Esplanaden, men de to første kandidater har med mere end 20 års erfaring længere karriere hos A.P. Møller-Mærsk. Den slags tæller på plussiden.
Den rigtige alder
Både Vincent Clerc og Henriette Thygesen har nogenlunde den rigtige alder til at indtage posten som topchef.
Typisk er danske topchefer i midten af 50’erne når de bliver udnævnt. Mads Nipper fra Ørsted var 54 år, da han blev udnævnt, og han er det typiske eksempel.
Harvard Business Review har tidligere udarbejdet en oversigt over verdens bedste topchefer (den er stoppet nu, fordi der var for få kvinder på listen). Den seneste er fra 2019. De bedste topchefer er i gennemsnit 45 år, når de bliver udpeget til jobbet som CEO, og de har siddet 15 år i gennemsnit. Hvis man sammenligner med den gennemsnitlige topchef på S&P 500, er gennemsnitsalderen omtrent det halve: 7,2 år.
Pudsigt nok mener de fleste topchefer, at de er på toppen, når de har siddet 7 år i rollen som topchef, og de bør under alle omstændigheder forlade jobbet efter 9,5 år. Hvis det også holder for Søren Skou, bør han stoppe i løbet af et år eller to.
Fordelen ved at tage en topchef indefra er, at han eller hun kender virksomheden og har en stærk forståelse for kulturen og succeskriterierne. Det er en sikker hånd på rattet, og der vil ikke herske tvivl om strategiretningen.
Hvis der omvendt er mere brug for en omfattende ændring af det strategiske fundament, vil det være hensigtsmæssigt at tage en kandidat udefra. Men der er ikke brug for markante ændringer lige nu.
44 års erfaring
Selv om Robert Uggla kun har været bestyrelsesformand i knap 2 år, har han 44 års erfaring med den lyseblå gigant på Esplanaden. Som CEO for A.P. Møller Holding og bestyrelsesformand for A.P. Møller er han indbegrebet af A.P. Møllers værdier.
Med en kandidat indefra vil det være en meget effektiv akse mellem bestyrelsesformand og CEO. Hvilket peger i retning af Henriette Thygesen eller Vincent Clerc.
Bagsiden er, at fornyelsen kan være truet. Men fornyelsen ligger andre steder. Ikke alle medlemmer af executive board behøver nødvendigvis at have en mangeårig karriere i koncernen. De kan sagtens komme udefra.
Det skaber en effektiv cocktail med stabilitet og fornyelse i toppen af Danmarks største virksomhed.
Læs mere